Helldivers

Rumkapslerne rammer den iskolde planetoverflade med et hult dunk. Trykluftkammeret åbner, og afslører dagens arena. Endnu en dag hvor vi, Helldiver-soldaterne, må forsvare vor planets intergalaktiske suverænitet. Jeg får øjenkontakt med mine tre holdkammerater, der hver især tjekker våben, rustning og terræn, og jeg signalerer til en rekognosceringsrunde. Før vi ved af det er fjenden over os, både i luften og på land. Insekter, cyborgs og de mærkelig Illuminate-aliens har arbejdet sammen om et baghold, og vi skyder på alt der bevæger sig. Vi placerer os med ryggen mod hinanden for at undgå krydsild, og beder til de interplanetariske guder for mere ammunition.

Helldivers er et glimrende bevis på, at tilføjelsen af små ændringer til en allerede succesfuld formular, kan gøre hele forskellen. Udvikleren Arrowhead Studios der i forvejen er kendt for den fantastiske Magicka-serie er tilbage, og forsøger sig nu med et mere ambitiøst co-op-projekt, der involverer gigantiske ruminvasioner, hurtige knapkombinationer og horder af morderiske rumvæsener at skyde på. Lad os se om den prominente udvikler kan gentage successen.

Helldivers er, i bund og grund, en relativt by-the-numbers twin-stick-shooter. Altså er kameraet fikseret oppefra, og du sigter og løber med de to styrepinde. Så langt så godt. Ligesom Housemarque, den finske udvikler bag Dead Nation, kan Arrowhead sit kram når det gælder twin-stick, og Helldivers er derfor både et typisk genreeksempel, og skide godt skruet sammen. Det er klassisk kooperativt spil med op til fire spillere på samme tid, og da man i hvert fald ikke løber tør for rumvæsener at skyde på lige umiddelbart, ser det ud til at vi i virkeligheden kan trække stikket allerede nu, og lade Helldivers få en rask anbefaling med på vejen. Tak for nu.

Men hold nu fast, for der er en lille samling tilføjelser i Helldivers, der ændrer denne grundformular på en række skarpe og smarte måder. Først og fremmest er der hele metasystemet, der konstant udvikler sig rundt om spilleren. Du er en soldat der kæmper på vegne af Super Earth, en slags rumkollektiv, der kæmper for jordens interesser ude i det store verdensrum. Det indebærer sådan set, at alle Helldivers-spillere kæmper samtidig på forskellige planeter, for at holde invasionslystne alien-styrker for døren, og vinder hele spillerskaren en række kerneslag, er der bonuspoint til alle. Du kan strategisk udvælge hvilke planeter, alien-racer og militære kampagner du vil fokusere på, og det sætter alle de små individuelle baner i perspektiv. Fedt ikke?

Udover at have et hav af forskellige opgraderbare våben at vælge imellem, har spilleren samtidig de såkaldte Stratagems til rådighed. Disse er en slags signalgranater som du kan kaste ud på slagmarken, og kort efter vil en eller anden form for udstyr blive gjort tilgængelig for holdet. Ekstra ammunition (som der i øvrigt er mangel på tit), computerstyrede turrets, dronefly, tæppebomber, gigantiske mech-robotter, det er her al sammen, og det giver Helldivers den nødvendige variation, for at kunne bryde med genrens til tider lidt trættende og repetitive design.

Slagets gang foregår altså således: Du dropper ned på en selvvalgt planet med tre Helldiver-kammerater, og bliver mødt med en række udfordringer som i skal løse som hold, før i får lov til at flyve væk igen. Disse kan være et basalt capture-område, eller en række missiler der skal afsendes. Alle disse opgaver skal udføres med en bestemt antal knapkombinationer, og selvom dette ikke lyder synderligt besværligt, får piben hurtigt en anden lyd, når tusindvis af rumvæsener ånder en i nakken.

Alle disse systemer er designet til at holde oplevelsen frisk, og meget af tiden lykkes det. Med tilføjelsen af friendly fire fra dine holdkammerater, intergalaktiske konflikter, de mange forskellige Stratagems og den store mængde opgraderbare udstyr, kan Helldivers bryste sig af at afværge mange af de klassiske genreklagepunkter. Men ikke dem alle. For på trods af alle disse fantastiske og solide tilføjelser, kan Helldivers godt gå hen og blive lidt ensformigt, og dette mærkes specielt når forskellige opgaver gentages på samme planet. Hverken musik eller grafik hjælper synderligt på dette problem, da begge har en alvorlig identitetskrise. Begge dele oser ikke specielt meget af kreativitet eller stil, og fremstår mest af alt som en klassisk sci-fi opsætning, med alt hvad der nu engang kan forventes at høre med.

Det er ærgerligt, at ensformigheden stadig lurer, men det ændrer fortsat ikke på, at Helldivers sætter en række nye milepæle for genren. For hvad spillet gør ganske fantastisk, er den kooperative balance spillerne imellem, og når projektilerne flyver, blodet sprøjter og Stratagem-granater bliver kastet rundt, føles Helldivers ganske unikt, og er meget mere end endnu en twin-stick-shooter. Den intergalaktiske konflikt er kun så dyb, som du ønsker, men selvom du bare tager en enkelt kamp ad gangen, kan Helldivers tilbyde hurtig, intens og sværhedsgradsbevidst underholdning, selvom det til tider ikke helt undslipper ensformighedens skarpe klør.