Gears of War: Ultimate Edition

En note fra skribenten: vi har endnu ikke fået smagt ordentligt på spillets multiplayer-del, men vi opdaterer denne tekst med vores indtryk af denne, så snart vi har fået banket os igennem samtlige maps og modes.

Efter den nye generation af konsoller er kommet på markedet, har vi gamere måtte lægge ryg til bølger af nostalgiske oplevelser, i form af afpudsede og højopløste genudgivelser af ældre spiltitler. Yngre medlemmer af vores hobby må flere gange have klasket sig på lårene, og med en grad af forundring læst anmeldelser, hvor genopfundne digitale antikviteter er rost til skyerne af gråsprængte anmeldere. Går vi direkte til essensen af disse polerede spiloplevelser, så er et af de centrale spørgsmål, om målgruppen alene er den ældre fangruppe fra de oprindelige udgivelser - eller om titlerne også holder, set med helt moderne og jomfruelige øjne? Er dette simple pengemaskiner, eller har spillene stadig en berettigelse udenfor veteransegmentet?

Dette spørgsmål er nu kastet op i luften igen, da gode gamle Marcus Fenix er støvet af, og genopdaget i et af de mest ventede remakes længe - Gears of War: Ultimate Edition til Xbox One. Spillet udkom oprindeligt tilbage i slutningen af 2006 til Xbox 360, hvor en stor og trofast fanbase hurtig opstod. Spillet vandt på en kombination af en fantastisk historiedel og mængder af muligheder indenfor online-krigsførelse i en solid multiplayerdel. Her på Gamereactor havde vi også svært ved at få armene ned dengang, og smed den højest mulige karakter efter spillet - et flot 10-tal.

Dette første spil er efterfulgt af to direkte fortsættelser, Gears of War 2 og 3, som begge høstede stor anerkendelse. Det sidste spil i serien, Gears of War: Judgment, er en forløber for de tre klassiske spil, og det fik en anelse mindre konfetti og rosende ord med på vejen. Men alt i alt har vi her at gøre med en af de absolut mest succesfulde action-serier til Xbox 360 nogensinde, så det er svært at skjule en stor grad af forventning til Gears of War: Ultimate Edition.

Folk som ikke tidligere har stiftet bekendtskab med serien kan starte her. Hvis vi kort skal ridse udgangspunktet op, så befinder vi os i en verden, hvor menneskeheden er truet - ikke et komplet ukendt scenarium for os med digitale fritidsinteresser. Planeten Sera er rammen om helt klassiske kampe mellem forskellige grupperinger af mennesker lige indtil den dag, hvor der pludselig vælter en hidtil ukendt bunke skabninger op fra undergrunden. En dag kaldet Emergence day eller bare E-day.

Den nye fjende er horder af en race kaldet The Locusts, som er meget aggressive og uden tøven går efter, at omdanne hele menneskeracen til en omgang hakkekød. Det er nogle grumme typer, som spænder fra sværtbevæbnede fodtusser til store frådende monstre. Den genetiske smeltekedel har seriøst været ude i hjørnerne her.

Gears of War starter cirka 14 år efter E-day, hvor store dele af befolkningen på Sera er bukket under for den konstante krig med The Locust. Menneskeheden forsvares af Coalition of Ordered Governments (COG) og vores helt Marcus Fenix, tager ganske kort inde i spillet kontrollen over enheden Delta Team - bestående af forskellige underholdende testosteronpumpede personligheder.

Med over tusinde timer på mit spil-CV indenfor netop Gears of War-serien, var det med en cocktail af nervøsitet og spænding, at jeg indløste anmelderkoden, og herefter rullede tommefingre mens gigabits pumpede ind på min harddisk. Udmeldingerne om en version af Gears of War afviklet i HD med 1080p og 60 fps genopbygget helt fra grunden, skabte klamme håndflader og sved på panden.

Da de første velkendte musikstykker begyndte at spille ud af min fladskærm, og spotlightet tændes på Marcus Fenix, mens han ligger i en fængselscelle, så er alt nervøsitet gjort til skamme. Hold da op, hvor jeg føler mig hjemme her. Fængslet er ved at blive overløbet af The Locust, og Marcus er heldigvis i gang med at blive befriet af hans gode gamle ven Dom aka Dominic Santiago. Når man tjener i militæret, og ikke er vanvittig autoritetstro eller god til at tage imod ordre, så må man i skyggen til tider. Hr. Fenix er alt andet end en nikkedukke.

Indenfor få sekunder har jeg ikonet Marcus Fenis stående foran mig på skærmen i skarp HD, og med et lys- og skyggespil som aldrig set før i denne spilserie. Vi kaster os straks ud i løjerne, set fra et tredje-personsperspektiv, da The locust syner at være ivrige efter lidt grillbuffet med Marcus og Dom som hovedmenu.

Som en lidt støvet Gears-spiller valgte jeg at sende Marcus gennem en kort tutorial for at få generhvervet de basale færdigheder på kontrolleren. Alle funktionerne er de velkendte steder, og hurtig sidder sigte og skyde via triggerknapperne igen på rygraden. Den grønne A-knap er det velkendte dæksystem, hvor man klistrer til stolper, barriere eller andre mere eller mindre velvalgte skjul for fjenderne kugler. Selv en nybegynder vil hurtig have alle disse funktioner på rygraden.

Mit første reload fik næsten fugt til at samle sig i mine øjenkroge, og bare lyden af et vellykket active reload giver en et virtuelt high-five helt tilbage fra 2006. Denne funktion gør, at man med et veltilrettelagt reload kan få ekstra slagkraftige ærter i bøssen, og herved nemmere kan bekæmpe de fremadstormende fjender. Tricket er at få trykket på den ene skulderknap indenfor et meget kort tidsvindue.

Gennemspilningen af det første lille kapitel i Gears of War: Ultimate Edition blev unødig lang, da jeg konstant stoppede Marcus, og vendte hans næse rundt og opad for at se de smukke højpolerede HD-opgivelser. Det er en meget vild oplevelse, og man kan ikke lade være med at være imponeret. Alt syner knivskarpt, og illusionen af en verden i frit fald mod afgrunden er ramt perfekt.

Man kan diskutere om god grafik gør et spil bedre, hvilket særligt er relevant med disse ældre titler som genudgives i HD. I dette tilfælde er det flotte HD-miljø en effektiv stemningsforstærker. Den tykke stemning får også ekstra krudt af mere destruktive miljøer, hvor flere ting kan smadres - og rystelserne efter eksplosioner nærmest kan fysisk mærkes i kroppen, mens kameraet ryster og tingene vælter ned om ørerne på Marcus.

Det eneste lille sted, hvor man uretfærdigt kan prikke lidt i den grafiske oplevelse er i designet af ansigterne. De syner lidt livløse sammenlignet med andre nyere HD-titler, som eksempelvis Halo 2 Anniversary. Omvendt så er Delta-folkene nærmest modelleret af rent testosteron i fast form, og dette karikerede univers er måske ikke det rette for høj realisme i ansigtsudtrykkende. Hvem gider også se hudormene i Marcus' arrede ansigt?

Historiedelen af Gears of War er en lineær oplevelse, og en veltilrettet kombination af mere eller mindre begivenhedsrige missioner. Til forskel fra den oprindelige, så er her nu fem nye kapitler med. Disse har ikke været udgivet på Xbox før, men er dog at finde i den PC-version, som blev udgivet i 2007. De passer godt ind i historien, og er her hvor HD-snedkerne virkelig har arbejdet over. Det prikker i fingrene for at skrive lidt om disse dele, men egoismen må lide, og her kommer ingen spoilere selvsagt.

Selve historien er ganske fin. Det er ikke dybe samfundsrealistiske debatter vi runder her eller kringlede intellektuelle fortællinger, men derimod en god historie med en vis tyngde. Der kommer nye nuancer ved hver gennemspilning. Under min leg med denne anmeldelse gennemførte jeg først spillet på normal sværhedsgrad på omkring ni timer. Herefter startede jeg på hardcore-sværhedsgraden, hvor jeg omtrent har brugt samme tid på at nå lidt over halvvejs. Denne gang med lidt mere nysgerrighed, og alle kroge af banerne undersøges.

En af gevinsterne ved at lege opdager er hundetegn fra faldne COG-soldater. Disse er gemt rundt på banerne og velkendte fra det oprindelige spil. Til forskel fra dette, er de nu forbundet med tegneserier. Når man har fundet alle på en bane, så kan man i spilmenuen læse en tegneserie. Der er i alt fem stykker og de er udmærket. Flere af dem er skrevet af Karen Traviss, som nørder af universet vil kende fra de tilhørende science fiction-bøger.

Et af de populære elementer Gears of War-spilserien er muligheden for coop, og denne er selvfølgelig bibeholdt. Der er mulighed for at spille lokalt via splitscreen hjemme i stuen eller med vennerne online. Endvidere kan man vælge at spille med tilfældige folk online, gennem en matchmaking-funktion. Det er klart her at spillet får en langtidsværdi i historiedelen. Jeg glæder mig eksempelvis allerede til at skulle en gang igennem spillet for tredje gang med vennerne på det sværeste niveau - Insane.

Multiplayer-delen er et af de få minusser en spilanmelder har ved at få adgang til løjerne uger inden spillet udgives. Der var desværre ingen at lege med i den del, så den må blive analyseret i en senere tekst. Der er dog her tale om alle de tidligere udgivne baner, hvor alle 19 er opdateret i HD svarende til historiedelen. Udover dette, så adskiller Gears of War: Ultimate Edition sig ved også at have de populære spilmodes Team Deathmatch og King of the Hill - begge var fraværende i det oprindelige spil. Den sidste nye spilmode går under navnet 2v2 Gnasher Execution, og må antages at være en omgang haglgeværsfest i runder af to mod to.

Da jeg for nyligt via preview-programmet og bagud-kompatibilitet fik adgang til den oprindelige version fra Xbox 360 via min Xbox One blev jeg som nyforelsket. Dette er et spil, som selv uden det nye højopløste ansigtsløftning, stadig står helt deroppe blandt de bedste titler, der nogensinde er lavet indenfor skyde- og actiongenren. Ser man bort fra minderne og alle de nostalgiske roser, så er spillet bare så forbasket spilbart. Man bliver hurtigt ét med kontrolleren, og muskelmanden Marcus er ens forlængede arm i den hektiske og varierede kamp mod flokkene af Locusts.

Tager vi det faktum, at spillet er ligeså fantastisk som oprindeligt, og smider vi en flot restaurering oveni, så er det meget svært at få armene ned. Hvis man stadig ikke er overbevist, så sælges spillet til en reduceret pris i forhold til standarden for et retail-spil til denne konsolgeneration - og man får en ekstra bonus i form af Gears of War 2, Gears of War 3 og Gears of War: Judgment via Xbox 360-bagudkompabilitet.

Lad os slutte med at hive fat i det oprindelige spørgsmål - er dette alene en suttekuld for gamle stødere med gråt hår og et spil-CV tilbage til Pong? Eller er denne HD-version også berettiget i 2015 og relevant for nye spillere? Det må blive et hurtigt nej efterfulgt af et højt råbt ja. Det er spilarkæologi lavet med hjerte og hjerne, og selv uden alt det bonus-materiale, så er denne udgivelse hver en krone og investeret time værd - både for gamle nisser og nye sprøde spillere. Man kan ikke få en bedre reklame og appetitvækker til det kommende Gears of War 4 end dette remasterede mesterværk.