Dying Light

Zombie-spil har i de seneste år domineret spilmarkedet, og 2015 er ingen undtagelse. Vi er knap nok er færdige med januar måned, og har allerede set udgivelser som Resident Evil HD Remaster, H1Z1, Exo-Zombies-delen til Call of Duty: Advanced Warfare på Xbox One og nu Dying Light. Med så mange spil i genren på markedet kan det virke en smule forvirrende, men Dying Light-udvikleren Techland mener at have fundet en gameplay-formular, der gør at deres spil skiller sig ud fra mængden.

Techland blev kendt tilbage i 2011, da de udgav spillet Dead Island, som var et zombie-spil, der fandt sted i et ferieparadis. Forventningerne til titlen var høje, efter den nu populære trailer for spillet blev vist ved annonceringen, men mange blev skuffede da de fandt ud af, at spillet var knap så følelsesladet, og lidt mere fjollet end de havde regnet med. På trods af dette var mange alligevel positivt overraskede over, hvad den relativt lille udvikler fra Polen havde præsteret, og for mange var spillet lidt af et sleeper-hit. En to'er til spillet er undervejs, og er sat til at udkomme senere i år, men først er det Dying Light, som er udviklerens andet zombie-spil, der ser dagens lys.

Dying Light foregår i den fiktive by Harran, baseret på Brasilien, hvor en zombie-virus har inficeret størstedelen af befolkningen under de Olympiske Lege. Infektionen har stået på i en længere periode, da spilleren tager styringen af Kyle Crane, en agent for GRE (Global Relief Effort), og sendes ind i området for at skaffe en folder med tophemmelige dokumenter tilbage fra en tidligere agent af organisationen ved navn Kadir Sulaiman. Der går ikke længe efter ens ankomst, før man angribes af en gruppe zombier, og må reddes af to overlevende fra byen. De tager en med til deres tilholdssted, der er placeret på de øverste etager af et højt lejlighedskompleks, og her dannes der base for spillerens videre færd i byen, hvor zombier og en rivaliserende bande af overlevende truer.

Det lyder alt sammen ganske kliché, og for at være helt ærlig er det også tilfældet. Historien er ret forudsigelig, og karaktererne er nærmest støbt i en form fra utallige andre post-apokalyptiske spil på markedet. Dette gør til gengæld ikke så meget, da spillet har et es i ærmet, nemlig det ganske unikke gameplay.

I Dying Light er der zombier overalt i byen. De er sløve og langsomme, og ikke til den store fare for spilleren, så længe man holder sig til tagene, og undgår større grupper ad gangen. Spillerens færd gennem byen er afhjulpet af et ganske gennemført parkour-system, der gør det muligt for spilleren at springe fra bygning til bygning samt at klatre op ad lygtepæle og høje mure. Det kræver en smule tilvænning, men når først man har fanget idéen med styringen, går det lige pludselig hurtigt med at komme fra a til b.

For at spilleren ikke skal have det for nemt i Harran, er der også andre farer i spillet, og den største af disse er uden tvivl at finde i nattemørket. Om natten bliver zombierne meget farligere, og nye typer zombier dukker op i gaderne. Disse kan løbe og springe på bygninger ligesom spilleren, og andre monstertyper, jeg ikke vil afsløre her, gør også deres entré. Det er enormt svært at se i mørket, så man veksler konstant mellem ikke helt at kunne finde vej og at bruge sin lommelygte, med fare for at man tiltrækker uønsket opmærksomhed fra de levende døde. Derfor er det især i starten vigtigt at holde et vågent øje på sit kort, så snart solnedgangens karakteristiske orange skær falder på byen, da forskellige safe-zones er spredt rundt omkring, hvor spilleren kan hvile sig indtil solen atter står op. Når man senere i spillet har fået mere passende udstyr og evner, kan man benytte sig af den dobbelte xp man får ved at spille om natten, men mit råd til alle nye spillere er at vente lidt, da bare et enkelt fejltrin i mørket kan koste en livet.

Spillets kampsystem minder meget om det vi kender fra Dead Island, hvor størstedelen af våbnene er til nærkampsbrug, og hvor man kan modificere de forskellige våben ved hjælp af byggeplaner og materialer man finder rundt om i byen. Det fungerer godt, da det gør kampene mere intense, og man konstant leder efter nye slagvåben med bedre stats, ikke mindst fordi de enkelte våben har en begrænset levetid. Der findes også skydevåben i spillet, men disse bruges kun i yderste nødstilfælde, da larmen tiltrækker meget aggressive zombier, der sprinter mod spilleren, og nemt kan overmande en hvis man er uopmærksom. Der er også tre udførlige skill-trees til at hjælpe spilleren med at forbedre sig, delt op i kategorierne agility, power og survivor, der alle låses op ved henholdsvis at løbe, kæmpe og udføre opgaver for de overlevende. Disse rollespilselementer fungerer rigtigt godt, og bare mængden af individuelle evner man kan låse op for er enorm, så der skal et større planlægningsarbejde til, hvis man går efter at skabe en meget specifik type figur.

Dying light kan spilles alene, eller man kan vælge at følges med andre gennem spillets velfungerende coop-del. Det fungerer ganske smertefrit, og andre spillere kan hoppe ind og ud af ens spil løbende, uden at det egentlig forstyrrer oplevelsen.

Det eneste der generede mig en smule, var når man rendte ind i utålmodige typer, der konsekvent sprang al dialog over, hvilket resulterede i at ingen på holdet fik hørt, hvad der blev sagt. Derfor vil jeg råde alle, der gerne vil have hele historien med til at begrænse deres spils åbenhed til kun at omfatte folk fra ens venneliste. Man kan også vælge at kaste sig ud i et af spillets enorme mængde af sidemissioner og dynamiske events, hvis man helst vil spille selve historien igennem alene, og implementeringen af et konkurrencesystem, der med jævne mellemrum foreslår aktiviteter som spillerne kan udfordre hinanden i, gør at der er masser at lave i Harran som gruppe.

Der findes også en spil-mode, hvor man kan kæmpe mod andre i stedet for at hjælpe. Denne del er til at starte med forbeholdt dem, der forudbestilte spillet, hvilket har skabt en del utilfredshed på nettet. Denne unikke spil-mode hedder "Be the Zombie", og går ud på, at man får lov til at tage styringen af en helt unik zombie kaldet "the Night Hunter". Som nattejæger invaderer man andres spil om natten, og har til opgave at dræbe de menneskelige spillere, der bliver udstyret med et begrænset antal liv idet invasionen starter. Man er udrustet med bedre nattesyn, skarpe kløer og de meget specielle klatrerødder, der tillader en at bevæge sig enormt hurtigt rundt på hustagene, og ikke mindst at dræbe uopmærksomme spillere i en fart.

De menneskelige spillere er dog ikke helt hjælpeløse, da de er udstyret med UV-lamper, der svækker jægeren hvis den fanges i det, og som gør det muligt at komme tæt på så man kan tæve den med sit jernrør. Jægeren har også reder spredt rundt om i byen, som menneskene har til opgave at ødelægge. Fjernes alle reder fra byen, vinder menneskeholdet. Det er en rigtig sjov spil-mode, som jeg synes er synd, at ikke alle kan prøve fra start af, men jeg går stærkt ud fra, at det vil blive udgivet på et senere tidspunkt, enten som en gratis opdatering eller betalt DLC. Det eneste minus jeg vil give denne feature er, at man som menneske ofte bliver udsat for konstante invasioner om natten, hvilket gør det svært at fortsætte med historien, da alle andre objectives deaktiveres mens kampen står på. Man kan heldigvis deaktivere invasioner fra pausemenuen, så det er ikke et større problem end som så.

Når det kommer til det visuelle er der gode og dårlige sider. Grafikken i spillet er ganske pæn, med skarpe teksturer og flotte lyseffekter. Især når aftenlyset falder på, kan man tage sig selv i at gå i stå på et hustag og nyde udsigten, i stedet for at skynde sig til den nærmeste safe-zone. Det er dog til tider en smule sløret, når tingene bevæger sig hurtigt, hvilket muligvis er et bevidst valg fra udviklerens side, men som godt kan tage lidt fra immersionen. Det sker dog ikke så tit, og i forhold til hvad vi har set rent grafikmæssigt fra udvikleren tidligere, er det tydeligt at de har oppet sig i den afdeling. Figuranimationerne er for det meste også ret gode, men så snart man begynder at interagere med ikke-centrale figurer, kan man godt se at det ikke er alle karaktermodeller der har fået lige meget kærlighed. Det er ganske typisk for spil af denne slags, men det kan godt genere ens øjne lidt, hvis man går fra at tale med en hovedfigur direkte til at tale med en tilfældig i byen.

Dying Light er en solid zombie-titel med unikke idéer, der gør at det skiller sig ud fra mængden. Gameplayet minder mere om det, vi har set i spil som Far Cry og Mirror's Edge, hvor de vilde dyr er blevet skiftet ud med zombier, og den sterile storby er skiftet ud med beskidte huse med bliktage, end det minder om Dead Island.

Historien er ikke den bedste vi har set, og vægter den højt for dig, så træk et tal fra karakteren herunder, men det er i bund og grund ikke så vigtigt når man alligevel konstant bliver distraheret af dynamiske events og sidemissioner, og når bare det at løbe gennem byen er så sjovt som det er.

Dag- og natsystemet fungerer virkelig godt, og man tager tit sig selv i at kigge på spillets ur, for lige at være sikker på, at man har tid til at udforske en bygning for at skaffe materialer, eller om man skal have benene på nakken og søge i sikkerhed. Jeg vil klart anbefale titlen til alle med hang til gode zombie-spil, såvel som folk der nyder spil med solide rollespilselementer.