Xenoblade Chronicles 3D

Xenoblade Chronicles var et spil, som jeg havde glædet mig til at spille, da det blev lanceret på Wii. Jeg købte det kort efter udgivelsen, men jeg kan ærligt og redeligt indrømme i dag, at jeg endnu ikke er gået igang.

Ja, spillet endte på tragisk vis i mit altopslugende bagkatalog af spil, som er blevet købt men endnu ikke afprøvet. Derfor blev jeg ganske overrasket, da spillet blev annonceret til den nye 3DS. "Er spillet så gammelt allerede?" tænkte jeg, men tydeligvis ville Nintendo have et spil, som kunne vise hvad deres opdaterede 3DS kunne præstere med sine nye hestekræfter. Ja, hvorfor ikke?

Jeg kunne dermed ikke sige nej, da jeg blev spurgt om at anmelde Xenoblade Chronicles 3D. Når nu der er gået så lang tid siden, at den originale titel udkom, så må det da endelig være på tide for mig at gå igang.

Xenoblade Chronicles blev udgivet under en del fanfare fra både anmeldere og spillere, da det udkom for bare fire år siden, og her på Gamereactor udstedte vi også en topkarakter. Nu er spørsmålet, om spillet kan begejstre og imponere lige så meget på New 3DS som på Wii. Som nævnt tidligere har jeg ikke spillet originalversionen, så jeg kan ikke sammenligne de to udgaver. I stedet vil jeg bare fokusere på hvordan jeg oplevede at spille dette storslåede japanske rollespil for første gang, og at det er på en håndholdt konsol, at det foregår.

Xenoblade Chronicles 3D begynder med et brag af en introduktion, som viser to gigantiske kæmper, Bionis og Mechonis, som slås mod hinanden på åbent hav. De giver hinanden nådestødet samtidig, og deres kroppe fryser og dør. Med tiden blomstrer der liv på disse kroppe, og spilverdenen foregår altså på disse døde kæmper, der udgør verdenens kontinenter. En ganske original idé i min bog, og jeg kan godt lide tanken om, at alle som lever i denne verden, er mikroorganismer på de gigantiske kæmper.

Det er her at historien udspiller sig, og fokusset er først og fremmest rettet mod det anspændte forhold mellem de forskellige livsformer, som bor på kæmperne. Den ene kæmpe var en slags mecha-gud, som er blevet et tilholdssted for en robotrace kaldet Mechon, mens Bionis var en organisk gud, hvis det altså giver mening. Det er her at vi finder racer som Homs (mennesker), Nopons (Moogles, en pokemon-hybrid) og High Entia (mennesker med vinger på hovedet).

Spillets hovedperson, Shulk, står midt i konflikten. Da hans hjemby bliver invaderet af en Mechon-hær, tager det ikke længe før tragedien er tilendebragt, og Shulk begiver sig derfor ud på et hævntogt. Med sig har han det eneste våben der kan skade Mechons, nemlig det legendariske Monado-sværd. Tro mig, du kommer ikke til at glemme, at det hedder "The Monado". Efter næsten 18 trillioner gange, var jeg ærlig talt lidt træt af at høre det.

Det er først når du forlader den allerførste by, at spillet begynder at åbne sig, og det går op for mig her, hvor stor og åben verdenen er i Xenoblade Chronicles 3D. For selv om historien ikke formår at være synderlig original, så træder den til side for gameplay, udforskning og karakterudvikling.

Xenoblade Chronicles 3D har nemlig det jeg vil kalde en halvåben verden, som motiverer dig til at udforske den. De forskellige områder er egentlig kropsdele på Bionis og Mechonis, og hver af disse har sit eget særpræg. Du kan nærmest se entusiasmen som udviklerne har lagt i oplevelsen, for at give verdenen liv og sjæl. Det er muligt at entusiasmen var på ferie i de dage hvor de designede områderne på Mechonis, men lad gå, for jeg nynnede af ren glæde, da jeg udforskede lårene på Bionis for første gang.

Sådanne store og varierede områder har vi manglet i JRPG-genren de seneste år, hvor verdenen og spilkortet oftest ikke er meget mere, end en sti ned til den næste del af historien.

Områderne er også godt befolket med dyreliv, monstre og fjender, du kan kæmpe imod. Kampe er der nemlig nok af, hvilket er naturligt for et JRPG. Heldigvis gør Xenoblade Chronicles 3D kampene lidt mere spændende og udfordrende, end den typiske genreoplevelse gør. Her er der ingen turbaserede kampe i en lukket arena, for Xenoblade Chronics 3D benytter sig af øjeblikkelige kampe, og du kæmper lige der, hvor du befinder dig.

Kampsystemet i Xenoblade Chronicles er både enkelt, kompliceret og frustrerende på samme tid. Alt du skal gøre, er at låse sigtet på det, du ønsker at angribe, og så vil Shulk angribe så snart du er tæt nok på. Du har også en række evner du kan bruge. Når disse evner bliver brugt, må du vente nogle få sekunder, før du kan bruge dem igen.

Stiger du i level vil du få tildelt nogle point, som du kan bruge til at opgradere evnerne hos de forskellige figurer, og du kan samtidig sætte point i de forskellige evnetræer. Dette gør, at figurerne får en bestemt rolle og... vent lidt, ser det ikke frygtelig bekendt ud? Jo, det er fordi kampsystemet er taget direkte fra et MMORPG.

Ja, Xenoblade Chronicles 3D kan bedst beskrives som en soloudgave af et MMORPG. Så har du spillet en eller flere af disse før, så vil kampsystemet i Xenoblade Chronicles ikke virke ukendt. Du har de almindelige roller som tank, support og DPS, så det er vigtigt at dit hold har den rette kombination.

Det som gør kampene komplicerede er, at de kræver mere end at du bare slår løs på dine fjender. Du må planlægge de evner, du ønsker at bruge, hvor du vil placere dig i forhold til fjenderne og du skal give kommandoer til samtlige holdkammerater, for at de kan udføre deres evner i forlængelse af hinanden. En ting som gør kampene lidt mere specielle, er Monados evne til at give dig fremtidsvisioner. Dette er små mellemsekvenser, som dukker op midt i kampens hede, og viser dig et glimt af hvilket kraftigt angreb fjenden vil bruge. Du får derfor tid til at svare igen på det angreb, og dermed "ændre fremtiden".

Det tager lidt tid at få styr på styringen under kamp. Selv jeg følte ikke at jeg kom godt rundt om det, men jeg klarede mig ganske godt henimod slutningen, selvom jeg tabte en del i starten. Det hjælper heller ikke, at kampene kan gå hen og blive ret kaotiske. Til tider er det vanskeligt at få det hele med, og det er ikke altid at AI'en hos holdkammeraterne opfører sig som et hold. Men dette er en lille anke for et JRPG, som har så meget at byde på som Xenoblade Chronicles 3D.

Spillet er fyldt op med ting at tage sig til. Næsten alle NPC-karakterer har noget du skal gøre for dem. Det flyder med sidemissioner. Desværre går de fleste af dem ud på at dræbe X, indsamle Y og indsætte en genstand i Z, og andre opgaver man traditionelt finder i et MMORPG, men det er selve udforskningen der giver hele glæden. Der er altid noget at gøre, og det er herligt at kunne tage en pause fra hovedhistorien, og bare bruge tiden på nogle sideopgaver.

Alt dette er med til at gøre Xenoblade Chronicles til et ekstremt langt spil. Det er meget længere, end man normalt er vant til i JRPG-genren. Jeg har nu presset mig selv helt frem til deadline-tidspunktet. Desværre er det endnu ikke lykkedes mig at gennemføre, og jeg har absolut ingen anelse om hvor meget jeg har igen. Jeg er faktisk blevet lidt irriteret over hvor langt spillet er, specielt da jeg ankom til Mechonis, som slet ikke er lige så spændende og pænt som Bionis.

Jeg skal dog ikke klage over for meget indhold, men jeg blev lidt overrasket over spillets samlede længde. Jeg har haft masser af glæde af spillet. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår jeg har spillet et JRPG, som har givet mig så meget frihed som Xenoblade Chronicles 3D. At det bryder med den ellers lineære struktur som genren traditionelt benytter sig af, var et vældigt friskt pust for mig.

Xenoblade Chronicles 3D har også et fantastisk lydspor, som er spillets kvalitet værdigt, og de engelske stemmeskuespillere gør et godt stykke arbejde, på trods af at de er... ja britiske. Der er ikke noget i vejen med det som sådan, men det får spillet til at ligne en britiske dramaserie, og jeg føler at de lægger et ekstra britisk tryk på udtalelsen af "The Monado". Hvornår mon jeg kommer til at glemme det ord?

Grafikken imponerer ikke, og for at sammenligne en smule, tog jeg plastikken af Wii-versionen (ja, den var uåbnet), og startede det op for at tjekke. Der gik faktisk lidt tid, før jeg kunne se forskel.

At udviklerne har ofret kvaliteten på grafikken for at give os en stor og åben verden, er faktisk fuldt forståeligt. Spillet pressede tydeligvis Wii'en til grænsen, og derfor havde 3DS-konsollen brug for lidt ekstra hestekræfter, for at kunne køre titlen ordentligt. Så ja, jeg kan overleve den dårlige grafikopløsning og de tvivlsomme teksturer her og der, så længe det betyder, at jeg får et stort spil i en lille indpakning.

Der er ikke meget at brokke sig over i Xenoblade Chronicles 3D. Små irritationsmomenter til side, er det et af de bedste JRPG-spil jeg nogensinde har spillet, og en oplevelse jeg ville ønske, at jeg havde taget hul på for fire år siden. Bedre sent end aldrig ikke? Det er faktisk imponerende at se, at de har bragt spillet over fra en hjemmekonsol til en håndholdt, uden at foretage drastiske ændringer. Ja, hverken Wii eller den nye 3DS er de kraftigste konsoller på markedet, men at den har nok power til at køre et Wii-spil, giver jo mulighed for fremtidige titler.

De som har spillet Wii-versionen, ved nok hvad de får serveret her, og har du en stor trang til at gennemspille eventyret endnu en gang, hvorfor så ikke gøre det på en 3DS? Til dig som ikke fik spillet Xenoblade Chronicles da det blev lanceret, har du nu muligheden for at gøre det når som helst.