Dragon Age: Inquisition

Storslåede fortællinger i dybe spiluniverser er hvad Bioware i mange år har gjort sig bemærket ved med spilserier som Mass Effect og Baldur's Gate og ikke mindst Dragon Age. Nu er tiden kommet til det seneste spil i Dragon Age-serien, og mange fans har store forventninger til hvad udviklerne har at byde på i denne ombæring ikke mindst på grund af den noget blandede modtagelse. som forgængeren fik blandt spillerne, hvor mange mente spillet var blevet for lineært, og historien knap så tiltalende. Så er spørgsmålet bare om Bioware har formået at rette op på de tidligere kritikpunkter med Dragon Age: Inquisition, hvor der loves mere frihed, dybere historie og en mærkbar effekt på ens omgivelser, ud fra ens handlinger.

Noget af det første man bliver mødt af i Inquisition, efter en ganske kort introfilm, er karakterskaberen. Her har Bioware virkelig oppet sig og givet spilleren et væld af muligheder, der tillader at skabe en helt eller heltinde helt ud fra ens egen fantasi. Man har valget mellem fire racer, som er menneske, dværg, elver og - for første gang som spilbar race - qunari, både mandlige og kvindelige, og tre spillerklasser, nemlig magiker, kriger og rogue. Når disse beslutninger er truffet, kastes man ud i en character creator, der vil få enhver perfektionist til at tabe mælet, Hver ansigtsdetalje kan finjusteres, lige fra næsens og mundens bredde, helt ned til hvilken farve figurens indre og ydre iris skal have. Det var svært ikke at blive helt tabt i mit forsøg på at skabe den helt rigtige figur, især når jeg vidste, at dette skulle være hovedpersonen for mit episke eventyr i mange mange timer. Det lykkedes mig heldigvis efter en hel del tids finjustering at blive tilfreds, og jeg kunne endelig komme i gang med historien.

Baggrunden for historien i Dragon Age Inquisition er omgivet af mystik. Der afholdes et fredsmøde mellem tempelridderne og magikerne, der længe har været i krig med hinanden, arrangeret af The Chantry, spiluniverstets største religiøse gruppe, anført af The Divine. Under mødet sker der en kæmpe eksplosion, hvor tusindvis, samt The Divine, mister livet, og et kæmpe hul i himlen opstår. Der dukker også flere Rifts op, der fungerer som portaler til The Fade, som er universets metafysiske rige, og som tillader dæmoner at trænge igennem og angribe folket. Det er derfor heller ikke så underligt at man tages til fange, da man træder ud af en af disse Rifts som eneste overlevende med en grøn aura, der dækker ens højre hånd og et ganske ubelejligt hukommelsestab. Så man er straks den hovedmistænkte i attentatet på den højtelskede spirituelle leder.

Uden at ødelægge for meget af historien, kan jeg fortælle at man nu får til opgave at finde ud af hvad der er sket, alt i mens man må rense sit eget navn. Det varer ikke længe, før det står klart at der er store onde magter på spil, og ved hjælp af en lille gruppe følgere oprettes inkvisitionen, der har til formål at stoppe hvad end der måtte stå bag den katastrofale begivenhed, mens den må forene verdens stormagter, hvis politiske uenigheder og ikke mindst tabet af The Divine har bragt dem på renden af endnu en krig.

Som i de foregående spil får man tre hjælpere til rådighed, når man bevæger sig rundt i verdenen. Her vil fans af serien hurtigt genkende Varric, der spillede en betydelig rolle i Dragon Age 2, og Cassandra, der ikke tidligere har været companion, men rettere en baggrundsfigur. Man introduceres også for en tredje følgesvend, nemlig magikeren Solas, og denne lille treenighed af hjælpere følger en på vej de første timer af spillet. Det varer dog ikke længe før man introduceres for endnu flere unikke og skøre karakterer, der ønsker at hjælpe en i sin sag, og så er det op til spilleren at sammensætte et hold der passer til ens spillestil, hvilket kan være svært, da det føles som om hver companion har noget at byde på. Det er blevet afsløret at der i alt er ni forskellige companions man kan hverve, og med muligheden for at udstyre dem med våben og skjold som det passer en, og tilmed bestemme hvilke skills, der låses op for den enkelte, er der virkelig mange muligheder for at skabe et unikt hold. Det er dog vigtigt at pleje sit forhold til ens følgesvende, da de vil forlade ens sag, hvis de er for utilfredse med de valg, man træffer som spiller, og man risikerer tilmed at blive forrådt.

Skill-træet i Inquisition minder meget om forgængerens, hvor man låser op for aktive og passive skills indenfor forskellige kategorier af ens klasse. På den måde er det muligt for eksempel at skabe en rogue med fokus på dual wield eller ranged, og en magiker kan være enten mere defensiv eller offensiv. Dette betyder at to figurer af samme klasse sagtens kan komplimentere hinanden, da valgene, der træffes i skill-træet, kan ændre måden hvorpå figuren spilles på drastisk.

Selve gameplayet i Dragon Age Inquisition minder meget om forgængerne. Man har mulighed for enten at spille spillet som et actionrollespil, hvor man har direkte kontrol over en enkelt figur efter eget valg, og lader computeren styre ens companions, eller man kan spille det ved hjælp af et taktisk kamera, hvor spillet sættes på pause, og man frit kan bevæge kameraet rundt på slagmarken, og give ordrer til den enkelte figur. En lækker detalje her, er muligheden for at lade tiden avancere, ved hjælp at et tryk på en knap, i stedet for at skulle forlade den taktiske menu for at se resultatet af ens beslutninger. Jeg må indrømme at foretrække action-stilen, da jeg ikke er den mest tålmodige spiller, og det fungerede helt fint. Det eneste jeg fandt en smule forstyrrende var lock-on systemet, da kameraet zoomede en tand for langt ind, hvilket gjorde at man hurtigt kunne miste overblikket, når man styrede nærkampsfigurerne. Med det sagt var jeg glad for det taktiske kamera når det kom til bosskampene, da det var meget vigtigt at holde styr på den enkelte figurs placering og taktik, og det var yderst tilfredstillende at se hvordan min planlægning bar frugt.

Et godt gameplay er ikke meget værd uden interessante omgivelser, og det har Inquisition heldigvis masser af. Selvom der ikke er decideret tale om en åben verden, er områderne af en så betydelig størrelse, at man ikke føler sig begrænset. Jeg blev fik flere gange den samme fornemmelse som da jeg spillede Skyrim, hvor man kigger ud over et område fra en klippeskrænt, og ikke kan undgå at få et lille smil på læben, velvidende at der er mange kvadratkilometer at lege med foran sig. Det er derfor også en god ting, at heste er blevet introduceret, så man hurtigt kan komme fra A til B, og man falder samtidig ofte over interessante begivenheder, der gør at verdenen føles levende. Det kan den også roligt siges at være, da man kan have indflydelse på de enkelte områders natur. Hvis man for eksempel jager en type dyr meget, vil man opleve at visse planter kan findes i større mængder næste gang man kommer forbi, da man har tyndet ud i den art, der spiser planten. Plukker man til gengæld mange af den samme slags plante, kan man opleve en nedgang af visse dyrearter i området, da man har fjernet deres føde, og de derfor er rykket til, ja, grønnere græsgange. Det er imponerende. Der er i alt ti forskellige åbne spilområder at finde, og man kan udforske disse, selv efter hovedhistoriens gennemførelse, hvilket er et kæmpe plus, da der er mange hemmeligheder at finde i vildmarken.

Ud over det klassiske gameplay, hvor spilleren løber rundt i marken med et sværd i hånden, byder Inquisition også på et ganske interessant politisk metaspil. Dette finder sted ved krigsbordet, hvor et kort over spilverdenen vises. Her er det muligt for spilleren at drage nytte af sine tre rådgivere, Leliana, Josephine og Cullen. Disse tre repræsenterer henholdsvis spionage, politik og militæret, og ved hjælp af dem, er det muligt at udføre opgaver i felten, man ikke selv vil kunne gennemføre. Dette kunne for eksempel være når der modtages rapporter om magikere, der mistænkes for at praktisere forbudt magi. Sender man Cullen afsted med sin hær, for at slå hårdt ned mod de mistænkte, eller sender man Leliana for at undersøge om det egentlig har noget på sig? Hver rådgiver har sine styrker og svagheder, og hver opgave tager tid ud fra hvor effektiv en rådgiver man sender afsted på opgaven. Disse valg har alle indflydelse på spillets verden, og på hvordan omverdenen opfatter og reagerer på spilleren. Der er dog også enkelte opgaver som spilleren selv deltager aktivt i, da det er ved krigsbordet man også vælger de historiekritiske missioner. Disse missioner kræver ofte en del indflydelsespoints for at starte, som kan optjenes ved at gennemføre sidemissioner, og ved at hjælpe andre i verden. Dette skaber en fin balance, hvor sidemissioner pludselig har en vigtig rolle i den store helheld, og det giver en god fornemmelse af at kunne sætte sit aftryk på omgivelserne.

Et andet punkt, hvor udviklerne har gjort sig ekstra umage i denne ombæring, er crafting-systemet. Det har tidligere været muligt at bygge ting, men denne gang er det en meget dybere oplevelse, hvor et enkelt sværd sammensættes af flere enkelte dele, hvilket virkelig tillader at skabe unikke våben og udstyr. Det gør, at man konstant har et øje på sine omgivelser, hvis nu man skulle falde over et sjældent materiale, der kan bruges til at bygge den næste bue eller hjelm. Man finder også diverse opskrifter, der åbner op for yderligere opgraderinger, og det varer ikke længe før man har mange valgmuligheder, når det kommer til at skabe grej.

Grafikken i Dragon Age Inquisition er flottere end nogensinde. Der er ingen tvivl om at udviklerne har benyttet sig af den højere ydeevne af de nye konsoller, og der spares ikke på flotte lyseffekter og detaljerede figurmodeller. For (hvad der føles som) et open world-spil er det ganske imponerende. Nu nævner jeg open world - og med god grund. Der er nemlig ikke tale om grafik helt på niveau med spil som Killzone Shadow Fall og Ryse, hvilket også er til at forvente, når der er tale om et spil med en indholdsmængde af denne kaliber. Dette betyder at visse unavngivne npc'er og fjender til tider kan se en smule malplacerede ud, med mindre overbevisende ansigstsmimik, og teksturer der ligger en hel del under hovedpersonernes standard. Enkelte figurer har også en tendens til at ligne voksdukker en smule, men alt dette kan tilgives, og bryder ikke indelevelsen synderligt. Jeg ser personligt selv frem til den dag hvor mængden af et spils indhold ikke går ud over den visuelle kvalitet, men i forhold til tidligere spil i genren, vil jeg sige at dette er et enormt skridt i den retning.

Men hvad med co-op? Spørger du måske nu. Dette er jo netop en af de stortopsatte tilføjelser til spillet ifølge EA. Som noget nyt i Dragon Age serien, kan denne ombæring bryste sig af også at inkludere en multiplayer-del, hvor spillere har mulighed for at arbejde sammen med op til tre venner, i hvad udviklerne selv kalder en action-fyldt dungeon crawler-oplevelse. Der er 12 unikke karakterer der kan opgraderes, og udstyr der kan låses op, og mens alt indhold vil kunne skaffes uden at skulle betale sig fra det, vil der være mulighed for mikrotransaktioner for de mindre tålmodige spillere. Der er tydeligvis tale om inspiration fra den succesfulde multiplayer i Mass Effect, men i Dragon Age understreger udviklerne at online-delen ikke vil have en effekt på single player-delen, så folk, der er nervøse for hvorvidt de tvinges til at spille med andre for at få de bedste resultater i kampagnen, kan ånde lettet op.

Det var med bitter mine, at vi ikke kunne få kontakt til EA's folk for den lovede test, og derfor måtte udelade at prøve denne del i dens færdige form. Vi tvivler dog på, at den kan trække ned i en i forvejen solid oplevelse. Alligevel vil jeg dog tilføje noget om denne i blog-form, så snart jeg får chancen for det. Så hold øje med blog-siderne.

Co-op eller ej - Dragon Age Inquisition er et fantastisk rollespil, med noget for enhver smag. Det kan spilles som actionrollespil eller mere taktisk, og der er plads til nybegyndere såvel som mere erfarne spillere af serien, hvor sidstnævnte endda har mulighed for at importere deres tidligere world states til spillet, ved hjælp af Dragon Age Keep-systemet, for på den måde at sikre at de valg man har truffet i tidligere spil har indflydelse på spilverdenen.

Historien er solid, stemmeskuespillet er fortrinligt, og med omkring halvtreds timers hovedhistorie og hundrede timers sidemissioner, er der masser at få tiden til at gå med. Omfanget af den effekt man har på omverdenen som spiller er imponerende, og man kan næsten ikke ønske sig mere af et rollespil, rent indlevelsesmæssigt. Der er efter sigende fyrre variationer af slutningen, defineret ud fra spillerens valg, så flere gennemspilninger har også mulighed for at bringe vidt forskellige konklusioner.

Jeg vil klart anbefale dette spil til alle med hang til rollespil med en dyb historie, masser af indhold, og valg der har oprigtige konsekvenser for spillerens omgivelser.