Tales of Zestiria

Når man fortæller den klassiske historie om en ung mand, der skal bekæmpe ondskaben, der har overtaget landet, er der 2 måder at takle hans heltestatus på. Enten bliver han en helt gennem sine handlinger, og opnår først status som legende i slutningen af historien. Eller han er forudbestemt fra fødslen til at være den person landet har ventet på. Forudbestemt til at uddrive ondskaben og genskabe freden i Glenwood. Den unge mand i 'Tales of Zestiria' viser sig at være født til storhed, for kun en person med et helt rent hjerte, kan uddrive den ondskab, der har bredt sig.

Har man beskæftiget sig med JRPG's før, lyder dette velkendt, og 'Tales of Zestiria' holder sig hele vejen til en klassisk japansk formel. Du spiller som Sorey, en ung mand fra en lille landsby der har store drømme om livet og verdenen udenfor. Når du endelig begiver dig afsted, møder du hurtigt nye venner, der vil hjælpe dig på din mission, og sammen bekæmper I ondskaben. Da jeg har savnet et godt JRPG til min Playstation 4, var det dejligt at spille et velkendt spil. Det føltes som at lytte til et favoritalbum, man ikke har hørt i lang tid, og blive mindet om hvor godt det er. 'Zestiria' er et 'Tales of'-spil, som fans kender og værdsætter det, men det kommer heldigvis med nogle tiltrængte opdateringer.

Kampsystemet starter simpelt ud. Tryk rund gentagne gange og kampen er vundet. Man skal tænke over, hvor man placerer sig - især i en kamp mod mange fjender - men generelt føles kampsystemet forsimplet i begyndelsen. Som historien bevæger sig frem, og man samler et hold, bliver kampene pludselig en lang mere taktisk oplevelse. Du skal finde fjendernes svaghed og udnytte den mod dem. Så kæmper du mod en ilddrage, er det effektivt med vandangreb fra din ven, Mikleo. Alle på dit hold specialiserer sig for et bestemt område, og kun gennem taktisk udnyttelse af dem alle, vil du klare kampene på de sværeste sværdhedsgrader. Min bedste tid med spillet, skete ofte før kampene, hvor jeg besluttede hvad de enkelte på holdet skulle have på, for at være mest effektive. Jeg satte stor pris på det stigende fokus på taktik, og at nedlægge en fjende fordi man udnyttede hans svaghed, er tilfredsstillende hver gang.

Ofte kan kampene dog ende i forvirrende oplevelser, hvor kameraet driller og man ikke kan finde sig selv i en hvirvelvind af fjender og venner, der angriber til højre og venstre. Det er muligt at holde R1 inde, som sætter kampen på pause, hvilket giver dig tid til at få overblikket, men jeg oplevede ofte, hvordan jeg endte flere kampe ved at trykke rund konstant og håbe på det bedste. Det er synd når ens nøje udtænkte strategi alligevel ender i simple tryk på rund, men det skyldes ikke altid det forvirrende kamera. Ofte er det den uintelligente AI der bærer skylden.

Du bestemmer selv, hvem du vil kontrollere i kampens hede, hvor de resterende på holdet vil blive styret af AI'en og hjælpe dig. Du kan sætte de enkelte medlemmer på manual, hvor du styrer alle handlinger, semi-auto, hvor du styrer nogle handlinger, eller auto, hvor AI'en styrer alt. Jeg foretrak at styrer én karakter manuelt og sætte de resterende på auto, så de ville hjælpe mig, uden jeg skulle gøre noget. Eller det er i hvert fald ideen, for udførslen holder ikke altid. Jeg har ikke tal på de gange, hvor jeg måtte kæmpe alene, fordi mine holdmedlemmer stod stille ude i siden. Det er frustrerende at tabe, fordi AI'en nægter at hjælpe, og det kan føles ekstra opgivende, hvis sidste checkpoint var langt tilbage. Man kan give nogle hurtige kommandoer, hvilket ofte sætter gang i en tavs observatør, men når kampene er hektiske, opdager man ikke altid sin stillestående holdkammerat, før det er for sent.

Karaktererne er flotte, og ligner ofte dem fra 'Tales of Xillia'. Der er lagt mest kærlighed og detalje i karakterer, der er vigtige for historien, men selv folk på gaden i storbyen ser flotte ud. Det samme kan desværre ikke siges om verdenen. Den er stor, og de enkelte områder skiller sig ud fra det forrige, men den føles tom. Når man løber gennem de store områder, føler man sig ofte alene i verden, og savner selv selskabet af en fjende nogle gange. Landskabet kan se flot ud på afstand, men det er blottet for detaljer. Spillet skal have ros for de forskellige miljøer, man møder på sin vej gennem historien, men den store verden er kommet med en pris. De har ikke formået at fylde den med indhold. Hvis man bedømmer ud fra verdenen, er det tydeligt, dette er et Playstation 3-spil, udvikleren valgte at portere til Playstation 4. Heldigvis glemmer man ofte de nøgne landskaber, når man hører det fantastiske soundtrack. Det formår at give liv, hvor tomheden hersker.

Karaktererne du møder på din vej, og tager med på din rejse, er en blandet samling. Der er heldigvis ikke nogen direkte irriterende karakterer, hvilket JRPG's ofte besidder mindst én af, men der er heller ikke nogen der skiller sig ud positivt. De er alle relativt velkendte: den viljestærke Alisha, den muntre Rose eller den apatiske Edna for at nævne et par stykker. For et spil hvor man rejser ud i verden med et hold forskellige individer, kan det gøre forskellen, hvis man føler sig knyttet til personerne. For så har man lyst til at rejse videre med dem, og se hvad der sker. Med personer man ikke føler sig knyttet til, rejser man kun videre, fordi historien dikterer det. Karakterne i 'Zestiria' er ikke dårlige, og det hjælper, at de er så taktisk nødvendige i kampene. Desværre følger de - på samme måde som historien - en velkendt formel, så i stedet for at skille sig ud, virker de som klassiske JRPG-karakterer.

Mod slutningen af historien, skal man ofte søge tilbage til områder, man tidligere har besøgt, alene fordi der venter dig en lille mellemsekvens. For en historie der viser god fremgang i begyndelsen, er det synd at den skal miste pusten mod slutningen. Der er et fast-travel system, der kan sende dig til tidligere besøgte områder hurtigt, men man føler ikke historien bevæger sig frem, når man konstant skal se sig tilbage. Læg oven i det, en tutorial der konstant springer frem i form af en ny tekstboks i begyndelsen af spillet, og du ender med et produkt, der har problemer med at fortælle en velkendt historie. Det er kluntet for et spil der er nummer 15. i serien.

'Tales of Zestiria' kan hurtigt kan skræmme nye spillere til serien væk. Man bliver begravet i tekst de første par timer, og kampsystemet føles ulovligt simpelt i begyndelsen. Får man læst og spillet sig gennem indledningen, gemmer der sig et taktisk kampsystem og en rejse gennem Glenwood, der er ventetiden værd. 'Zestiria' følger en sikker og etableret JRPG-formel til relativ stor succes. Og der er vel en grund til, at denne formel er blevet så velkendt, som den er. Det fungerer bare. 'Tales of Zestiria' er ikke det bedste spil i serien, men for folk der savner et solidt JRPG til deres Playstation 4, er dette et godt sted at starte. Velkommen tilbage 'Tales', du har været savnet.