Assassin's Creed: Unity

De afbrændte stumper af det franske flag knitrer i den kølige aftenluft. Over mig tårner Notre Dame domkirken, der i aften er vært for tusindvis af rødklædte revolutionære, der desperat kræver den absolutte ødelæggelse af den pompøse overklasse. Jeg involverer mig slet ikke i sådanne trivielle sager. Mit mål er en af aftenens officerer, der patruljerer området. Han må dø. Jeg bevæger mig roligt igennem den vrede horde, og når helt frem til vagternes sidste forsvarslinje, før jeg slipper uset ud af menneskemængden. Paris er min legeplads, og i dag agerer Notre Damme klatrestativ. Jeg hiver mig selv op på af en de hundredevis af stengargoyler, der vogter over kirkens tårnhøje mure. Officeren er nær ved. Hans patruljerute tager ham akkurat under mit nuværende udsigtspunkt, og jeg fryder mig ved den oplagte mulighed. I et svanespring kaster jeg mig ud fra gargoylen, og bruger min vægt til at knuse ryggen på den patruljerende officer. Hans vagter må hurtigt bøje sig for min kårde, og med ét er den rolige parisiske sidegade forvandlet til et massemord af dimensioner. Jeg skuer ud over den begyndende revolution fra et nærliggende hustag. Snart vil gaderne dryppe af fransk blod.

Assassin's Creed er efterhånden en af årets største spilbegivenheder. Med designfilosofien "historien er vores legeplads" i rygsækken, har serien taget spillere med til den italienske renæssance, de amerikanske kolonier og på piratfart i det caribiske hav. Kvaliteten har ligeledes været ujævn spillene imellem, men salget er steget støt, og der hersker efterhånden ikke nogen tvivl om, at Assassin's Creed er en integreret del af spilbranchen. Oven på forrige års forfriskende Black Flag har presset dog været ekstra stort. Men efter Assassin's Creed: Unitys officielle afsløring i marts, og et par vidunderlige E3-trailere på Microsofts scene i juni, har troen på endnu et stærkt kapitel i den gigantiske saga været stor. Fokusset denne gang er den franske revolution, den nye assassin Arno Dorian og kooperativt spil mellem fire forskellige assassins på samme tid. Ambitionen er tydelig, og Unity er endda blevet beskrevet som et slags reboot, en genstart for serien. Kan Unity fastholde det positive momentum? Lad os trække i den ikoniske hætte, slibe den skjulte håndledsklinge parat endnu en gang, og finde ud af det.

Hvis du endnu ikke er bekendt med Assassin's Creeds formular, kommer her et lille recap: Du er en assassin, et medlem af en tophemmelig orden, der sørger for at balancen mellem folket og de magtfulde opretholdes, og at korruption, magtmisbrug og ondskab ikke får lov til at tage overhånd. En ægte assassin er parkour- og bevægelsesekspert, kan forsvare sig med en lang række våben, og forblive uset når situationen kræver det. Som Arno Dorian skal du derfor, gennem et tredjepersonsperspektiv, systematisk arbejde dig gennem den franske dekadente overklasse gennem et sæt hurtige ben, en lang række smarte gadgets, en pålidelig klinge og ikke mindst en sans for snigeri. Det er en formular der efterhånden er afprøvet en lang række gange, og på sin vis er der ikke meget nyt under solen i Unity. Men kigger man under kølerhjelmen, er der en masse mekaniske ændringer, der retter op på nogle af de fundamentale designfejl, som efterhånden har defineret serien. Parkour føles nu tungere, langsommere og er derfor en mere kontrollerbar størrelse. Arno lystrer dine kommandoer på en langt mere flydende og lydhør måde, og dette gør selve bevægelsen, som er en stor del af en Assassin's Creed-titel, til en langt mere behagelig oplevelse end tidligere. Ligeledes kan Arno nu selv klatre ned fra bygninger ved et enkelt tryk på en knap, så nu undgår du helt den tragiske misforståelse, hvor din Assassin vælger at hoppe ud fra høje bygninger, i stedet for at klatre ned af dem. Kampsystemet har også fået en opdatering, eller snarere en strømlining. Du slår, parerer og laver seje rullefald, og det er i virkeligheden dét. Ubisoft har heldigvis holdt det simpelt og forståeligt, og kampene handler mere om valg af våben og brugen af gadgets, end et combo-meter og knap-kombinationer. Men det handler jo om snigeri, og her tilføjer Unity nogle nye kernemekanikker til dit arsenal. For først gang har du en designeret stealth-knap, som bøjer Arno ned, så han kan bevæge sig lydløst og uset. Samtidig efterlader Arno en silhuet, der hvor fjenderne mener han er. Dette system er løftet direkte fra Splinter Cell-serien, men giver spilleren lidt flere kort på hånden når fjenderne er mange, og man gerne vil undslippe uskadt. Disse tilføjelser lyder af småting, men gør en verden til forskel for den samlede oplevelse, der føles ny og frisk for første gang i lang tid.

Og du vil så sandelig få brug for de nye mekanikker, for Assassin's Creed: Unitys nye missionsdesign kræver lidt mere af spilleren end tidligere. De er designet ud fra studiets nye "black box"-princip, hvor du får serveret en lille sandkasse, et mål og en række små ekstra opgaver for at øge dine chancer. Herefter er du på egen hånd, og må selv regne ruten og exitruten ud, og disse er en fortræffelig tilføjelse, der endelig gør kål på seriens lidt ensformige design. Samtidig kan Unity tilbyde en række sidemissioner, der også gør op med tidligere designfilosofier. Du kan røve banker, opklare mordmysterier og investere i cafékæder, og ingen af disse missioner fremprovokerede det samme sigende suk, som de tusindvis af "eavesdrop"-missioner gjorde i eksempelvis Black Flag. Der er diversitet og kvalitet på samme tid.

Samme kompliment kan gives til Paris, der så sandelig er en af seriens mest levende sandkasser til dato. Revolutionen er en kaotisk tid, og rundt omkring på gaden udbryder spontane kampe, gigantiske demonstrationer og patriotisk fællessang. Der er ikke én person på gaden der ser overflødig ud. Alle har gøremål, taler og gestikulere samtidig, og dette gør Paris til et vidunderligt sted at være.

Et af de store fokusområder i Unity er spillets kooperative komponent, der var en del af fremvisningen på E3-scenen i juni. Med enten en eller tre venner kan du deltage i nogle specifikke co-op missioner, der både har deres egne filmiske introduktionsvideo og en række forskellige opgaver. Du kan trække din singleplayer-figur ind i disse missioner, så alle dine unlocks, gadgets og seje outfits kan vises frem til dine misundelige medspillere, og der er endda specifikke co-op evner tilgængelige. Disse kan for eksempel heale hele din gruppe på samme tid og give ekstra kampbonuspoint. Der er altså lagt op til at hele gruppen arbejder sammen, tænker rationelt og tager tingene stille og roligt, men hvis du vælger at spille med borgere fra internetland, er det sjældent sådan situationen udspiller sig. Det er svært at kommunikere med sine holdkammerater, med mindre det er via party-chat funktionen, og hele operation bliver tit ukoordineret og rodet. Co-op viser sig fra en langt blødere side, når man spiller med venner man kan kommunikere løbende med. Stealth-drab bliver pludselig synkrone, exitstrategier bliver pludselig diskuteret og kamp bliver en voldelig assassin-dans, bare med blod og stål. Det kan derfor anbefales at samle et hold af venner, når Unity skal sparkes i gang, for her giver fokusset på kooperativt spil mening, og bliver hurtigt en af spillets største styrker.

Og nu hvor vi er ved styrker, er Unitys historie faktisk en man skal lytte efter denne gang. Plottet tager os helt fra Arnos spæde barndom i Versaille, til hans rejse igennem assassin-ordrens rangstige, og tager udgangspunkt i hævn, magtmisbrug og uforløst kærlighed. Der er ikke meget nyt under solen her, men Arno behandler det hele med en kølig fransk arrogance, der giver historien et nødvendigt skud energi og humor. Hvis du kan huske Ezio Auditore, er vi i samme boldgade her. Sidekaraktergalleriet indeholder store revolutionære navne som Gabriel Mirabeau, Marquis de Sade og selveste Napoleon Bonaparte, der hver især tilføjer farve til en historie, der måske er lidt genkendelig, men ultimativt lokker spilleren til at udforske de politiske bagtanker ved revolutionen. Men det er nu alligevel mellem Arno og spillets centrale kvindelige karakter Elise, at magien findes. For Elise er faktisk tempelridder, hvilket lægger an til en række interessante problemstillinger, hvor de to barndomsforelskede må vælge mellem deres kærlighed til hinanden, og deres loyalitet overfor deres respektive ordener.

Det ser godt ud ikke sandt? Du forventer nok en konklusion, der med fanfare og fyrværkeri lovpriser Unity for alle de førnævnte forbedringer, og kvitterer med en karakter af højeste kaliber. Men hold lige fast, for der er et ret vigtigt problem, som jeg har valgt at gemme til sidst. Assassins Creed: Unity er nemlig en solid spiloplevelse, men denne bliver konstant trukket ned af... you guessed it, grafikken. Unity er nemlig smukt. Altså rigtig smukt. Der er tusindvis af mennesker på skærmen ad gangen, mellemscenerne er nu vidunderligt realistiske og lyset fra den skarpe sol på de knuste parisiske brostenstorve er nærmest rørende smukt. Problemet, der desværre opstår i denne forbindelse, er en djævel af en ujævn billedhastighed, der kan krybe så langt ned som 10-15 billeder i sekundet. Det kan være ganske uudholdeligt i et spil, der handler om bevægelse, og det føles til tider som om at Unity er på randen til at kollapse om sig selv. Al spildesign er en balancegang mellem graden af visuel detalje og en blød og rolig billedhastighed, men i Unity er vi gået alt for langt i den ene retning. Samtidig skal du regne med en heftig mængde tekstur pop-in, altså hvor detaljerne på en bygningsfacade eller en menneskemængde hopper ind og ud af billedet. Dette er ikke nær lige så ødelæggende som den ujævne billedhastighed, men bidrager stadig til følelsen om at teknikken bare ikke helt sidder hvor den skal.

Ultimativt er Assassin's Creed Unity dog en yderst veldesignet spiloplevelse, der formår at rette mange af de fejl, som tidligere har plaget serien. Væk er det ensformige missionsdesign, den lidt ujævne parkour og de lidt intetsigende hovedpersoner, og er erstattet af de fantastiske black-box missioner, solid og tung bevægelse og en fed historie ledt af en interessant hovedperson. Desværre er teknikken langt fra på plads, og den ujævne billedhastighed er til tider så tydelig, at den direkte ødelægger oplevelsen. Det er en skam, for den visuelle sans for detalje har tydeligvis været et stort fokus i Unity, men det er samtidig tydeligt at det er gået for vidt, og derfor halter billedhastigheden konstant. Det er derfor en blandet smag i munden man efterlades med, for tragisk er det, at Unity er så pænt og veldesignet, at det er ved at kollapse om sig selv.