The Order: 1886

Ser man bort fra de mange remasters og genudgivelser på Sonys Playstation 4, har der været langt mellem de eksklusive titler til konsollen, hvilket har ærgret mange fans, da det var et af de punkter, hvor PlayStation 3 udmærkede sig i sidste konsolgeneration. Dette vil dog snart ændre sig, med adskillige eksklusive titler lige om hjørnet, og startskuddet lyder med udgivelsen af The Order: 1886. Så er spørgsmålet bare om titlen kan leve op til den høje standard sat af tidligere eksklusive Sony-spil, og svaret får du her.

I The Order: 1886 følger vi Sir Galahad, en trofast ridder af det runde bord. Igennem denne alternative historie har riddergruppen udviklet sig til en højtrespekteret orden, som har til opgave at beskytte det britiske kongerige og imperium mod overnaturlige væsener kaldet half-breeds, eller som vi nok bedst selv kender dem: Varulve og vampyrer. Dette gør de blandt andet ved at drikke en mystisk væske kaldet Black Water, som forlænger livet betydeligt for den som indtager det, og som også kan hele dødbringende sår på et øjeblik, hvilket gør ridderne næsten udødelige.

Krigen mellem mennesker og half-breeds har raset siden det 8. århundrede, men den industrielle revolution har endelig givet menneskeheden en bedre chance for at bekæmpe truslen. Dette sker takket være den store teknologiske udvikling der har fundet sted i dette fiktive univers, hvor ingeniører og opfindere har måtte arbejde hårdt på at udvikle våben for at bekæmpe den overnaturlige fjende. Denne udvikling giver ridderne et imponerende arsenal af våben og gadgets, der i mange tilfælde overskrider hvad vi har til rådighed i dag, såsom geværer der kan skyde med elektricitet og håndbårne kanoner, der dækker et område med brændbar thermite, og derefter kan antændes. Ridderne har også adgang til radiokommunikation og zeppelinere, hvilket gør det muligt for dem at kalde hjælp ind fra luften. Det er ikke første gang vi oplever et spil, hvor historien ændres med et lille twist for på den måde at give adgang til avanceret teknologi længe før sin tid, men det er altid underholdende at se, hvad kreative spiludviklere kan få ud af præmissen, og her er The Order 1886 ingen undtagelse.

Ud over de overnaturlige væsener, må ridderne også bekæmpe en gruppe af rebeller, der tilsyneladende hjælper de onde half-breeds. Dette gør krigen til en noget mere politisk sag, og det varer ikke længe før Sir Galahad vikles ind i et spind af intriger og komplotter, der ikke blot truer det britiske imperium men også resten af verden.

Det første man nok vil bemærke når man starter spillet, er den enormt flotte grafik. Alt fra tøj til udstyr og ikke mindst figurernes animationer er noget af det flotteste man har set i et PS4-spil til dato, og selv figurernes ansigter virker levende på en måde, man næppe har set før. Spilverdenen virker også yderst levende og summer af lækre detaljer. Takket være de mange detaljer føler man sig hurtigt overbevist om, at man befinder sig i et dystert London i 1800-tallet, hvor arkitekturen og den milde tåge virkelig skaber en stemning af, at man er trådt tilbage i tiden. Denne stemning forstyrres kun af de store luftskibe, der hænger tungt på himlen, dog ikke på en negativ måde, da små detaljer som zeppelinerne netop er med til at give det hele en lidt eventyrlig fornemmelse.

Skuespillet er også fantastisk, og er helt oppe på niveau med hvad vi har set i spil som Uncharted og The Last of Us, hvilket er ganske store ord herfra. Samtlige karakterer har tydelige personligheder, og man tager ofte sig selv i at glemme at figurerne er animerede, takket være de mange små detaljer i ansigtsmimikken. Denne detaljegrad gør også, at man faktisk føler for figurerne. Distnævnte gør en del for indlevelsen og gør historien meget mere medrivende, da man faktisk går op i hvad der sker for den enkelte karakter. Det er sjældent man oplever dette i spil, hvor der ofte fokuseres hundrede procent på hovedpersonen og måske et par følgesvende. Udviklerne skal have stor ros for dette, og man kan kun håbe på, at flere spilskabere vil tage stafetten op.

Det fantastiske skuespil akkompagneres af en rigtig god historie, også selvom den indeholder en del klichéer. Man kan dog se bort fra disse, da det hele mest af alt føles som et gedigent action-eventyr, hvor visse klichéer er en selvfølge, uden at det egentlig ødelægger oplevelsen. Jeg ville ønske, jeg kunne gå mere i detaljer, men det ville afsløre for meget af spillets handling, og spoilere bryder de færreste sig om. Jeg vil dog sige at spillets slutning var en smule skuffende, hvilket var meget overraskende når man tager i betragtning hvor god historien var undervejs. Man efterlades med en masse løse ender, hvilket tydeligvis er gjort for at åbne op for en efterfølger, men dette kunne være gjort meget mere elegant, og det trækker helhedsindtrykket ned.

Der er desværre også andre punkter hvor spillet skuffer lidt. Selve gameplayet er ganske solidt og sjovt, og jeg må endnu en gang drage paralleler til Uncharted-serien, når det kommer til dette punkt. Man spiller i tredjeperson, og gør brug af et meget lignende cover-system under ildkampe, hvilket fungerer overbevisende, ikke mindst fordi ens sigte ikke er hundrede procent nøjagtigt, når man skyder, hvilket giver spillet en ekstra snert af realisme. De mange våben er også sjove at skyde med, og man føler sig meget af tiden som en toptrænet soldat, når man alene eller ved hjælp af en computerstyret makker nedlægger horder af fjender. Desværre er der ikke så meget andet at komme efter mellem ildkampene, der eksempelvis i Uncharted blev afbrudt af gode platform-elementer. Bevares, der er lidt dialog at finde og collectibles at samle, men det føles mere som fyld inden man farer mod næste skudveksling.

Der er dog enkelte puzzles, der skal løses for at komme videre, men disse er så åbenlyse, at man ikke bruger mere end et par minutter på dem, og de føles i sidste ende lidt som en eftertanke. Der er ligeledes enkelte stealth-sektioner og knivkampe at fornøje sig med, og de fungerer godt, men helhedsindtrykket er stadig en smule fladt. Til sidst er der de mange cut-scenes, og her mener jeg mange. Når jeg tænker tilbage på min gennemspilning vil jeg nok skyde på at i hvert fald halvdelen af spillet består af filmsekvenser, hvor enkelte er interaktive, men de fleste bare skal ses.

Det hjælper at historien er medrivende og skuespillet er godt, men det er lige på grænsen til at blive for meget. Et enkelt, omend meget kort kapitel i spillet består udelukkende af en cut-scene, hvilket er en smule iøjnefaldende.

The Order 1886 er på trods af disse kritikpunkter stadig en fantastisk oplevelse, både visuelt og historiemæssigt. Gameplayet er også meget underholdende, selvom man godt kunne have ønsket sig lidt mere af det. Spillets ekstreme linearitet vil nok afskrække visse spillere, der er blevet vant til mere åbne singleplayer-oplevelser, men jeg følte at det fungerede godt, når det kom til at fortælle historien.

Jeg var også positivt overrasket over spillets længde, som jeg gennemførte på knap ti timer uden at jagte collectibles undervejs, og varigheden føltes helt tilpas for denne type spil. Det er synd at spillets slutning skuffer som den gør, da det tager lidt fra oplevelsen som helhed, men forhåbentlig betyder det, at vi får mere at se af universet i fremtiden. Det ville være yderst velkomment.