Chivalry: Medieval Warfare

Da Chivalry i første omgang udkom på PC, var jeg tiltrukket af den næsten komiske brutalitet og den mildest talt kaotiske tilgang til middelalderkamp. Meget af den samme charme, der gjorde Mount & Blade til et dejligt bekendtskab, fik mig til at gribe stridsøksen og begynde på en hektisk og blodig kamp mod bueskytter, riddere og andre arketyper. Denne gang kontrolleret af virkelige, blodtørstige spillere og ikke den lettere lemming-agtige kunstige intelligens fra Mount & Blade.

Det er stadig kongeriget Agatha og konspiratørerne fra Mason Ordenen der tørner sammen, men lad os bare koge det ned til det blå hold og røde hold. Et par sætninger med tekst over den indledende og helt frivillige træningsmission er nemlig alt, hvad der forklarer, hvordan landet ligger.

Nu er der gået et par år, og Chivalry har som sagt endelig plantet banneret på PlayStation 3 og Xbox 360. Chivalry har ikke ændet sig meget i årene mellem PC og konsol-udgivelsen. Den største forskel er naturligvis at gå fra tastatur og mus til controller. Kontrol-layoutet på konsollerne er mere besværligt end hvad godt er. Visse funktioner bliver næsten forbigået, da de simpelthen er for akavede at bruge i kampens hede. Det gør desværre kampene, der i forvejen består mest af vilde horisontale hug mod nærmeste fjende, til en ret ensformig affære.

Når Chivalry nu er en slags middelalderlig Call of Duty, skal der selvfølgelig være forskellige våben at udstyre sig med. Der er buer, armbrøster og stort set alt, hvad man kan forestille sig af spyd, økser, sværd og hvad der ellers har skarpe kanter.

Våbenklasserne er fordelt på fire forskellige karakterklasser. Bueskytten er hurtig på fødderne og har som den eneste klasse et virkelig brugbart langdistance-våben. Man-at-arms er bevæbnet, med mindre nærkampsvåben, men kan løbe fra de fleste og så sætte ild til sine forpustede fjender. Vanguard trasker rundt med spyd, kæmpemæssige sværd og andet, der kan gøre livet surt for alle, der fejlbedømmer, hvor langt de egentlig kan række. Ridderen er ganske langsom i sin raslende rustning, men hvis han får trængt sin modstander op i en krog, er det hurtigt overstået.

Hver klasse føles væsentlig anderledes i forhold til hinanden og ansporer derfor også helt forskellige spillestile. Jeg har intet held med at ramme plet med bue og pil og er for uforsigtig til at gå i kamp med kun en smule beskyttelse. Så rustet med den næsttungeste rustning og et gigantisk to-hånds sværd tager jeg min plads på slagmarken og svinger løs. Balancen er meget sten-saks-papir og selv med med de forskellige våben, der kan låses op for, ændres arketyperne ikke gevaldigt.

De sædvanlige spiltyper er at finde her, inklusiv team deathmatch, alle-mod-alle og King of the Hill. Der er også spiltyper, der tager den middelalderlige kulisse mere i brug. Måske skal man skubbe en rambuk op til slotsporten, så man kan banke den til splinter og storme slottet. Det reduceres ofte til et spørgsmål om, hvor blodudgydelsen er hårdest, men på de større baner kan det også være hjælp nok til at gøre kampene mere interessante.

I tiden mellem PC-udgivelsen og nu er der ikke sket meget på grafik-fronten. Teksturerne i visse arenaer er grå og grumsede. Selv i menuen, hvor man kan agere syerske og give sin rustning et personligt præg, er teksturerne slørede et par sekunder før de er læst helt ind.

Generelt er teknikken ikke helt i øjet. Hvis værten dropper kampen midt i det hele, er det tilbage til menuen for resten af de blodtørstige krigere. En let udvej for en dårlig taber, men ikke noget, der giver en lyst til at vende tilbage til kamp med det samme.

Lyden er, hvor Chivalry rent faktisk lever op til de forventninger,man må have. En ordentlig krabat af en hammer, der gør en modstanders hoved til hakkekød, har en tilpas voldsom og knasende lyd.

Det er også her, at spillet går op i en højere enhed og kan afføde veltilfredse grin. For det er voldsomt og overraskende, når en gemen Agatha-ridder har befriet mit kranie fra rygradden og har ladt det trille ned af en bakke.

Hvis der er et trumfkort, Chivalry har over de fleste multiplayerspil, så er det, at man kan have det mindst lige så sjovt, når man tager fusen på andre, som når man selv ender hovedløs i en grøft.

På trods af de knap så gode ting, jeg har nævnt, så har jeg haft det sjovt, mens jeg har spillet Chivalry.

Jeg har også sukket og rystet på hovedet for Chivalry på konsol er ikke nær så positiv en oplevelse som PC-udgaven. Hvis du allerede har kastet økser og lagt armbrøsten an i timevis på PC, er der ingen grund til at give sig i kast med en ringere version. Ligeledes, hvis du er ny spiller og vil dyppe tæerne i makaber krigsførsel, så er PC-udgaven det bedste valg, hvis du har muligheden.