Broken Age

Jeg havde aldrig troet på forhånd, at jeg skulle falde så meget for en point-and-click-titel, som jeg gjorde, da jeg prøvede Broken Age for første gang. Spillets instruktør, Tim Schafer, har som bekendt givet os perler som Grim Fandango og Brütal Legend (rock oooon!), og for dem som har fulgt ham tidligere, er det ikke at vanskeligt at genkende den kreative stil, og den til tider vældig gode humor. Spørgsmålet er om Broken Age kan holde os fængslet gennem begge sine akter, og om puslespillene er så gode, som vi forventer. Svaret er et nølende "tja".

Jeg må for så vidt sige, at næsten alt imponerer i Broken Age ved første øjekast. For det første vil jeg ikke lægge skjul på, at den visuelle stil er fortryllende og engagerende. Man kan roligt påstå, at det ikke længere er muligt, at se forskel på tegnefilm og spilgrafik, for Broken Age ser ud som noget, som Pixar kunne have fundet på at koge sammen. Jeg tænker ikke kun på animationerne her, men også at selve universet ligner, at det er skabt til et lærred.

For det andet giver Broken Age dig friheden til at vælge hvilken historie, som du har lyst til at udforske: Vella, en hidsig men modig pige, som kæmper for forandring, eller Shay, en gut født med en pude under armen, der håber febrilsk på, at der er mere i livet end bare frokostblanding og barnlig underholdning.

Selvom disse fortællinger foregår hver for sig, er de også (ganske ventet) sammenhængende på flere måder. Hvordan vil jeg ikke røbe, men det jeg kan sige er, at det er både morsomt og spændende, at se historien til ende. Derudover kan man skifte imellem at kontrollere disse karakterer, og det kan man præcis når man ønsker det. Til tider bliver dette også nødvendigt, for at komme videre i historien. Dette er en verden, som er usandsynlig hyggelig, og ganske skræmmende på samme tid. Udtrykket "uncanny valley" passer godt ind her. Med andre ord får jeg konstant følelsen af, at noget ikke er helt som det skal være, og både figurerne og fortællingen giver udtryk for, at dette stemmer.

På mange måder er det historien som bærer Broken Age fremad. Specielt Act 1 er en af de mest spændende fortællinger i nyere tid, og cliffhangeren tog mig på sengen. Act 1 leder dig igennem relativt store og uopdagede områder, som det er underholdende at udforske. Desværre gælder det samme ikke for Act 2, da man for det meste bliver tvunget til at bane sig vej igennem de samme steder. Fortællingen, til trods for at den er relativt spændende, bremser kraftigt op, og sætter sig fast i spillets mange opgaver i den anden akt.

Puslespil eller "puzzles" er noget af det, som gør point-and-click-genren genkendelig. Act 1 indleder forsigtigt med relativt enkle opgaver, men som efter hver af disse, stiger en lille smule i sværhedsgrad. Udvikleren Scafer fik meget kritk for, at disse opgaver var for enkle i første omgang, og i Act 2 har udvikleren taget kritikken til sig. Puslespillene er derfor på et helt andet niveau end i sidste akt, et niveau som er udfordrende på en god måde, men som også er så vanskelige, at jeg til tider må rive mig selv i håret af bare frustration. Spillet føles nærmest ondskabsfuldt til tider. Det værste er, at der er mange af dem, og sidder du endegyldigt fast, kan det være svært at finde energien til at fortsætte.

Nu skal det lige siges, at jeg ikke har noget imod vanskelige opgaver, for det er, trods alt, følelsen af at mestre en opgave, der gør spilmediet så underholdende. Frustrationselementet består i, at nogle af opgaverne i Broken Age virker så tilfældigt sammensat, og med et uendeligt antal mulige ting at klikke på og kombinere, bliver det hurtigt til gætværk. Specielt frustrerende er det når man har puslet med en opgave i en hel time (!), og finder ud af, at det var et lille ubetydeligt objekt, eller en kombination af to objekter, der gjorde hele forskellen. Broken Age kunne i sin anden akt have benyttet sig af ordsproget "less is more", selvom dem med et dødsønske eller godt kan lide tortur, fortrækker det her.

Det er disse opgaver, som jeg synes er den store tragedie ved Broken Age. For det spændende si-fi-eventyr med overkommelige opgaver udvikler sig hurtigt fra et point-and-click til et try-and-fail-fail-fail-fail-spil, som jeg brugte al for lang tid på at gennemføre. Historien som engang fængslede mig, blev selv fængslet af disse opgaver, og at have brugt så meget hjernekraft, at jeg blev nød til at tage en pause, måtte fortællingen naturligvis vente på, at jeg kunne samle mig om spillet igen. Tempoet gik derfor tabt, i en blanding af irritation og udmattelse.

Broken Age er et smukt og spændende eventyr, som tager dig med på en hyggelige, om ikke skræmmende, rejse. Karakterne Vella og Shay er enkle nok til at spejle sig selv i, og det er som bliver forstærket af, at stemmeskuespillet er fuldstændig fantastisk (og det gælder for samtlige karakterer i spillet).

Desværre bliver det ellers nydelig mesterværk sølet til, at nogle meget frustrerende udfordringer i anden akt, som sugede livsglæden ud af mig. Selv ikke følelsen af et mestre spillet kan gøre op for disse, og jeg stod konstant tilbage med et højt "er du seriøs?!". Jeg ser det også som et tegn, når min roommate forsigtigt sætter sig ned ved siden af mig, og spørger med guds frygt i øjnene: "are you ok?"

Helhedsbilledet bliver derfor, at Broken Age er et nydeligt spil, med nogle aldeles frustrerende fejl. Så længe du har tid og kræfter til at stå imod disse barriere, som udfordringerne så sandelig udgør, kan det sagtens være, at Broken Age er egnet til dig. For os dødelige vil jeg dog sagtens kunne forstå, hvis frustrationen bliver for meget, men karakterne er fortsat rejsen værd.