Splatoon

OBS! Den følgende anmeldelse er skrevet af vores norske kollega, og stammer fra da spillet oprindeligt udkom i maj måned. Der er sket en del med titlen siden, og derfor har vi tillagt en second opinion-tekst nederst, der tager højde for ændringerne.

Jeg har malet mig op i et hjørne, bogstaveligt talt. Kortet på mit gamepad viser mig, at mindst to spillere fra modstanderholdet er på vej i min retning, og at de vil overmande mig om ganske få sekunder. I et hvilket som helst andet skydespil ville dette have betydet den sikre død, men ikke i Splatoon. Jeg sigter med min malingsgevær mod væggen bag mig, og maler en stribe op til platformen ovenover. Jeg forvandler mig derefter hurtigt til en blæksprutte, som gør det muligt for mig at svømme gennem malingen op ad væggen, hvorefter jeg skyder mine overraskede fjender fra oven.

Splatoon bryder formlen på, hvad vi er vant til fra konkurrencedrevne skydespil. Dette kommer nok ikke som den store overraskelse. Nintendo er nemlig kendt for at tage kendte spilkoncepter, drukne dem i sukker, glitter og farver, og ud fra dette skabe nogle fantastiske spiloplevelser. Her er riflen skiftet ud med et malingssprøjtende vandgevær og i stedet for at kaste granater og lave headshots, drukner man hinanden og banen i maling.

Det der overrasker en del, er at Nintendos velkendte galleri af spilfigurer for en gangs skyld sidder over. I stedet for at lave et "Super Mario Sunshine Splatoon Bros"-spil med Mario og Link i hovedrollerne, har firmaet skabt en hel ny række figurer. Det er modigt, taget i betragtning at Wii U kæmper en del, og den egentlig har brug for masser af hjælp, eftersom Zelda blev udsat til 2016.

Til gengæld har vi fået noget helt nyt. Man kan egentlig sige "Fresh", for at bruge et sprog, som de nye figurer forstår. Bukserne sidder nemlig lige lovligt lavt, dialogerne er arrogante og alt er svinet til i maling - man skulle egentlig tro spillet var skabt i 90'erne.

Denne stil fungerer særdeles godt på Wii U. Nintendos seneste konsol har ikke den store chance for at konkurrere direkte med PlayStation, Xbox eller PC når det kommer til pixels og polygoner, og derfor må der satses på unikke visuelle oplevelser, som ikke nødvændigvis stræber efter realisme, men som alligevel giver os en gennemført flot og æstetisk behagelig oplevelse. På dette punkt klarer Splatoon det ganske godt.

Splatoon spilles i tredjepersonsperspektiv, og figuren man spiller med har to "modes" - squid og kid. Som kid, eller barn, som nogle nok vil kalde dem, løber man rundt og plastrer arenaen til med maling. Det er i denne tilstand man kæmper mod fjender og erobrer nye områder for holdet.

Med et tryk på en knap forvandles man til en blæksprutte, som kan svømme gennem malingen, som ligger overalt. I denne tilstand er det fart og mobilitet, der tæller, og den tillader, at man hurtigt kan nå hen til frontlinjen, op ad vægge for at nå ellers utilgængelige områder, og at man kan gemme sig lige for næsen af sine modstandere. I denne tilstand tager man dog skade, hvis man svømmer i modstanderholdets maling.

For at sprede malingen har man adgang til mange forskellige våbentyper, hvor hver type har sine styrker og sine svagheder. Nogle er vandgeværer, som sprøjter maling på forventningsfuld vis, mens der også findes langdistancerifler og ikke mindst bredde malerruller, som man skubber foran sig, for at dække store områder med maling på kort tid. Oven i disse våben har man også sekundære våben såsom bomber og sensorer samt specialvåben som bazookaer og skjold.

Singleplayer-delen er derimod ikke så farvestrålende, som vi kunne have håbet på. Det er bare kort sagt en samling baner, der i praksis lærer en spilkoncepterne og styringen at kende, før man kaster sig ud i multiplayer-kampene. Det når ikke Mario-spillene til sokkeholderne, når det kommer til nye idéer, charme og spilleglæde. Boss-kampene er nu både opfindsomme og sjove, og de kræver både præcision og taktisk tænkning, men der er langt mellem disse, og der regulære baner frustrerer mere end de underholder.

Det store problem er ikke at banerne mangler opfindsomhed, men at udviklerne af en eller anden oforståelig årsag tror at styringen i spillet er præcis. Hvis man vil skabe et ordentligt platformspil er det vigtigt at controlleren ligger godt i hånden, og det gør gamepadden desværre ikke i dette tilfælde.

I kampsituationerne fungerer alting fint. Her er alting hæsblæsende og tilgrisset, og det går mest ud på at positionere sig ordentligt og at få styr på sit sigte. Her gør det ikke så meget, at hopknappen har et splitsekunds forsinkelse. Men når det kommer til at svømme mod en afsats, og der skal hoppes meget præcist for at nå over på den anden side, har det splitsekund en gevaldig betydning.

Størstedelen af tiden man kommer til at bruge i Splatoon er derfor i multiplayer-delen. I øjeblikket findes der kun én spil-mode kaldet Turf War. Her sættes to hold à fire spillere op mod hinanden, og målet er at male så stor en del af banen over med sit holds farve. Det hold, som har farvet det meste af banen til, når tiden udløber, vinder.

Turf War er sjovt, men spørgsmålet er bare, om det er nok til at holde spillernes interesse i længden. Både Tower Control og Rainmaker har været nævnt som fremtidige modes, og forhåbentlig vil disse kunne puste lidt liv i spillet, når først folk er blevet trætte at Turf War.

I en genre som ofte er dødsens alvorlig fremstår Splatoon noget mere farverigt. I stedet for at pløkke løs med et maskingevær for at få hovedskud, får vi i stedet brede pensler og farverig maling. Man skal dog ikke lade sig snyde af udseendet, for under overfladen finder man en strategisk og actionpræget perle af et spil. Man kunne dog i sidste ende godt have ønsket sig lidt mere, enten i form af en længere og mere uddybet singleplayer-del, eller flere modes til multiplayer-delen.