Sonic Boom: Shattered Crystal

Har du allerede læst min anmeldelse af Sonic Boom: Rise of Lyric, så har du en ide om, hvad der er dig i vente. Segas velkendte maskot har sammen med vennerne fået et redesign og skal nu relanceres gennem Cartoon Network som en actionfyldt tegnefilm. Et moderne univers hvor Sonic mest af alt er Lara Croft i blå pindsvineform, hvor Knuckles er et stort og stærkt brød, hvor Amy er den kække veninde med en enorm hammer og hurtige bemærkninger, Tails er den gadget-kyndige og trofaste ven, mens Stick er den nye medløber, der gør sig bemærket med en fiks boomerang.

Sonics veninde Amy kidnappes i denne udgave af Sonic Boom af den grumme cyborg-øgle, Lyric, og så er vi tilbage i vante omgivelser med det blå pindsvin.

Modsat Wii U-spillet skal vi dog på 3DS gennem en række mere klassiske Sonic-omgivelser i 2D afløst af nogle (siden Mega CD'ens dage) nærmest obligatoriske fartøjeblikke i 3D, der ligesom Wii U-udgaven mest af alt minder om nutidens endless runners til mobiler. Der er bestemt intet i vejen med indholdet her. Og ved første øjekast (og loop) føles det også som i de gode gamle dage med Sonic og vennerne. Det er det dog ikke helt.

Og det er din mening om de nye mekanikker, der afgør om du skal holde dig væk eller hoppe gladeligt på Sonic Boom: Shattered Crystal. Jo, der er fart - til tider. Ja, der er godt design - til tider. Yup, du får et gensyn med alle de klassiske figurer og velkendte mekanikker. Men du får også et spil, der på mange måder minder mere om de klassiske Castlevania-titler end et fartglad eventyr med det blå pindsvin. Lad mig illustrere dette ved en beskrivelse af første banes udfordringer.

Det starter med en bane, der nok skal bringe minderne hen mod den klassiske Green Hill Zone, men tilsat et virvar af snørklede afkroge og hoppen frem og tilbage mellem dele af banen. Sidstnævne sker ved at benytte en gigantisk slangebøsse, som så skyder Sonic ind på et andet sted i området. På den nederste skærm på din 3DS har du et sparsomt kort med en masse blå kasser og en enkelt markering: slangebøsserne. Og så er det op til dig at finde hoved og hale i omgivelserne. Desværre er der ikke mange forskelligtudseende ankepunkter at navigere efter, og det føles snart som at have mareridt i en kopimaskine udtænkt af Dr. Robotnik. Det er det dog ikke. For der er en smule mening med galskaben. Rundt omkring er der nemlig forskellige dele af et blueprint gemt. Disse kan bruges til at forbedre kortet sammen med ens gadget-ven, Tails, i Sonics hub-verden, som i dette tilfælde starter med at være en solbeskinnet ø. Snart finder man ud af, at enkelte dele af banen kræver andre figurers kræfter, hvis man vil videre. Figurer som man først optjener i den næste bane. Kort sagt bydes der på metroidvania tilsat pinball-flippere, ramper og loops fra den sædvanlige Sonic-menu. Dog i et lidt langsommere tempo og med en energistråle, der i bedste Castlevania-stil kan piske eventuelle fjenders skjolde, så du kan hoppe på dem, når den altså ikke benyttes til at svinge sig over forhindringer som en gribeklo.

Udover energistrålen kan Sonic løbe hurtigt, kaste sig op, ned eller til siden og derved fjerne bestemte forhindringer. Alle fire knapper på forsiden af den lille DS kommer i brug, og det kan være en smule kaotisk i starten at holde styr på, når banen går hurtigst. Da man får Stick tilføjet til holdet, kan man nu ramme kontakter med den nyerhvervede boomerang (der kan styres i luften), og på den måde åbne ellers ufremkommelige dele af omgivelserne. Tails kan naturligvis svæve på opvinde og derved nå nye højder, som Sonic må opgive at komme til. Mens Knuckles fjerner forhindringer med de bare (eller nærmere bandageklædte) næver. Man skifter mellem de forskellige figurer ved et tryk på DS'ens digitale pad.

Der er kort sagt lagt op til masser af backtracking og gentagelse af banerne. Problemet her er dog, at det til tider bliver så tydeligt, at det her er en kunstig forlængelse af spillet. For når en gadget eller et blueprint ligger og venter i begyndelsen af banen, men man død og pine skal gennem alle de enkeltstående dele af denne for at komme ud igen med ens nyfundne dims, så bliver det en smule langhåret. Også selvom eksempelvis den første bane byder på en afstikker i form af et minispil, hvor man i en ubåd skal finde endnu en del af tegningerne på havets bund og senere baner byder på nogle fornøjelige slutkampe.

Bedre bliver det ikke af, at de næste baner kun åbnes op, når man har samlet et bestemt antal af en bestemt slags belønning, og at man derfor til tider er tvunget til endnu en tur. Og så har jeg ikke engang nævnt den splintrede krystal, der ligger navn til spillets undertitel. Her er yderligere (vil jeg tro) 40 dele spredt ud over de forskellige verdener. Andre point kan bruges i en butik, så man blandt andet kan købe et flot Sonic-logo (YES!... eller). De kan også kun optjenes ved at gennemgå hele banen igen.

Som sagt har jeg ikke et problem med det langsommere tempo. Jeg synes faktisk også godt om metroidvania-mekanikkerne, men jeg bryder mig ikke om de kunstige barrierer og de til tider klonede omgivelser. Heller ikke selvom vi efter denne bane bydes på en heftig 3D-svingtur gennem en mine fyldt med gigantiske cyber-orme, eller vi for den sags skyld kan nyde typisk futuristisk Sonic-design i senere 2,5D-baner. For pludselig skal vi igen tilbage til udgangspunktet med Knuckles eller en eller anden ny ven. Vil du yderligere samle alle ringe, køre banen igennem på tid eller lignende, så er du igen i gang med endnu et gensyn naturligvis.

Jeg har dog alligevel nydt min tid med spillet, og jeg synes som sagt godt om designet på banerne. Bare ikke så meget at jeg vil se dem igen og igen, før spillet er til ende. Som bonus til kompletionisten kunne den megen backtracking være sjov, som begrænsning på at komme videre er det en mindre fornøjelig oplevelse. Som du nok allerede har regnet ud, er det tempoet som i sidste ende hovedsageligt skal afgøre, hvorvidt du er til Shattered Crystal på din 3DS eller ej. Vil du have et klassisk og lynhurtigt Sonic-spil? Eller er du tilfreds med en Castlevania-inspireret tilgang til løjerne, som til gengæld giver dig rigtigt mange spiltimer?

Det er dog desværre ikke det eneste, du skal overveje. Modsat mit angivelige held med Sonic Boom: Rise of the Lyrics på Wii U, hvor jeg slap for irriterende bugs, så var jeg nemlig ikke så heldig i 3DS-udgaven. For den største synder er efter min mening "laser-pisken" og Sonics auto-targetting-systemer. Som du måske husker, har Sonic i de nyere spil fået en evne til at "auto-hoppe" mod nærmeste mål. Men når spillet under et hop ikke mener, at du har noget at sigte mod med pisken, fordi du trykker et kvart sekund før den fandt målet, med døden til følge, så ryger fornøjelsen. Og det sker desværre for ofte til, at det udelukkende kan undskyldes med dårlig timing fra spillerens side.

Himmelråbende platte vittigheder og dialoger mellem figurerne i den håndholdte udgave af Sonic Boom gør heller ikke yderligere for at mildne den dårlige smag i munden. De kan dog undskyldes med at målgruppen ganske sikkert er de yngste modtagere i familien, der muligvis finder de naive og let fjollede ordspil morsomme. Os andre? Vi kan ikke engang springe dem over.

Jeg fandt mig dog alligevel til tider fint underholdt af Sonic i håndholdt form, og jeg synes at Castlevania-delen var god. Men det er ikke et rendyrket Sonic-spil, og det er slet ikke tæt på perfekt. Sidstnævnte problem med pisken trækker spillet gevaldigt ned for mig. Og det betyder en karakter under middel, selvom spillet bestemt har sine lyspunkter.

Det er dog dit temperament, der i sidste ende skal bestemme om dette spil er en misfortolkning af Sonic, middelmådigt eller muligvis værd at investere i, hvis du finder det på tilbud. Min mening den har du fået nu.