Skylanders Superchargers

Har vi ikke alle drømt om, at vores legetøj var levende, dengang vi var mindre? Da jeg var barn, forblev det levende legetøj en fantasi, men det er det ikke længere. Skylanders-serien har nemlig pustet liv i fantasien og gjort den virkelig ved at lade tilsyneladende almindelige figurer blive levende på TV-skærmen. Det er blandt andet takket være denne særlige tilgang til spil og legetøj, at Skylanders er blevet så stor en spiller på markedet. Men vi har efterhånden været igennem fire Skylanders-spil, og det femte og nyeste Skylanders Superchargers venter lige om hjørnet. Kan udviklerne bag spillet virkelig formå at nytænke spillet igen, eller er det efterhånden blevet en gammel traver?

For knap en måned siden besøgte jeg Vicarious Visions hovedkvarter i USA for at høre, hvad de planlagde for seriens næste kapitel. Selvom det nye Superchargers skulle holde fast i seriens værdier såsom den lette humor, det farverige univers og det fantastiske stemmeskuespil, var der også nye ambitioner for spillet. Gang på gang lovede de mig, at Superchargers skulle blive en episk oplevelse med mere dybde, og jeg var spændt på at se, om de ville følge op på disse løfter.

På overfladen lyder historien dog meget, som det vi har hørt før. Kaos lægger igen lumske planer for at overtage herredømmet i Skylands. Han har denne gang konstrueret den onde maskine Sky Eater, som bid for bid æder himlen, og alt hvad der driver rundt i den. Endvidere er Mørket, roden til al ondt i Skylands, havnet i hans hænder. I takt med at Sky Eateren æder sig gennem landskabet, opnår Mørket mere og mere kraft. De eneste, der kan stoppe denne uheldige udvikling, er - jep, du gættede det - Skylanderne. Men nu er det ikke giganter eller skylandere med udbyttelige kropsdele, der skal hjælpe. Nej denne gang kan kun deres køretøjer redde landet.

Fartøjerne bliver en helt naturlig del af spillet ganske hurtigt. Faktisk føles det som om, at de altid har været der. Vicarious Visions har dog også arbejdet hårdt for at opnå denne følelse. De har reanimeret alle tidligere skylandere, så de også kan lege chauffører, og de har sørget for, at fartøjerne er en del af alle baner fremfor blot at være overflødigt ekstratilbehør. Fartøjerne låser op for en række forskellige missioner henholdsvis i luften, i vandet og på jorden. De kan ligesom skylanderne opgraderes og har også individuelle evner. Fartøjerne opgraderes ved at man samler nye dele og tuner bilen, så den matcher ens spillestil. Selvom alle skylandere kan sætte sig bag rettet, får man mest ud af fartøjerne, hvis de bliver parret med deres matchende skylander. Hvert fartøj har nemlig en bestemt ejer, og når disse bruges sammen, får køreevnerne et boost.
Takket være fartøjerne er det nu også muligt at køre racerløb i Skylands. Fra Skylandernes hovedkvarter kaldet Skolen eller fra hovedmenuen, kan man tilmelde sig en række forskellige løb i bedste Mario Cart-stil. Løbene er utroligt fornøjelige, og jeg kunne få lang tid til at gå med at forsøge at slå spillets NPC'ere eller mine venner.

Som jeg nævnte før, stræbte Vicarious Visions efter at give Skylanders Superchargers mere dybde. Historien skulle fylde mere, og karaktererne skulle være dybere og have mere personlighed. De forskellige skylandere har fået lidt mere taletid i nogle få sammenhænge, og stemmeskuespillet er stadig i top - også på dansk hvilket er meget relevant, når den primære målgruppe sikkert er under de 12 år. Også grafikken har fået en overhaling. Denne gang har de arbejdet på lyset og skyggerne for fx at give bilernes brændende udstødning mere glød og gøre de tykke skyer mere virkelige og tunge.
Men når det kommer til historien, ville jeg ønske, de havde taget den et skridt videre. Efter nogle fantastiske cutscene sekvenser, var jeg ofte helt omringet af en bestemt stemning, de havde skabt. Jeg følte den uro og den bekymring, de ville have mig til, men i stedet for at holde fast i stemningen, vender de straks tilbage til deres jokende natur og fyrer en vits af. Jeg ville ønske, at de turde holde fast i uroen bare et øjeblik længere for at understrege situationens alvor. Jeg ved godt, at spillet primært er rettet imod unge spillere, og at død og ødelæggelse nok ikke ville falde i hverken deres eller forældrenes smag, men jeg synes stadig, det er en skam, at de opbygger denne historie med alle disse følelser, og så lader de ikke spillerne mærke dem til fulde.
Historie-delen er dog ikke desto mindre stadig en sand fornøjelse at spille sig igennem. Banerne er utroligt forskellige fra hinanden og byder på en lang række forskellige udfordringer. Man keder sig i hvert fald aldrig i Skylands. Men udviklernes iver for at skrue tempoet op og undgå at kede spillerne resulterer i, at banerne godt komme til at virke lidt staccato-agtige. Var der blot lidt mere indhold til hver mission og bane, kunne man nå at fordybe sig mere i, hvad der skete. Set igennem et barns øjne er eventyret dog stadig episk, og det minder nok meget om de eventyr, vi selv nostalgisk ser tilbage på den dag i dag.

I previewet udtrykte jeg en bekymring for, at Vicarious Visions havde gang i for mange ting i spillet, og at det ikke helt ville hænge sammen. Ud over historiedelen har de sørget for, der er en hel masse at give sig til. Fx vender de heroiske udfordringer tilbage i form af Supercharge-missioner, der er træningsmissioner, kortspillet Skystones, racerløb, legendariske skatte, der skal samles, et nyt levelsystem til portalen selv, daglige missioner, der popper op og mere til. Der er så mange forskellige ting, at man bliver helt forpustet af at remse det op. Jeg håber virkelig, spillerne vil opfatte alle disse mulige missioner. Faktisk kunne man måske med fordel have gemt noget og udgivet det som en gratis DLC senere. Jeg må dog indrømme, at mine bekymringer var uden grund. Selvom alt ikke er en del af historien, er det stadig en del af samme univers. Spillets levetid er bestemt vokset, og det kan jo fungere lidt som et plaster på såret, nu når spillets figurer er så dyre.

Jeg stiftede første gang bekendtskab med Skylanders-serien, da min nevø lokkede mig til at spille det første spil. Noget af det, jeg husker tydeligt fra vores eventyr i Skylands, var den måde co-op fungerede på (eller ikke fungerede på). Når man spiller gennem historien sammen, skal man nemlig være enige om, hvilken vej man vil, eftersom spillerne er bundet sammen. Min nevø var på det tidspunkt kun 5 år, og jeg havde en stædighed, der matchede hans. Derfor kunne vi stå i hver vores ende og hive i skærmen uden at komme nogen steder. De har heller ikke denne gang valgt at lave om på dette, så længe man løber rundt med skylanderne. De har til gengæld løst det genialt, når det kommer til køretøjerne. I stedet for at placere spillerne i hver sin bil i løbet af fartøjs-missionerne, sidder man nu i samme bil. Den ene styrer fartøjet, mens den anden kan skyde løs på fjenderne. Og så er det for første gang muligt at spille online. Både i co-op, med spillets kortspil Skystones og som racerløb. Nogle af funktionerne kan kun spilles med ens online venner, mens man i andre tilfælde kan spille med andre også.

Tidligere Skylanders-spillere har allerede på nuværende tidspunkt accepteret spillets præmis. For at kunne gennemføre spillet 100 %, må man altså samle skylandere fra hvert element. Denne gang skal man så samle fartøjer til både landet, vandet og luften. Deres tilgang til dette fysiske element er noget af det, der gør Skylanders unik, og jeg kan både se det fede i det for spillerne, og det smarte i det for udviklerne. Men hold op hvor er det træls, når man som belønning for at finde en skat får udleveret en såkaldt Soul Gem, der låser op for evner til karakterer, man ikke har. Spillet bliver afbrudt af disse små reklamer for figurer, man endnu ikke ejer. Og denne gang hører du også om de fede missioner, du ikke kan udføre, fordi du ikke har en båd eller et fly. Det var ikke rart gang på gang at skulle efterlade uskyldige ofre, fordi jeg ikke havde et fly eller en båd til at redde dem. Man kan dog ikke benægte, at via disse oplåselige dele forlænges spillets levetid, og man har som spiller lyst til at besøge banerne igen for at udforske yderlige med nye figurer.

Og når nu engang figurerne skal være fysiske, må det siges, at Vicarious Visions har grebet det perfekt an. De kender deres målgruppe godt nok til at vide, at figurerne selv også er legetøj. De har alle bløde elementer og er designet meget detaljeret. Og denne gang er legetøjet blevet endnu mere legetøjs-agtigt, fordi fartøjerne har fået bevægelige dele. Som jeg skrev i previewet - hvad er en legetøjsbil uden hjul, der kan dreje? Eller en helikopter uden propeller?

Til trods for nogle mangler mener jeg, at Skylanders Superchargers leverer, hvad de satte sig ud for. Et episk eventyr fyldt med fart og action. Vi kan stadig klage over de dyre figurer, men spillets lange levetid er lidt et plaster på såret. Spillet tilbyder timevis af underholdning, for alle der er interesserede, og jeg tror næppe, at konsollen slukkes og portalen gemmes væk, bare fordi børnene skal i seng.