Warlocks vs Shadows

Warlocks vs. Shadows; hvor mange spil eksisterer efterhånden, som er "noget vs. noget-andet"? Titlen springer måske i øjnene, men på samme tid er den helt anonym i mængden - har jeg set spillet før eller er det nyt? Det signalerer ikke ligefrem dybe tanker om fortælling eller budskab. Hvad det dog udviser, er en umiddelbarhed i forhold til det at designe spil. En umiddelbarhed og glæde ved mediet som virkelig stråler, når små indie-udviklere lægger deres hjerteblod i at skabe et spil. Nogle få ildsjæle med små midler, sætter sig ned og skaber, ud fra en simpel præmis, en morsom og engagerende spiloplevelse, uberørt af store muskuløse mellemmænd med dollartegn i øjnene. Og så ser vi potentialet for små spil med ægte personlighed.

Frozen District har skabt et sådan spil. Det er baseret på en simpel og efterhånden gennemtærsket ide, som det aldrig afviger fra, men som de bygger op omkring med engagement og iver. Desværre kæmper man af og til med skygger, af hvad der kunne have været et bedre spil.

En meteor har ramt planeten Folara og bringer med sig en dæmon, som vil oversvømme verdenen i skygge-monstre. De modige warlocks skal nu kæmpe mod horder af skygger, som ingen ende synes at have. Mere er der ikke i baggrundshistorien, og dette er ikke et spil, for dem som søger dybe meningsfulde fortællinger. Det er dog et spil for dem som søger meningsløs, men adrenalinfyldt 2D-action med RPG-elementer. Med din valgte troldmand kæmper du alene, eller med op til tre andre, på en arena mod et antal bølger af fjender, som kommer med stigende sværhedsgrad. Udvalget af spilfigurer er ganske stort og varieret. Mit eget valg faldt hurtigt på Zardonic - the Bass Wizard, hvis specielle evner blandt andet indbefatter "drop the bass", hvor du gør skade på et stort område med din hardcore trance-musik.

Warlocks vs. Shadows ligner et spil fra dengang, hvor man diskuterede, hvor mange bits man havde i sin konsol. Men retro-stilen ser godt ud, og spil-karaktererne har personlighed på trods af, at de kun er bygget op af nogle få firkanter. Fjenderne derimod er som ofte ensformige og kedelige. Alle er de sorte, hvilket nok er klart, eftersom de er skygger, men man får sjældent det sug i maven, som man bør have, når en ny blodtørstig fjende træder frem. Først når man støder på en af bosserne, bliver man for alvor begejstret over designet. Story Mode indeholder fem verdener med cirka syv baner, hvor hver verden ender ud i en hektisk boss-kamp. De fem verdener har hver sin distinkte stil, men ingen af dem er for alvor fantasifulde eller smukke at se på.

Når man først starter ud i single player, kan sværhedsgraden være en ordentlig mundfuld. Men med tiden optjener karakteren erfaringspoint som kan bruges til at opgradere sine fire angreb. Derudover vælter det ud af de døde fjender med udstyr og våben, som yderligere kan forbedre dine evner. I udvalgte baner kommer en tusse-lignende købmand ridende på en langhalset dinosaur, og man kan handle med dyrt, men værdifuldt udstyr. Hvis man ikke har mod på at spille, til man er stærk nok til at avancere, er der heldigvis også mulighed for både lokal og online co-op. Her stråler spillet betydeligt mere. Eksplosioner og ild flyver over alt på skærmen, og det er dejligt hektisk og forvirrende. Imens man sammen forsøger at klare banen, opstår der nemt en intern konkurrence om, hvem der giver mest skade og dræber flest fjender. Især boss-kampene er en sjov oplevelse sammen med fire andre.

Efter et par timers spil bliver Warlocks vs. Shadows en ensformig oplevelse og man føler trang til at rykke videre til noget andet. Man kan forsøge sig med horde mode, hvilket i bund og grund er det samme som story mode, blot med endeløse bølger af fjender, og udfordringen er at se, hvor lang tid man kan overleve. Spillet tilbyder også en tredje spilform kaldet versus, hvor troldmændene kæmper mod hinanden. Desværre var jeg ikke i stand til at få en ordentlig kamp op at stå, da der ikke syntes at være nok spillere online.

Spillet har et fedt soundtrack, som bedst kan beskrives som middelalder-techno. Ligeledes er lydeffekterne tilfredsstillende, når du kaster spells og dræber fjender. Både musikken, men også til tider effekterne, bliver dog ensformige at høre på i længden, og man får hurtig trang til at skrue ned for den og sætte sit eget ynglings band på eller lytte til en podcast. Mærkeligt nok - og til stor frustration - har man ikke adgang til menuen, imens man spiller, og man er nødt til at stoppe sin igangværende kamp, hvilket åbenlyst er er et problem, specielt hvis man spiller online. Det er dog et mindre kritikpunkt.

Warlocks vs. Shadows er det man som brætspils-spiller, ville kalde en rigtig god "filler". Et spil man lige kan snuppe en halv time af ind imellem de større og mere omfattende spil, eller hvis man har brug for at koble af sidst på dagen. På kort tid bliver gameplayet meget ensformigt, og efter endt story mode skal du være en hardcore highscore-jæger for at vende tilbage. Men hvis du er det, kan du nemt blive afhængighed af dette spil.