Freedom Wars

PlayStation Vita'en er en fantastisk maskine, ingen tvivl om det, men den har haft svært ved at finde sin egen hylde på et spilmarked, der efterhånden er overdynget af forskellige spilenheder af alle slags. Dette har betydet at Indie-titlerne er blevet et af hovedtrækkene ved Sonys håndholdte, og at de store AAA-titler, som Sony lovede ville være en central del af Vita'ens appel, langsomt er blevet udfaset. Og ind kommer så Freedom Wars, et actionpræget arenaorienteret rollespil, der er udviklet hos Sonys eget Studio Japan. Det er blevet kaldt PlayStation Vita'ens sidste AAA-titel, og har haft en lysende modtagelse i Japan, men kan succesen gentages her i vesten, og vigtigst af alt: Kan Freedom Wars sætte gang i Vita'en igen?

Men før vi besvarer det spørgsmål, så lad os lige sætte stemningen for spillet.

Min klinge borer sig igennem de mange beskyttende lag af hårdfør aluminium, og den gigantiske jernkæmpe giver et storslået smertebrøl fra sig, mens den tumler hjælpeløs mod de støvede brosten med et sønderrivende brag. "Gå efter borgeren!" råber min kompagnon, og peger på metaldyrets gigantiske udhulede mave, der agerer celle for en bevidstløs menneskeskikkelse. Jeg udnytter bæstets øjeblikvarige svaghed, og skyder løs på de tykke jernhængsler, som holder fængslet på plads. Min holdkammerat vrister det skudsikre glas ud af metalrammen, akkurat inden metalkæmpen endnu engang rejser sig, og begynder at slå ud efter vores lille hold.

Ud vælter den bevidstløse medborger og rammer jorden med et benknusende klonk. "Tag hende på ryggen og løb!" siger min overordnede, der skrigende tømmer patroner i de bærende led på den gigantiske robot. Jeg griber hårdt fat om den elastiske krop, og løber væk fra truslen. Robotten tonser efter mig, og jeg får kun akkurat lagt borgeren ind i flugtkøretøjet tids nok til at plante mit sværd lige imellem to aluminiumsplader på robottens ben. Endelig falder kæmpen for sidste gang, og vi flygter med den bevidstløse borger, før bæstet har mulighed for at rejse sig.

Én million år i fængsel. Sådan starter din karakter. Efter en mission hvor du ganske tragisk mister din hukommelse, bliver du idømt én million års fængsel, og skal derfor tjene din selvvalgte stat, dit panopticon, for langsomt at nedsætte din dom. Det at "tjene" dit Panopticon betyder i virkeligheden at gennemføre en lang række arena-baserede missioner, der gradvist, alt efter sværhedsgraden, giver dig opgraderingspoint, kontrabande og nedsætter din dom.

Det lyder tilnærmelsesvis simpelt, men konceptets mange systemer er uhyre komplekse, når først du åbner op for dem alle, men lad os starte med missionerne selv.

Freedom Wars handler nemlig om Monster Hunter-inspireret arenaaction, hvor du og en række online-venner eller computerstyrede AI-kompagnoner, skal samarbejde om at knuse en række modstandere. Disse tæller enorme robotter, vanskabte monstre eller et hold af lignende opsætning som dit eget, bare fra et andet Panopticon. Du vælger et nærkampsvåben, et gevær af en art og en thorn, der enten kan heale eller fungere som en slags transportkabel, samt to ekstra kamphjælpemidler. Med disse værktøjer i rygsækken klarer du den ene mission efter den anden, hvor du enten skal nedlægge en stor fjende eller en masse små, eller evakuere en borger, der er uvurderlig for dit Panopticon. Det er en simpel missionopsætning, der ikke kaster et væld af forskellige mekanikker i hovedet på dig, men i stedet lader dig have det sjovt i simple rammer. Det fungerer også ganske godt, uden alt for mange overraskelser i hatten udover det originale koncept.

Din thorn sørger for mobilitet og fart, de mange opgraderbare våben i både nærkamp og skyderier giver diversitet, og de forskellige opgavetyper fjerner noget af irritationen ved det lidt repetitive arena-design. Det lader derfor til at Freedom Wars slipper ret godt fra det hele, men ensformigheden ulmer konstant under overfladen, og stikker til tider sit grimme ansigt frem, når den samme arena bliver kombineret med den samme missionstype endnu en gang. Når det så er sagt, er kombinationen af nærkamp og skydevåben ganske veludført, og når du bruger din thorn til at springe rundt i arenaen, giver det kampene et ordentligt skud tempo. Men ligesom Soul Sacrifice, en anden arena-baseret Vita-eksklusiv titel, er sjove kampe ikke nok til at holde spillets over 30 timer lange kampagne frisk.

Heldigvis er der indhold imellem de til tider lidt repetitive missioner, nemlig i form af noget underholdende baseudforskning i dit Panopticon. Som du stiger i rank og nedsætter din dom, får du mulighed for at købe dine tabte rettigheder tilbage. Retten til at sove, retten til at tale med andre fængslede af det modsatte køn, retten til at løbe i mere end fem sekunder ad gangen, alle skal de købes, ellers bliver der konstant sat år til dommen. Dette kulminerer i at spilleren køber rettigheden til at forlade sin celle og udforske fængslet. Her får man mulighed for at gå i dybden med spillets finurlige præmis, og samtidig opgradere våben og udstyr i diverse butikker.

Det lyder ikke af ret meget, men Panopticon-udforskningen giver spilleren mulighed for at puste lidt ud mellem missionerne, og giver noget nødvendig forklaring og uddybning af den dystopiske fremtidsvision som Freedom Wars præsenterer. Uddybningen er faktisk ganske central, for selve historien, som spilleren slavisk tvinges til at følge, giver ikke samme nuancerede billede af den spændende verden. Faktisk foregår det meste af historien i nogle kedelige mellemsekvenser, hvor sidekaraktererne pædagogisk overforklarer alt, hvad der foregår. Det er ærgerligt at historien ikke udnytter det interessante univers, i stedet hurtigt bliver noget der skal overstås, så man kan udforske omgivelserne, gøre klar til en sjov mission eller købe nye rettigheder.

Heldigvis er der en let måde at bryde gentagelsen og tilgive den lidt kedelige historie, for alle missioner i Freedom Wars kan gennemføres af et hold af venner i stedet for AI, og dette ændrer spillets designfilosofi fuldstændig. De lidt intetsigende arenaer er pludselig ubetydelige, for nu kræver bosserne reel taktisk og rationel sans, for sværhedsgraden stiger nemlig støt med antallet af spillere. Jeg fløj forvildet rundt med min transport-thorn og skød løs i mit første multiplayer-forsøg, og vi blev alle straffet hårdt for vores (eller min) manglende taktiske sans. Muligheden for at spille sammen fire spillere, eller end da 4v4, er Freedom Wars' store trumfkort.

Ligeledes er spillets tekniske finesse på plads. En af den håndholdtes store problemer har altid været, at lidt for ambitiøse spilprojekter har skulle tilpasses de åbenlyse hardware-begrænsninger, og resultatet har tit været ustabile billedhastigheder og grimme teksturer (Borderlands 2 hallo!?). Heldigvis undslipper Freedom Wars fuldstændig denne grusgrav af dårlig omtale, for selv i de mest intense kampsituationer i både single- og multiplayer, forbliver oplevelsen skarp og flydende.

Resultatet er en lidt blandet pakke, der ultimativt via en underholdende multiplayer-suite og et skarpt designkoncept, undslipper nogle af de gængse klagepunkter, spiloplevelser af denne type tit lider under. Helt undgår Freedom Wars desværre ikke at falde i ensformighedens klør, og en uinspireret historie oven i hatten hjælper ikke ligefrem på den blandede smag i munden.

Heldigvis opvejer de sjove og tempofyldte kampe de dårlige sider, og i sidste ende formår Freedom Wars at give Vita-ejere en sjov, tilgængelig og dyb pakke med masser af muligheder for at tilpasse oplevelsen, og derefter dele den med venner og fremmede online. Vita'ens store AAA-redning er det måske ikke, men en underholdende spiloplevelse? Ja, det tror jeg nok.