Grand Theft Auto V

Klokken 18:30 - Sammen med Trevor, Michael og Franklin er jeg på endnu et job.
Klokken 18:35 - Jeg skifter til førsteperson, selvom jeg hader den vinkel i spil.
Klokken 18:40 - Jeg konstaterer at overgangen mellem de to vinkler sker sømløst
Klokken 18:43 - Jeg gisper ved synet af omgivelserne under min biljagt
Klokken 18:47 - Jeg behøver næppe fortælle jer, at det ikke går som planlagt med røveriet.
Klokken 18:55 - Jeg har set en kat.
Klokken 19:01 - Jeg har sammen med min homie stjålet min første bil.
Klokken 19:50 - Jeg keder mig en smule.
Klokken 20:03 - Nikki er ret flink, men jeg har hende mistænkt for at tage mig for pengenes skyld. Et fingerprej i den retning er at vores venskab sjældent varer meget længere tid end mit seddelbundts tykkelse eller udsmiderens tålmodighed.
Klokken 20:12 - Nu er jeg den stolte ejer af en kniv.
Klokken 20:25 - Jeg kommer i tanke om at Nikki muligvis havde små glinsende svedperler på huden, og i grundighedens navn vender jeg tilbage for at se, om karaktermodellerne virkelig er blevet så forbedrede. Og sørme ja.
Klokken 22:18 - Jeg får nok af storbyens larmende fristelser efter at være blevet dræbt af en arrig rottweiler og sigter mod bjergenes skønne og fredfyldte natur.
Klokken 22:25 - Jeg stjæler en cykel og cykler mod toppen af nærmeste bjerg.
Klokken 22:29 - Jeg bliver dræbt af en puma.
Klokken 23:33 - Min faldskærm folder sig ikke ud som planlagt - hvordan helvede er det nu man? ... splat.
Klokken 23:55 - Jeg har fundet nye fisk og er druknet af begejstring. Tid til en pause.
Klokken 02:07 - Jeg har åbenbart stadig førstepersonsvinklen slået til. Kors den er fed.
Klokken 02:55 - Jeg erklærer dette det bedste GTA til dato.
Klokken 03:12 - Jeg slapper af på toppen af et godstog, mens jeg nyder udsigten af Davids Quartz, Grand Senora Desert, Tataviam Mountains, Murietta Heights for endelig at stå af i gode gamle East Vinewood.
Klokken 03:40 - Jeg får dårlig samvittighed over ikke at foretage mig meget andet fornuftigt end at nyde omgivelserne og slå tilfældige mennesker ned. Måske er det sengetid? Der er jo en dag i morgen.

Sådan cirka gik mine første mange timer i genudgivelsen af Grand Theft Auto V på PlayStation 4. Der loves masser af fantastiske new gen-oplevelser i Rockstars nyversion af sandkassen, og selvom jeg er yderst skeptisk, da jeg påbegynder min færd, skal det snart vise sig, at her er en udvikler, der holder, hvad de lover.

Jeg forstod ikke helt benovelsen over GTA V på de gamle konsoller, jeg synes det til tider hostede og hakkede som en etbenet sømand i modvind, jeg fandt det ligesom forgængeren teknisk yderst mangelfuldt, selvom det var det flotteste GTA endnu. Jeg blev irriteret over, at man ikke kunne gøre andet end at være sur og ond mod alle man mødte (en kritik, der stadig gør sig gældende), jeg brød mig ikke synderligt om styringen af bilerne, animationerne på figurerne eller historien, og jeg fandt spillets omgivelser fine, men kedelige. Jeg synes dog stadig om tanken om den åbne verden og de mange tåbeligheder, man kunne foretage sig der. Assassin's Creed-serien var, med undtagelse af GTA-seriens San Andreas og Chinatown Wars, i årevis min foretrukne legeplads - især med Black Flag. At Assassin's Creed: Unity siden har skuffet mig bravt med en haltende frame-rate og pop-in, gør ikke mine forventninger til dette new gen-eventyr større. Især ikke når Rockstar lover endnu flere figurer på skærmen, 1080p og en masse andet lir.

Men modsat Ubisoft forstår de åbenbart også begrænsningens kunst. Flere figurer på skærmen er måske meget korrekt i forbindelse med Grand Theft Auto V, og der er tidspunkter, hvor man også bemærker det, men i forhold til Assassin's Creed: Unity er det ingenting. Hvor der var hundrede på skærmen i Ubisofts snigerspil, er det sjældent at se mere end måske højst 20 styk her, og det vel og mærke hvis man leder grundigt. Men, og det er et yderst vigtigt men: Rockstar har tydeligvis forstået hardwarens evner og haft tiden med sig. For for helvede hvor kører GTA V som en drøm.

Endelig langt om længe får vi et GTA-spil, der ikke halter eller dykker i frameraten, men et spil som holder sig på konstante 30 billeder i sekundet. Ja, jeg har fået den til at dykke: én gang i løbet af mine første seks timer med spillet. I lige omkring et sekund. Kort sagt. Rockstar holder, hvad de lover. Det er lækkert. Det er meget lækkert.

Men hvad der måske er endnu mere lækkert, er den nye førstepersonvinkel. Som jeg indledte med at sige, så kan jeg normalt ikke fordrage denne vinkel i andet end fuldblodsskydespil, men arbejdet, der her er lagt i det, er så fortræffeligt. Det er gennemarbejdet i en sådan grad, at jeg ikke kan mindes at have set lignende. Når du svømmer eller kravler, kan du se dine arme, kigger du ned, ser du dine fødder og hænder, står du stille og tripper, er det ikke usædvanligt at se personen knække fingre eller tørre sig i hovedet. Tager du styrthjelm på, så er detaljerne ligeledes bevaret. Du kan ane hjelmens kanter og solafskærmning. Telefonen holdes nu også i hånden, mens du betjener den, og fylder således ikke kunstigt skærmen. Det sker endda i forskellige vinkler afhængigt af, om du kører eller går. Selvom du naturligvis ikke kigger på mobilen, mens du kører, vel?

Det er yderst tilfredsstillende at benytte våben, og skiftet mellem tredjeperson og førsteperson sker flydende og lynhurtigt (via et tryk på din controllers touchpad), selv i de scener, hvor du skifter mellem de forskellige figurer. Et hav af indstillingsmuligheder lader dig ligeledes have indflydelse på hvor meget af den oprindelige tredjepersons-fornemmelse, du vil bibeholde. Helt ned til hvornår en bestemt type styring skal træde i kraft, hvor stor vinklen på synsfeltet skal være og om denne styringsmetode skal være unik for førsteperson og ændres i tredjeperson. Og selvfølgelig hvornår de enkelte vinkler skal træde i kraft. Vil du køre i tredjeperson, men skyde i førsteperson? Eller skal dine online-spil kun foregå fra en bestemt vinkel (også for andre deltagere, du inviterer)? Med aim-assist i tre grader - eller uden? Det indstiller du bare. Så klares det automatisk. Bravo.

Apropos køre. For mig er den måske allervigtigste ændring sket ved bilerne. Jeg føler endeligt, at det er sjovt at køre i GTA. Jeg føler, at jeg har mere kontrol over styringen og bilens placering, jeg morer mig kosteligt over detaljerne i de mange bilmodeller, og jeg gyser, når billedet tilter under styrt, eller når jeg skræver på en tohjulet fartdjævel. Instrumentbrættet i de mange biltyper er også designet med kærlig hånd. Nogle har moderne radioer, der viser radiostationen på et display, mens andre smadderkasser igen har et hul, hvor der burde være speedometer og andre vigtige informationer. Samtidig har bilerne også bedre skadesmodeller nu, og du kan virkelig se en bil gå fra ny til skrot ved uforsvarlig kørsel. Det er kort sagt fantastisk, hvad der er gjort ud af detaljerne og den nye førstepersonsvinkel - eneste reelle konkurrent til sidstnævnte er lige nu Far Cry 4.

Og jeg kan passende genbruge det udsagn om omgivelserne. Første gang jeg ser en regnfyldt gade, er det så det gipper i mig af glæde. Og jeg bliver meget forbavset, hvis du ikke ligesom jeg, bruger lidt tid på at trampe i vandpytter som et begejstret børnehavebarn. For fanden, det er flot. Vandpytterne er dog ikke eneste vejrlige forbedring, man kan i langt højere grad fornemme om vejret er godt eller skidt i Los Santos. De samme forbedringer gør sig gældende for lyseffekter, detaljer på bevoksning og træer, røg og bygninger.

Omgivelserne er kort sagt rasende flotte. Det her er som at tage på rejse gennem en bunke amerikanske byer. Intet teknisk kommer i vejen. Intet synligt pop-in af hverken figurer eller teksturer, kun blide overgange. Det er ren spilleglæde og oplevelse.

Nu har Rockstar jo ikke bare lovet nyt grafisk lir, men også mere indhold både af collectibles, musik, biler og dyrearter. Sidstnævnte har jeg bemærket et par gode eksempler på. Der er flere typer fisk i havet, hunderacerne er udvidet med blandt andet hyrdehunde og golden retrivere, der er ligeledes en ny række farver på de forskellige kamphunde. Og så er der de førnævnte katte. Jeg kan heller ikke mindes at have oplevet dyr, der lignede hyæner eller prærieulve. Alle har ligesom fodgængerne fået et pift op i animationerne og detaljegrad, og det ser igen forrygende godt ud.

Var du fan af rumskibsmissionen, der blev udløst af collectibles, så vil det glæde dig, at der denne gang er en ny slags, der sender en af vores antihelte på en ny mission. Der er ligeledes en foto-udfordring tiknyttet Franklin, som sender dig på dyrejagt. Jeg savner stadig en overordnet collectible som i det klassiske Crackdown, men omvendt elsker Magnus her fra redaktionen, at der er et mål med indsamlingen andet end et tal. Det er åbenbart en smagssag.

Men ingen roser uden torne. Og at kalde det torne er måske endda så meget sagt, for de fleste begrænsningers vedkommende, men der er særligt en, der skuffede mig. Bilerne mangler ikke sidespejle eller bakspejle, men de mangler faktiske spejlinger i disse i førsteperson. I stedet spises vi af med en udtværet spejling, der er baseret på omgivelsernes farver, men som på ingen måde spejler biler eller fodgængere, og derved gør dem ubrugelige især i biljagter, men også i generel brug. Jeg er dog villig til at se gennem fingre med denne, da Rockstar som tidligere nævnt tydeligvis har kendt hardwarens begrænsninger og endelig langt om længe har satset på en stabil framerate - hele tiden. Frameraten er som sagt netop stabil, og jeg fornemmer at Rockstar har tænkt smart i den retning, for det føles som om - hvis man kigger godt efter - at objekter meget længere væk er dem, der mangler detaljer, eller rammes af framerate-drop, hvis man eksempelvis drejer kameraet hurtigt og farer rundt i et forsøg på at tvinge spillet i knæ. Så kommer der nemlig en lille smule "fnidder" på scrollingen der. Men det er langt væk, ude af ens fokus og dermed ubetydeligt. Der er også enkelte opslag på lygtepælene, som faktisk stadig består af skriblerier, der ikke kan læses. Som sagt, Rockstar har sparet, hvor det er nødvendigt i stedet for at bide over for stor en udfordring.

Med disse detaljer som de største udfordringer ved denne opdatering, kan du nok også godt regne ud, at det er småt med problemer. Til gengæld er det fyldt med gode ideer og mindre tilføjelser. Bare tag et kig på Dualshock-controlleren. Her hører du dine mobilsamtaler, hvilket giver en sjov effekt. Mere overraskende er dog effekten af at høre politiradioen og kommunikationen på selvsamme kanal i controllerens højtaler. Det giver nemlig en helt ny dimension til biljagterne, og man gribes i langt højere grad af stemningen og sætter pris på det ret gode stemmeskuespil der.

At dioden i controlleren også skifter farve alt efter din valgte figur, skulle ifølge Rockstar også være en nytilføjelse, den bemærkede jeg dog ikke. Ligeledes er der ikke overraskede nyt at nævne til online-delen indtil de lovede Heists. Der er dog nu op til 30 spillere og to tilskuere samt mulighed for at gemme på tværs af formater. Figurerne her og figurskaberen har samtidig fået flere detaljer. Du ved selv, om det betyder alverden for dig.

Det evige spørgsmål man står tilbage med, er dog: Hvad skal sådan en sag have i karakter. Det forbandende tal, der åbenbart siger mere end totusinde ord, skal jo gives. Personligt havde jeg givet GTA V til de normale konsoller et 8-tal, ganske enkelt af de årsager, jeg allerede har nævnt. Jeg er ikke vild med den ensidede rå og overdrevent "maskuline" mentalitet, den manglende overordnede collectible, de til tider lidt stive animationer og de karrikerede figurer.

Men vigtigst af alt frameraten trak ned i oplevelsen for mig i det oprindelige spil. Jeg har grebet mig selv i at nyde historien meget mere her, ganske enkelt fordi nye animationer og ansigtsanimationer på figurerne gør en del for indlevelsesevnen og får det til at virke som en god (stadig animeret) B-film fremfor et computerspil, men også fordi omgivelserne nu ser underskønne ud, bilerne glinser og skinner, og for mit vedkommende indbyder spillet nu meget mere til at gå på opdagelse. Det ligner og spiller som det, vi troede at new gen ville byde på langt oftere, og alene det gør det til lidt af en bedrift. Med 4K på vej til PC-folket, ville jeg tisse i bukserne af fryd ved tanke om den udgave, hvis det ikke var fordi jeg allerede er blæst væk af denne. Vi gav det tidligere spil 10 her på Gamereactor, og jeg er villig til at følge trop. Også selvom der stadig er små mangler, som jeg gerne havde været foruden.

En bruger kommenterede på den første anmeldelse med ordene "Jeg kan ikke se hvorfor den kan få 10, hvis der er minus ved spillet". Det kan spil, hvis man sidder tilbage med følelsen af et mesterværk. Et 10-tal betyder ikke nødvendigvis perfekt, men det betyder at her venter en helt særlig oplevelse af skyhøj kvalitet. Helhedsindtrykket er fantastisk, og GTA-serien har aldrig set så godt ud.

For mig var The Last of Us til PS4 det bedste remake overhovedet i nyere tid, alene fordi historien i min verden er gribende og fantastisk, men den ændrede ikke præmisset for spillet. GTA V topper denne på indhold, teknik, gameplay-detaljer og tilføjelser. Her er et remake, der kan anbefales til dem, der har haft samme problemer med serien som mig, eller fans af GTA V, der allerede ejer spillet. Ikke kun grundet en bedre framerate eller flottere omgivelser, men også fordi den teknisk og gameplay-mæssigt disker op med mange nye og lækre tilføjelser, der gør Rockstars barske verden endnu mere gribende og tillokkende.

Tilbage er der kun at sige: Køb det for pokker.