Destiny: The Taken King

Destiny har så sandelig været en af redaktionens absolutte favoritter i løbet af det forgangne år. Så fejlfuldt som det måske er da det udkom til September, var det stadig en genistreg som skydespil. Det var også en svær titel af bedømme for kritikere, og anmeldelserne var derfor blandede. Dog landede ingen af disse bedømmelser på selve udgivelsen, og derfor nåede Bungie's stortitel at trække et ret så stort publikum, inden forskellige kritikere kunne nå at udgive de middelmådige karakterer.

Den største kritik som Bungie har skulle stå model til, noget som vi også selv pointerede i vores egen anmeldelse, var den usammenhængende historie. Bungie kan måske skabe fantastiske baghistorier, men der er blevet sat spørgsmålstegn ved deres evne til at fortælle et sammenhængende plot, lige siden de leverede deres mesterværk, Halo: Combat Evolved. Selvom der har været højdepunkter siden - Halo 3, Halo: Reach - har der ikke været noget, som kunne gå op imod det første kapitel med Master Chief.

Dette har ikke ændret sig i The Taken King, da det ikke er ikke Bungie's bedste stykke arbejde, men det er dog en forbedring i forhold til Destiny i starten. Historien er ret underholdene, og den bliver fortalt med mere hjerte. Der er filmiske sekvenser imellem hver større historiemission, karaktererne omkring dig har personlighed og nogle af stemmeskuespillerne, eksempelvis Nathan Fillion, leverer faktisk en solidt stykke arbejde. Der er én stor ændring i det departement, og den kommer i form af et nyt Ghost, der nu får stemme af Nolan North. Vi er overraskede over at sige, at vi faktisk savner vores gamle Dinklebot, og selvom North leverer, så er der et lille ekko af Guilty Spark derinde et sted, som vi ikke rigtig kan ryste af os.

Så det er en mere personlig og underholdene oplevelse, i det mindste fra et narrativt standpunkt, som så sandelig vil tale til Destiny-spillere verden over, men ikke til dem der spiller i hundredevis af timer. Der er en kampagne at gennemføre, men det tager dig ikke alt for længe at skyde dig igennem til konklusionen, og selvom nogle måske vil være skuffede over den relativt korte længde, bliver det hurtigt gjort klart, at der er tonsvis af endgame-indhold at give sig i kast med, og her snakker vi ikke bare det samme repetitive indhold om igen.

Det nye endgame-indhold bliver nu bedre fordelt, og det er takket være et forbedret questing-system. Nu er der en hel side dedikeret til at spore dine fremskridt på tværs af en række aktiviteter, så du let kan holde øje med, hvor mange slags fjender du skal dræbe, eller hvor mange Crucible-kontrakter du mangler at gennemføre. Det er en lille ting, men det gør en kæmpe forskel i forhold til hvordan du spiller spillet, og repetitionen er blevet forvandlet til noget langt mere elegant.

En anden del af spillet er blevet svært forbedret, og det er indsamlingen af ressourcer. Der er stadig dybde, for du modtager konstant interessante nye våben og rustninger at pille ved, men nu kan du skaffe grej og opgraderinger via én simpel valuta. Legendary Marks kan optjenes på forskellige måder. Det er et mere gennemsigtigt setup, og nu vil det være lidt lettere for alle slags spillere, at få fat de bedre stykker grej. Er det så simpelt som det kunne have været? Nok ikke, men det er et skridt i den rigtige retning.

En af de mest imponerende aspekter af Destiny's første år, var det store arsenal af våben, og det rygte nogle af dem fastholder igennem brugerbasen (Gjallarhorn og Thorn eksempelvis). Selvom om vi endnu ikke ved, om der venter nogle lignende juveler i blandt de mange våben, er arsenalet endnu en gang stort og varieret. Smukt design, fed fysik og ret mange indstillinger til hvert våben. Bungie er mestre til dette aspekt af spildesign, og de har bare fortsat fra hvor de slap.

Med fantastisk våbendesign, kommer fantastisk våbenbrug, og det er her at Destiny virkelig bliver en speciel oplevelse. Selvfølgelig er det alt sammen bare en holdning, men vi siger det som det er - vi synes, at Bungie er de bedste til basalt skydespilsdesign. The Taken King fortsætter deres arbejde på dette område, og kampscenarierne forbliver i topklasse. Våbnene føles fede, der er masser af variation og feedbacken fra hvert våben er signifikant: de føles alle ægte.

Den solide AI gør comeback. Som før er der en varieret skare af fjender, og Bungie har holdt fast i forskelligheden blandt typerne på slagmarken, hvor modstanderne opfører sig forskelligt, og viser også tit strategisk snilde. Det er imponerende. Det er sandt, at skruer man op på den hårdeste sværhedsgrad, så bliver fjenderne simpelthen bare udødelige, men vi er ikke sikre på, at der findes en alternativ løsning, og på normal sværhedsgrad føles alt balanceret. Selv boss-kampene er blevet forbedret, og udviklerene præsenterer nogle spændende scenarier for spilleren.

Soundtracket er storslået. De har virkelig bygget på sidste års solide fundament, og har tilføjet en række futuristiske beats og mærkelige loops. Det ser også godt ud. Komplimenterne bør gives til selve kunsten bag grafikken, fordi brugen af lyssætning i The Taken King er bedre end noget andet på markedet. Mørket spiller en stor rolle her, fra kugler af blændende sort lys fra dine fjender, til de atmosfæriske missioner, hvor der stort set ikke er noget lys til at guide dig. Der er nogle vidunderlige miljøer på Dreadnought-stationen, et område der er sølet til med gotisk arkitektur, selv om farvepaletten måske er lidt grå. Destiny har aldrig set bedre ud, og det gælder både de nye miljøer, og de nye Taken-fjender du møder på vejen.

The Taken kaster nye udfordringer ind i kampens hede, med evner som duplikering og masser af teleportation. Du bliver holdt på tæerne kontant. De er en blanding af eksisterende fjendetyper i forhold til grafik, men de har nogle interessante mekanikker at lege med. De holder sig ikke en gang til deres eget rum-hjem, men har inficeret hele spillet i stedet, og du kan finde dem på patrulje stort set alle vegne.

Der er flere nye Strikes for spiller at gennemføre, og de ligges oven i en række historiemissioner, der også kan besøges igen. Kast nye quests og dusører ind i blandingen, og så har du en ordentlig mængde indhold her. Så er der det nye Raid, King's Fall. Det repræsenterer en venden tilbage til de mere klassiske Vault of Glass-udfordringer, med puslespilssektioner som forsvindende platforme og fantastisk svære boss-kampe. Det kræver koordination fra seksmandsholdet. Vi kunne godt lide det, i hvert fald mere end Crota's End.

Nu er vi nået så langt, og vi har ikke en gang nævnt Crucible-delen. Der er otte nye maps at prøve af, og der er nogle ægte højdepunkter imellem. Crossroads har teleportation som fast del af kampen, og energikanoner der kaster spillerne imellem forskellige områder. Bannerfall minder om Tower, det tidligere sociale område i spillet. Memento foregår i en travl by. Ja, der er en god stak baner at give sig i kast med, og efterhånden flyder spillet over med udfordringer af alle slags og størrelser. Den eneste klage er, at dem der foretrækker PvP-delen af spillet, stadig skal have med PvE at gøre, hvis de ønsker at stige i level hurtigt: Bungie har gjort det lettere at stige i graderne via konkurrenceorienteret multiplayer, men det er stadig langt fra optimalt.

Der er nogle rare nye features, såsom Total Domination, hvor at banen automatisk vil lukke ned, hvis et hold får sindssyge tæsk af det andet. Der er også en række nye modes. Rift er det store samtaleemne; det er holdbaseret, hvor begge hold skal kæmpe om at genoplade en "spark", ved at bære den rundt til diverse rifts i banen. Mayhem er komplet kaos, hvor samtlige evner og granater genoplades hurtigere, og det er en konstant strøm af eksplosioner og destruktion. Begge er solide tilføjelser.

Når du spiller igennem al dette indhold, kan du bruge en af tre nye underklasser, der er ankommet som del af udvidelsen. Vi spillede primært med en Hunter, men der er nye underklasser for hver. Titans har løbet rundt og lavet sindssyge drab med deres nye gyldne hammere, Hunters kan takle mange fjender ad gangen takket være deres nye bue og Warlocks kan nu udsende torden fra deres fingerspidser (UNLIMITED POWER!!!).

Vi har kastet om os med rosende ord, men der er en række klagepunkter også. Først er det utrolig demoraliserende at se al ens hårde arbejde fra spillets første år, blive fuldstændig smidt ud oven på udgivelsen af udvidelsen. Dette skete da Bungie pensionerede al det gamle grej, men det var dog et nødvendigt onde.

Ja, der er masser af nyt indhold for spillerne her, men er der nok til prisen? Selvom de kalder det en udvidelse, har de nærmest prissat det som et nyt spil. Det føles mere ambitiøst, når man sammenligner The Taken King med de tidligere udvidelser, men det er stadig meget dyrt.

Den eneste anden kritik, som vil betyde en del af nogle, og mindre for nogle andre, er mængden af repeteret indhold. Om du så kan lide det eller hadet det, er det en stort del af spillet, og dem der ikke kan klare at besøge tidligere indhold igen, eller at der bliver smidt nye udfordringer ind i nogle genkendelige rammer, vil sandsynligvis give The Taken King en lavere karakter end vi har. Vi planlægger at besøge Destiny igen og igen i løbet af de næste par måneder, for Destiny er et fantastisk skydespil, og The Taken King er en vidunderlig fortsættelse og udvikling af sidste års udgivelse. Den bygger videre på fundamentet, og forbedrer det på næsten alle tænkelige måder, og selvom det måske er dyrt, er det en essentiel udvidelse for fans.