Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Lego Dimensions

Lego Dimensions

Sebastian er gået i barndommen, og har bygget sig igennem LEGO's første forsøg indenfor Toys-to-Life-spilgenren.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

En kombination af verdens største legetøjsmærke med et Toys-to-Life-spil lyder som en potentiel genistreg, hvor konfettikanoner og paradekørsler igennem alle verdens hovedstæder kan bookes som en selvfølgelighed. Jeg gad godt have været en flue på væggen til det brainstorm-møde, hvor en indestængt og lettere rødmosset medarbejder fra TT Games, høj på espresso og daggammel kringle, pludselig ivrigt rækker fingeren op. "Prøv lige at hør her folkens - jeg har en ide". Grundstenen i de fleste innovative tankebobler er, at andre straks tænker, hvorfor de ikke netop selv er kommet på denne idé. Projektet LEGO Dimension er et oplagt forsøg på, at udviske grænsen mellem de elskede danske plastklodser fra Billund og de velkendte pixilerede LEGO-spil fra TT Games - og herudfra tiltvinge sig en plads i en spilgenre, domineret af mastodonterne Skylanders og Disney Infinity. Jeg har udlevet ideen og du kan læse om den holder vand i det følgende.

Lego Dimensions

For en måneds tid siden fik jeg lov, at dufte lidt til oplevelsen ved et PR-arrangement i Planetariet i København, og det har været svært at tøjle forventningsglæden siden. Men selvom vi fik muligheden for at lege med klodserne og selve spillet, så var der stadig mange ubekendte i ligningen. Hjertet galopperede derfor og håndfladerne var en anelse svedige, da landpostmanden tidligere på ugen bankede på min hoveddør, og overrakte mig en mellemstor papkasse. Det var nærmest med en rituel tavshed, at jeg samlede mine to drenge på otte og tretten år omkring spisebordet, hvor papkassen agerede et centralt placeret alter.

Dette er en annonce:

Med en påtaget myndighed og en rolig hånd skar jeg kasse åben, og indholdet blev langsomt og ærbødigt dissekeret ud af pappens mørke. Resultatet blev en starterpakke plus tre ekstra tilkøbspakker med figurer, gadgets og andre LEGO-elementer fra henholdsvis Jurrassic Park, Scoopy-Doo og The Simpsons. Med en grad af fornuft lagde vi ud med at åbne starterpakken og få det basale på plads. I lighed med konkurrenterne indenfor genren, så er første fokuspunkt en portal (i dette tilfælde kaldet en gateway) - der fungerer som livlinen mellem de fysiske LEGO-klodser og den digitale parallelverden på skærmen. Men i modsætning til de andre Toys-to-Life oplevelser, så skal gatewayen første bygges. Vi snakker helt klassiske poser med LEGO og en god gammeldags papirvejledning.

Lego Dimensions

Efter en god halv time i hyggeligt selskab med klodserne, står gatewayen flot og lysende koblet til konsollens USB-indgang og startpakkens tre LEGO-figurer venter på at komme i aktion. Batman, Gandalf og Grafittitøsen er første bølge af LEGO minifigurer, og de kræver nærmest ikke den medfølgende vejledning for at komme til live som legetøj. En sidste pose LEGO lå dog uåbnet, da vejledningen var læst igennem, og jeg var allerede begyndt at forfatte et notat om ufuldstændige vejledninger og store minusser i anmeldelsen, da det slog os, at vi måske skulle prøve at smide spillet i Xbox One-konsollen.

Alle tre LEGO-figurer har en rund transparent klods i bunden, hvor en chip sikrer billetten til fladskærmens løjer. Kort efter placering af minifigurerne på gatewayens overflade, kom forklaringen på den sidste uåbnede pose. En samlevejledning toner frem på skærmen, og klodserne ender med at blive den ikoniske Batmobil. Alle startpakkens dele var samlet, og spillet kunne startes.

Dette er en annonce:

Hvad der adskiller denne anmeldelse fra standarden indenfor faget, bliver nok mængden af tekst dedikeret til selve spillet. Der er egentligt ikke meget at sige her. Alle med det mindste kendskab til de tidligere LEGO-spil fra TT Games vil være på hjemmebane. Til forskel fra de mange andre spil, er temaerne her dog en vanvittig cocktail af mere eller mindre velkendte historier og universer. Starten forgår eksempelvis i en kulisse hentet fra The Wizard of Oz, og kort efter drøner vi blandt andet rundt i Springfield med tonerne fra temaet til Simpsons blæsende ud af højtalerne. Det er gakket diversitet af bedste skuffe.

Lego Dimensions

Historiens omdrejningspunkt er en skurk, som har lavet ravage på tværs af de mange universer i spillet. Denne dimensions-surfer går under navnet Lord Vortech og han samler gode og onde figurer i en ikke overraskende konfrontation af velkendte proportioner. Alt er pakket ind i solide danske stemmer og en velafstemt humor, hvor jeg flere ganske greb mig selv i at grine højlydt. Det er den velkendte underspillede britiske og danske form for humor, og der er både grin for voksne og yngre gamere foran skærmen. Det er en original historie, og det er nærmest befriende ikke at vide, hvor historien er på vej hen - i modsætning til mange af de forgående LEGO-spil, hvor velkendte film danner handlingen. I helt vanlig stil, skal man smadre LEGO-dele i miljøerne og samle studs, mens banerne smider forskellige udfordringer efter vores flok af helte.

Mellem hver af de meget forskellige baner ender vores stjerner foran en virtuel gateway identisk med den fysiske af slagsen. Her kan de indsamlede studs omsættes til opgraderinger af fartøjer og gadgets. I startpakken dækker dette alene Batmobilen, men efter vi tog de ekstra tilkøbspakker med i legen, voksede samlingen til at inkludere eksempelvis en dinosaur fra Jurrassic Park, et folkevognsrugbrød fra Scoopy-Doo og Homer Simpsons lyserøde lig af en amerikanerøse. Efter at have spillet og opgraderet disse gennem legen, præsenteres man for muligheden for en ombygning. Hvert fartøj eller gadget har tre former, og når nye låses op, kommer der elegant en byggevejledning frem på skærmen. Legetøjet hives af gatewayen og den fysiske leg overtager. De mest nørdede LEGO-fantasier må vente ude i fremtiden, da vi hverken snakker scanning af nybyggede figurer eller intelligente LEGO-klodser. Alt afvikles med normale LEGO-klodser, og den indre rebel kan ubemærket slippe af sted med at ombygge eksempelvis Batmobilen til den vildeste hippievogn uden at spillet hoster af den grund. Bagerst på virtuelle gateway er der en votex, og den næste bane kan erobres ved at kaste ens figur ind i den.

Lego Dimensions

Udover selve historiedelen, så kan man ved at tage en elevator ved siden af den virtuelle gateway komme til en verden med mange små gateways fordelt rundt omkring. Disse giver adgang til de forskellige universer repræsenteret ved de forskellige LEGO minifigurer. Startpakken giver således adgang til verdener baseret på Ringenes Herre, LEGO The Movie og DC Comics. Hver er disse er fyldt med små opgaver, og der er rig mulighed for at tosse rundt og hygge med LEGO-figurerne. Man skal til pengepungen, hvis der skal sikres adgang til andre verdener end de tre. Allerede nu kan man udover Scooby-Doo, The Simpsons og Jurrassic Park tilkøbe pakker indenfor følgende brands: Midway Arcade, Ghostbusters, LEGO Chima, Doctor Who, LEGO Ninjago, Portal, Back to the Future og The Wizard of Oz. For os gamere lyder særligt Midway Arcade som et sjovt utraditionelt element, men jeg fik desværre ikke mulighed for at lege med den del i denne omgang.

Der findes tre typer tilkøbspakker på hylderne - og de kaldes Level, Team eller Fun Packs. Level Packs er de største, og indeholder en figur, et fartøj, en gadget og en ny mission. Team Pack følger herefter i størrelse og har hele LEGO minifigurer samt et fartøj og en gadget. Den mindste dreng i klassen er Fun Pack, hvor man får en figur og et fartøj eller en gadget. Prismæssigt er udskrivninger fra omkring 130 kroner og op til små 250 kroner for en Level Pack. Som en del af lanceringsbølgen, er der på nuværende tidspunkt tre Level Packs, to Team Packs og hele femten Fun Packs tilgængelige. Så hvis man troede Skylanders var en dyr fornøjelse, har vi nu en overmand i horisonten.

Lego Dimensions

Ideen med at vi hyppigere skal have fat i legetøjet foran konsollen udleves yderligere gennem gatewayen. Denne består af tre områder, hvor figurer og andre elementer kan placeres - to større felter til henholdsvis højre og venstre - og en lille cirkel imellem disse. I alt kan der stå syv figurer eller andre LEGO-elementer (tre på hver flade og en i midten) på gatewayen, og skiftet mellem de forskellige figurer forgår nemt inde i spillet, hvor man ligeledes kan snuppe en tur i en bil eller interagere med forskellige gadgets. I modsætning til eksempelvis Skylanders, så skal man flere gange have fat i LEGO-elementerne og rykke dem rundt mellem de forskellige felter. Dette sker for eksempel under en boss-kamp. Rammes en af vores helte af et skud eller lignende, så kan området hvor figuren står lyse rødt. Flyt så den figur fister!

I andre dele skinner dette element op på et helt nyt grænsende til genialt niveau. Der er flere puzzledele i spillet, hvor man ved de tre felter og deres skiftende farver skal udtænke løsninger for at komme videre. Dette kan eksempelvis være, at der er tre portaler fordelt rundt på skærmen under en kamp mod en stor fjende. Hver af disse har en farve identisk med et af de lysende felter på den fysiske gateway. Ved at flytte ens LEGO-figur til et nyt felt kan man her få adgang til portalen på skærmen med samme farve. Det er simpelt og det fungerer lige efter formålet - nemlig at legen rykkes tættere mellem de rigtige klodser foran skærmen og dem inde i spillet. Netop puzzledelene er dog der, hvor mange børn vil have brug for at have en voksen med i co-op. De kan være svære og mange af dem kræver en gennemtænkt og koordineret bevægelse af mange elementer før der er fremskridt i spillet.

Der er en uforklarlig rar fornemmelse forbundet med at sidde med LEGO-klodser og minifigurer i hånden, og LEGO Dimensions fremprovokering af leg med de små minifigurer og deres tilbehør er intet mindre end et nyt kapitel i spilgenren Toys-to-Life. Når jeg sad og spillede med mine drenge, så endte vi hurtigt rundt om gatewayen, hvor vi aktivt leger næsten ligeså meget på skærmen som med det hårde plast. Det er ikke halvpassiv flytning af figurer fra og til pladen, som man ser i de store konkurrenter indenfor genren. Der er nytænkning, og vores espresso-drikkende medarbejder fra TT Games fra brainstorm-mødet i starten skal have en ekstra kop suppe i kantinen og bæres i kongestol ned af firmagangen. Det lyder simpelt, og det er svært at formidle den præcise følelse af glæden ved denne leg. Det er en kombination af nostalgi tilbage til vores alles barndomserindringer - kombineret med alle gamers glæde ved at spille.

Lego Dimensions

Startpakken koster i omegnen af 800 til 900 gode danske brandbeskattede kroner. Den høje pris springer selvfølgeligt i øjnene, og skal man have et par ekstra pakker med figurer og gadgets, så ender man hurtigt på den forkerte side af tusinde kroner - og det behøver ikke engang stoppe der. Hvad får man så for de mange penge? På bundlinjen står et klassisk LEGO-spil tilført små pakker med rigtige pladsklodser koblet op på mere eller mindre kendte licenser. Mit eneste store kritikpunkt rettet mod LEGO Dimensions er netop her. Det er ganske simpelt for mange penge for et spil og lidt LEGO-klodser, og jeg er overbevist om, at dette vil begrænse spillets popularitet. Dette er lidt trist, for spillet er både charmerende, meget humoristisk og uden tvivl banebrydende på sin helt egen måde.

I min husstand er vi ved at opbygge en større samling af portaler til eksempelvis Skylanders, hvor standarden omtrent er et nyt spil hvert år. Mit danske blod i årerne og min intuitive glæde ved LEGO Dimensions får mig til at forsøge at opbløde det minus, som prisen ubetinget føder. Under min snak med PR-racen under arrangementet i Planetariet, fortalte de, at ambitionen ikke er en ny starterpakke og nye gateways hvert år. Man kunne herudfra mumle noget med at bunken af plastiklegetøj foran konsollen med rette kunne blive LEGO i fremtiden, og ikke sidste års portal fra Skylanders eller Disney Infinity. Men selv med denne påtagede patriotiske LEGO-ånd, er jeg ikke helt klippefast i mine udtagelser i retning af et forsvar af prisen. Men lukker vi øjnene overfor den økonomiske udskrivning forbundet med spillet, så er dette min hidtil største oplevelse indenfor Toys-to-Life-genren. Grænsen mellem legetøj og spil på skærmen er mere udvisket end nogensinde, og dette er et mesterværk og et skridt i retning af fremtiden indenfor genren.

Lego Dimensions
HQ
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Sætter nye standarder for Toys-to-Life genren, Den høje kvalitet af stemmeskuespillet, God humor, Det er LEGO!
-
En dyr fornøjelse
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

8
Lego DimensionsScore

Lego Dimensions

ANMELDELSE. Skrevet af Sebastian R. Sørensen

Sebastian er gået i barndommen, og har bygget sig igennem LEGO's første forsøg indenfor Toys-to-Life-spilgenren.



Indlæser mere indhold