Captain Toad: Treasure Tracker

Det er sjældent, at tingene kører for Toad. Tidligere var han ofte overset blandt Mario-slænget, og i sine første optrædener var det kun for at bringe nyheder om manglende prinsesser.

Jeg elskede sidste års Super Mario 3D World. Udover at byde på noget af det bedste banedesign jeg længe har set, bød det også på en masse nye idéer, som Mario-spil ellers hellere end gerne holder sig tilbage med. En af de bedste tilføjelser kunne findes hos Captain Toad, der endelig gik fra at være fjollet rummand, til pludselig at få sine egne baner, som mest af alt endte med at overraske med både charme og udfordring. Var du dengang ligesom jeg også helt skudt i Captain Toad, så har du sikkert også haft svært ved at få armene ned over annonceringen af et fuldbyrdet Captain Toad-spil.

Generelt har kendetegnet ved Toad altid været at han er budbringer af dårligt nyt og senest er det veninden og fælles skattejæger, Toadette, der er blevet fanget af den stjerne-elskende fugl, Wingo.

Toad er lidt af en svækling, hvilket muligvis også forklarer hvorfor han normalt står og hepper på sidelinjen, når den røde blikkenslager redder dagen. Faktisk bærer den omvandrende paddehat på en så stor rygsæk, at han end ikke er i stand til at hoppe. Hvad Captain Toad i stedet har er en helt aldeles altgennemtrængende charme. Det er jo ikke just mange kvaliteter, men man må starte et sted, når man er ny i heltebranchen.

Kaptajnens job kræver heldigvis hverken evnen til at hoppe, kaste med ildkugler eller flyve med P-vinger for at blive udført. Målet er nemlig at kigge alle afkroge og skygger igennem for skatte og diamanter. Sidstnævnte er der tre af i hver bane og de agerer fuldstændig som de store guldmønter har gjort i nyere Mario-spil. De øger lysten til at tage sig god tid igennem de mange udfordringer og opspore alle hemmeligheder.

Har du prøvet The Adventures of Captain Toad-banerne fra 3D World, så har du en ret god idé om, hvad du går ind til. Banerne er ofte meget små og ser ved første øjekast meget simple ud. Målet findes i form af en stjerne ved enden af hver bane, der for det meste ser ud til at være nemt inden for rækkevidde. Lad dig ikke narre, for hver eneste bane danner ramme om en tætpakket puzzle-bombe, hvor et af dine hovedvåben er at kunne dreje kameraet, som det passer dig.

At kunne rotere sit kamera i alle retninger spiller en helt essentiel rolle, da banerne er kløgtigt designet til at bruge alle tre dimensioner. Bag hvert eneste hjørne og hver en krog gemmer der sig tit en udfordring i form af gemte nøgler, faldlemme og skjulte gange, man kun kan se fra bestemte vinkler. Ofte er de skjulte gange nøglen til at rykke videre i en bestemt bane, men når de er knap så tilgængelige og vigtige at finde, så er de pludselig vejen frem til at få låst op for hemmelige godter. Udover de tre diamanter huser hver bane også et hemmeligt mål. Det kan være alt lige fra at finde en skjult guldsvamp, til at undlade at dræbe én eneste fjende eller samle et vist antal mønter.

Godt og vel 70 baner bliver man budt på, og de er alle unikke i både tema og udfordring. Det starter ganske simpelt, og i bedste Nintendo-stil er sværhedsgraden ramt lige på, så alle kan være med fra starten. Senere bliver der introduceret nye mekanikker, blandt andet kirsebær, der kloner Toad og pludselig giver adgang til at lege med symmetri og kunne multitaske med flere bevægelser på én gang. Der dukker også en håndfuld segmenter op, hvor det hele foregår på skinner i en lille minevogn, hvor det eneste man er udstyret med er en glaskålskanon og Wii U Gamepad gyrometeret. Målet er pludselig at skyde alt og alle og fungerer helt fantastisk som afbræk fra det mere rolige gameplay.

Gamepaddet gør brug af andet end bare gyrometeret, for touch skærmen bruges også ved flere lejligheder til at styre ting i enkelte baner, blandt andet enkelte stykker af en kæmpe platform, der skal vendes og drejes for at komme igennem. Lifte kan også pustes frem med den indbyggede mikrofon. Det bliver aldrig brugt nok til at blive for meget, og i de små mængder, man får kastet gamepad-funktionerne i hovedet på, virker det helt fortræffeligt. Desværre har man også fra Nintendos side valgt, at kameraet til hver en tid kan styres ved hjælp af gyroskopet, udover selvfølgelig den højre styrepind. Det er mildt sagt irriterende og jeg har svært ved at forestille mig folk, der vælger at spille sådan, grundet den begrænsede plads man har til at bøje og bue sig selv i sofaen, for at få kameraet som man vil have det. Det kan ikke slås fra og det ender med at irritere de fleste, kan jeg forestille mig.

Efterhånden som man kommer igennem spillet, låses der op for bonusbaner. De første stykker er baner hentet fra Super Mario 3D World bare med Captain Toad påklistret. Jeg kan slet ikke forestille mig hvad man har tænkt, da man besluttede sig for at det var en god idé. Uden at gå for meget i dybden og spoile hvad der ellers gemmer sig af bonusting, så er første bane af 3D World direkte kopieret, så man kan få lov at gå rundt i den som Captain Toad. Det er det. At ploppe en langsom figur som Captain Toad ind i et spil, der er designet til at løbe hurtigt, klatre op af vægge som kat og værst af alt hoppe omkring virker sært. Det giver kort sagt meget lidt mening at lade spilleren gå rundt og lave absolut ingenting her. Der er ingen diamanter heller, kun enkelte mønter. Jeg var helt mundlam i de fem minutter det tog (jeps, så langsom er Toad i forhold til Mario) at traske igennem den livløse og gabende kedelige bane.

Hvad der derimod er hentet fra 3D World, som giver mening, er den helt igennem smukke og charmerende grafik. Captain Toad og Toadette jager skatte i en helt fortryllende verden, hvor både grafik og musik giver en magisk oplevelse, af den slags som kun Nintendo formår at skabe.

Mit hjerte smelter på trods af mindre ankepunkter for Captain Toad, og har du bare en anelse samlermani gemt i dig, så vil jeg uden tvivl råde dig til at falde pladask for Nintendo-charmen atter engang. Kunne du lide, hvad du så dengang i Super Mario 3D World, så vil du også smile stort i denne omgang.