Fallout 4

Da Fallout 4 blev annonceret under E3-messen tilbage i juni måned, havde mange af os svært ved at få armene ned af begejstring. Dette var både på grund af de tidligere fantastiske spil i serien, samt fordi udgivelsesdatoen lå så tæt på, hvilket er ret usædvanligt nutildags, hvor spil ofte annonceres flere år i forvejen, og ventetiden til tider kan blive ulidelig. På trods af der kun er gået lidt over fem måneder siden spillets annoncering, har ventetiden alligevel været hård, ikke mindst de sidste par uger op til den store dag, som i skrivende stund ligger lige om hjørnet. Så er spørgsmålet bare om Bethesda Game Studios' seneste titel i Fallout-serien lever op til de tårnhøje forventninger, og det vil jeg gøre mit bedste for at svare på her, efter en uge med spillet på PlayStation 4.

Det første man bliver mødt med i Fallout 4, er en længere installation, der tager omkring 20 minutter at udføre. Det er relativt lang tid, især hvis det kribler i fingrene for at komme i gang. Heldigvis går tiden lidt hurtigere, takket være de korte S.P.E.C.I.A.L.-trailere som bliver vist undervejs, og som man måske har set nogle af både her på Gamereactor og rundt omkring på nettet i ugerne op til spillets udgivelse. Jeg kan til gengæld berolige med, at denne lange engangsproces er det eneste tidspunkt, hvor man bliver lidt utålmodig med spillet. Efter installationen er overstået, bydes man nemlig på et spil, der ud fra Bethesda-standarden har betydeligt kortere load-tider end tidligere udgivelser fra udvikleren. Det er et kæmpe plus, og man tilgiver straks, at det så tager lidt tid at komme i gang.

Spillet starter med de velkendte ord: "War... War never changes," efterfulgt af en kort introduktion af spillets univers som det ser ud i år 2077. Introfilmen akkompagneres af den ene potentielle hovedpersons stemme, der fortæller om det at gå i krig, og om hvordan teknologiske fremskridt har gjort verden til et mere bekvemt sted at leve. Nu er der nok to ting, som de af jer, der ikke har set nogen af de tidligere præsentationer af spilet, nok vil bide mærke i, nemlig 'potentiel hovedperson' og 'fortæller'. Det forholder sig nemlig sådan, at man i Fallout 4 kan vælge at spille enten som manden eller hustruen i en lille familie, og som noget nyt har udviklerne valgt at give begge disse figurer stemmer. Det at ens person nu kan tale har været et kontroversielt valg blandt mange fans af serien, idet de føler, at man ikke kan leve sig ind i rollen på samme måde, som hvis man blot vælger sin dialog ud fra tekstbokse, og derefter selv forestiller sig, hvordan figuren lyder. Jeg var også selv en smule skeptisk, da jeg hørte nyheden, men jeg må sige, at jeg ikke kunne forestille mig at være foruden en hovedperson med sin egen stemme og personlighed. Beslutningen har resulteret i langt mere cinematiske dialoger, som minder meget om det vi før har set fra Biowares store Mass Effect og Dragon Age-serier, og det fungerer virkelig godt. Dialogmulighederne er også blevet skåret ned til fire valg for hvert svar man giver, men det føles ikke som en begrænsning, da hver mulighed er så forskellig, og man derfor stadig kan vælge at være sarkastisk, flink, ond eller mistroisk, og det gode stemmeskuespil, som holder den høje standard hele spillet igennem, gør det en lige så stor fornøjelse at føre samtaler, som det er at pløkke hovederne af mutanthunde.

Selve figurvalget og tilpasningen af ens udseende foregår på kreativ vis mens man kigger sig i spejlet i spillets introfase, og ens begynderstats vælges også på en meget passende måde, som jeg dog ikke vil afsløre her. Man skal også navngive sin figur, og her har udviklerne udtalt sig meget om, hvordan de har fået indarbejdet et utal af navne i spillets dialoger, så man vil kunne opleve, at ens figur tiltales ved navn. Det fungerede også i mit tilfælde, men jeg oplevede i min gennemspilning kun at en enkelt figur benyttede sig af systemet, så brugen af det er ikke ligefrem udbredt, hvilket er lidt synd, da det virkede meget lovende. Efter man har skabt sin figur ved hjælp af utallige valgmuligheder og gennemførte værktøjer, får man lidt mere baggrund for spillets historie, mens man trisser rundt i sit lille hus med kone/mand, barn og selvølgelig robotbutler. Idyllen varer dog ikke længe, da der pludselig begynder at falde atombomber over USA, og man fra vinduet af sit lille forstadshus kan se paddehatteskyerne rejse sig i horisonten. Man griber sit barn og ægtefælle, og flygter hurtigt til den nærtliggende beskyttelsesbunker, som man takket være mandens tid som soldat er blevet tilbudt en plads i. Man når lige akkurat at komme i sikkerhed, inden en bombe falder i nærheden, og man bydes velkommen i Vault 111.

Her er det så jeg vil holde igen med at fortælle resten af spillets historie, da den er fyldt med twists og overraskelser, som jeg selvfølgelig ikke vil ødelægge for nogen. Det eneste jeg dog vil sige er, at ikke alt er hvad det lader til, og før man får set sig om er der gået 200 år siden bomberne faldt, og man må forlade bunkeren for at skaffe noget uvurderligt tilbage. Hvordan det lader sig gøre at ens figur stadig lever efter så mange år, og hvad det præcis er man søger, vil jeg lade spillet om at fortælle.

Det er selvfølgelig en stor omvæltning at forlade Vault'en og træde ud i den sønderbombede Boston-forstad, hvor man havde levet med sin familie for to århundreder siden, men heldigvis varer det ikke længe, før man møder et kendt ansigt i form af sin gamle robotbutler Codsworth, som hurtigt kan fortælle om verdenens tilstand og komme med gode råd. Codsworth fungerer også som en af de mange companions i spillet, som i denne ombæring fungerer langt bedre end de før har gjort i serien. De rammer for det meste hvad de sigter på, og de kan højst blive slået ud i kamp og ikke dø, hvilket betyder, at man ikke konstant skal hoppe tilbage til et tidligere save for at holde dem i live. Hver companion har også unikke evner, som man kan have gavn af, som for eksempel hunden Dogmeat, som blev afsløret ved annonceringen af spillet, der kan bide sig fast i fjenderne, så de er nemmere at ramme. De forskellige companions kommer også løbende med morsomme observationer om omverdenen og situationerne, og fungerer godt som pakæsler, når ens egne lommer er ved at være en smule overfyldte. Det er dejligt for en gangs skyld at kunne bruge companions til noget, og ud over at være meget behjælpelige i kampsituationer, kan et godt forhold til sin følgesvend også resultere i bonusser i form af specielle perks.

Spillets perk-system er bedre end nogensinde før. Det er overskueligt og nemt at forstå, og menuens præsentation er både morsom og passende i sin udformning. Det hele tager udgangspunkt i ens figurs S.P.E.C.I.A.L.-stats, som står for Strength, Perception, Endurance, Charisma, Intelligence, Agility og Luck. Hvert point der investeres i en af disse hoved-stats har både en direkte effekt på ens figurs evner, og giver adgang til flere perks i den tilsvarende stat-gren. Vil man for eksempel have 20% rabat på alle køb, kræver det et vist antal Charisma-points, og jo længere ned ad grenen man bevæger sig, jo højere Charisma-stat skal man have. Hvis man så vil øge rabatten til yderligere 40%, kræver det at ens figur har en bestemt level, og da visse perks har mellem to og op til seks niveauer, kan det kræve en ganske høj level, hvis man ønsker at specialisere sig i en enkelt gren. Hver level man får giver adgang til et stat-point, som enten kan fordeles på perks eller S.P.E.C.I.A.L.-stats, så man skal hele tiden overveje, hvor man vil lægge sin fokus. Der er også masser af skæve og morsomme perks, og nogle enkelte meget brugbare perks hen mod slutningen af de enkelte grene, som for eksempel muligheden for at kunne få fjender til at holde op med at angribe ved at råbe af dem, og ligefrem få dem til at skifte side og begynde at kæmpe for sig. Der er rigtigt mange perks at udforske, og da der ikke er nogen grænse for hvor høj level ens figur kan være, ville det i teorien være muligt at fylde hele træet ud, men det vil tage utroligt lang tid at opnå.

I et rollespil som Fallout er det også vigtigt at de forskellige quests er underholdende, og også her har udviklerne gjort et fantastisk stykke arbejde. Der er et utal af side-quests som kan løses for forskellige personer og grupper man løber ind i på sin rejse, og langt størstedelen af dem er ret unikke, og har op til flere måder at løse dem på. Det jeg nok savnede en smule fra quest-systemet, var en måde at skelne hoved-quests og side-quests på, da det godt kunne være lidt vanskeligt helt at gennemskue, hvorvidt de enkelte opgaver rent faktisk var en del af historiens progression, især efter mange timer i spillet, hvor ens quest-log ender med at være godt fyldt. Der er også nogle enkelte quests, der går igen fra tid til anden, som når en person skal have hjælp til at befri et familiemedlem, der er blevet taget som gidsel, eller en fabrik skal tømmes for raidere. Disse missioner hænger heldigvis kun sammen med de forskellige organisationer man kan vælge at støtte i spillet, og de fungerer tydeligvis som en måde at øge den enkelte organisations indflydelse på spilverdenen, idet man befrier lejre og områder, hvor man efterfølgende kan bygge små opholdssteder for ødemarkens befolkning.

Det at bygge små byer og opholdssteder spiller en væsentlig rolle i Fallout 4, og den nye feature kom som en overraskelse for mange ved spillets annoncering. Der har været meget undren om, hvor frit man kan bygge i spilverdenen, og hvordan det i det hele taget fungerer, men jeg kan berolige med, at spillet gør et ganske fint stykke arbejde med at forklare det. Der er i princippet visse zoner i spilverdenen, hvor det er muligt at bygge, og som afgrænses af en grønlig væg når man er i bygge-mode. Alt hvad man bygger koster ressourcer, og disse ressourcer skaffes ved at samle diverse genstande op under sin rejse. Det betyder at de utallige underlige genstande i spillet, såsom gafler, legetøjsbiler og cigaretpakker, rent faktisk kan bruges til mere end blot at blive solgt for småpenge. En cigaræske giver for eksempel træ og konservesdåser metal, og hvis man samler ind til at bygge noget helt bestemt, kan genstanden tagges i byggemenuen, så det fremgår tydeligt når man er ude og samle ind, hvorvidt det er en genstand man kan bruge til noget eller ej. Jo flere mennesker, der slår sig ned i lejren, desto flere senge og desto mere mad kræver det, og hvis man ønsker at indbyggertallet skal fortsætte med at vokse, skal det hele også sikres med udkigsposter og våben-turrets, så vildmarkens raidere ikke bliver for fristede til at udplyndre folket. Det er også muligt at bygge forretninger i lejrene, hvilket resulterer i, at karavaner vil komme forbi med nye varer, og at man selv kan få toppet sine våben op med ammunition. Hele systemet er meget gennemført, og jeg kan forestille mig, at mange derude vil bruge en hel del tid på denne del af spillet, ikke mindst fordi det kan være en stor fordel at have nem adgang til butikker og workbenches, som også er en vigtig del af ens succes i spillet.

Workbenches i Fallout 4 kan bruges til at forbedre sit udstyr og sine våben, og i denne ombæring er systemet dybere end nogensinde før. Hvert våben kan udstyres med unikke forbedringer såsom scopes og lyddæmpere, og ens armor kan få tilføjet lommer så man kan bære mere, eller gøres mere modstandsdygtigt overfor bestemte projektiltyper. Ens armor består i denne omgang også af langt flere dele, hvor hver enkelte arm og ben påføres sit eget udstyr, så man virkelig kan sammensætte den perfekte dragt til vildmarken, og investerer man sine stat-points fornuftigt, kan man pludselig bygge sig noget ret heftigt grej. Det at skaffe materialer til forbedringen af sit grej fungerer på fuldstændig samme måde som det at bygge by, og det er ganske simpelt at tagge en bestemt modifikation i menuen, så man nemt kan finde frem til de materialer man skal bruge. Det skal dog siges at det at forbedre sit udstyr er valgfrit, idet man tit finder forbedret udstyr på de slagne fjender, især senere i spilet, men man ved aldrig præcist hvilke forbedringer man finder, så der er ingen garanti for, at det er noget man kan bruge. Enkelte elite-fjender har også helt særligt udstyr og våben på sig, som har helt specielle bonusser, man ikke kan bygge sig til, så det kan også tit være værd at gå på jagt efter modstanderne med en stjerne ved siden af deres navn, også selvom de kan være svære at nedlægge.

Rent grafisk må det siges at Fallout 4 har taget noget af et spring i den rigtige retning. Det er rigtigt nok ikke på niveau med det, vi har set fra spil som The Witcher 3: Wild Hunt, men det er stadig meget kønt, og det kører upåklageligt på Sonys konsol. Faktisk var jeg overrasket over hvor få fejl jeg oplevede i spillet, da Bethesdas store open world-spil før har haft en tendens til at have en del bugs, og det jeg oplevede af fejl var minimalt. Et stykke undertekst, der sad fast under en hel dialog, en figur der blev ved med at følge efter mig, fordi jeg ikke havde gennemført sidste fase af den tilhørende quest og et enkelt crash var faktisk alt hvad jeg oplevede, hvilket er ganske imponerende for et Fallout-spil, hvor der er så mange bevægelige dele under motorhjelmen, som nemt kan gå i kludder. Det er tydeligt at den nye grafik-engine har sparet spillet for mange problemer, og forhåbentlig varer det ved i de mange timer jeg kommer til at bruge med spillet fremover.

Det er ikke kun grafikken, der har taget et kæmpe spring i den rigtige retning, men også styringen har fået en ordentlig overhaling. Det er siden spillets annoncering kommet frem, at Bethesda har fået hjælp af folk fra blandt andet Id Software (Doom, Quake) til at forbedre spillets skydesystem, og det må i den grad siges at kunne mærkes, da det nu rent faktisk kan betale sig selv at sigte, og ikke kun bruge det ellers fine VATS-system i spillet, hvor tiden gøres langsommere, og man kan vælge områder på fjenderne, som ens figur skal skyde på. Skydningen fungerer også fortrinligt i tredje person, og det kan faktisk lade sig gøre at spille spillet på denne måde, hvis man ønsker det, uden at det skabe styringsmæssige problemer.

Et punkt som lader til at have bekymret mange fans er størrelsen på spillets kort, som rigtigt nok ikke er lige så stort, som det vi har set fra mange andre open world-spil i den seneste tid. Jeg vil dog ikke kalde arealet for lille på nogen måde, og udviklerne har virkelig formået at skabe en meget mere levende spilverden end tidligere, med langt flere indendørsområder og større variation. I sidste ende vil man ikke kunne måle spillets størrelse ved, hvor lang tid det tager at løbe fra den ene ende af verdenen til den anden, da der er så meget at finde i hver enkelte gyde, fabriksbygning og grotte.

Fallout 4 har været ventet med stor spænding og tårnhøje forventninger, og jeg kan kun sige, at spillet lever op til dem. Mængden af indhold er overvældende, og hver en del af spillet føles gennemført, lige fra at bygge byer til skudvekslinger med ødemarkens banditter. Historien er også ganske god, med masser af små overraskelser og svære valg, der må træffes undervejs, og hele rejsen gennem spillet føles på mange måder som et helt personligt eventyr, hvor man selv har en varig indflydelse på verdenen omkring sig. Den forbedrede styring og grafik gør kun titlen endnu stærkere, og jeg er ikke i tvivl om, at vi her har at gøre med et spil, som vil ende på toppen af manges top ti lister over årets spiludgivelser.