For tusinder af år siden truedes menneskehedens fremtid af en ondskabsfuld guddom ved navn Rhogar. Hære blev udsendt for at slå guden ihjel og kodekser udarbejdet for at holde ondskaben fra livet. Vor helt, Harkyn, deler skæbne med alle andre kriminelle i denne verden. Hans synder vil aldrig vil blive glemt; Forbrydere får tatoveret runer i ansigtet for at blive mindet om fortidens ugerninger. Da Rhogars mange dæmoner vender tilbage, tændes et glimt af håb i Harkyn. Han og hans mentor øjner håb om frelse, da de bliver løsladt fra fængslet for at kæmpe mod dæmonerne og stoppe de onde kræfters fremmarch.
Jeg indrømmer gerne, at Lords of the Fallen har budt på større udfordringer, end jeg er vant til at få fra andre spil, og jeg vil skyde på, at jeg døde omkring en million gange i kampen mod dæmonerne, monstrene og ridderne i Rhogars hær. Men i modsætning til i andre spil, hvor man kan skyde skylden på ringe styring eller frustrerende spildesign, er skylden her helt og aldeles min egen. Jeg havde fortjent at dø. Jeg undervurderede modstanderen. Jeg var for ivrig med mine angreb og straffede således mig selv.
Der er tre karakterklasser og magi-typer at vælge imellem fra begyndelsen, så du kan forhåbentlig finde noget, der passer til din spillestil. Det har dog ikke været målet, at mulighederne skal være uendelige, og du kan kun opgradere udstyr, trylleformularer og kendetegn. Du kan bruge erfaringspoint, som fordeles ved fastlagte save points, til at opgradere Harkyn. Hvis du vil udfordres yderligere, kan du ignorere disse save points, hvilket giver ekstra bonuserfaring, hvis du mod forventning overlever så længe. Med andre ord, er det dig, der bestemmer, hvor stor en risiko, du vil løbe, og hvilke belønninger, du får (eller ikke får).
Vores antihelt, Harkyn, har et rimeligt udvalg af våben at vælge imellem, og nærkamp bliver hurtigt en intens affære. Som nævnt fungerer styringen rigtig godt, og man angriber med skulderknapperne. Et hurtigt tryk betyder et blidt stød, mens længere tryk giver dig langsommere, kraftigere slag. Hyppig brug af skjold og undvigemanøvrer er stadig obligatorisk, selv hvis Harkyn hen ad vejen lærer at bruge magi, der får tilsyneladende umulige situationer til at virke lidt mindre skræmmende. Hver eneste angreb og blokering kræver energi og god timing, hvilket i praksis betyder, at knapsmadder er det rene selvmord. Når du dør, og det gør du, må du bare acceptere, at du skal gøre det hele om igen fra det seneste save point. Hvis du kommer tilbage til det sted, hvor slaget fik dødelig udgang, vil du kunne se et spøgelse, og med et enkelt tryk på en knap, er de tabte erfaringspoint igen dine.
Nu siger jeg godt nok, at du skal gøre det hele igen, når du dør, men der er heldigvis én ting, du ikke behøver genleve. Du kan springe interaktionerne med NPC'er over, og det kommer du til at prise dig lykkelig for. De gør så ondt at se på, at du bliver glad for kun at skulle udsættes for dem en enkelt gang. Animationerne og karakterernes kropssprog passer overhovedet ikke, hverken til det, de siger, eller deres tonefald.
Desværre nytter det heller ikke at lukke øjnene for at lukke spillets visuelle side ude. Dialogen bliver leveret uden nogen form for indlevelse, og for en gangs skyld vil du nyde, at en god del af plottet bliver fortalt gennem audio logs.
Hvad billedsiden angår, er oplevelsen blandet. Ser man bort fra figurernes underlige gestik under samtalerne, så fungerer animationerne godt, både i og uden for kamp. Da Harkyn besøger klosteret, kan det lys, der flyder gennem mosaikvinduerne, få dig til at glemme, at du spiller et computerspil, og visse steder i spillet, slår udsigten simpelthen benene væk under dig. Desværre er der også en del screen tearing og problemer med lav framerate, som sender dig durk tilbage i din gamer-stol med et brud på indlevelsen.
De meget lange loadtider hjælper heller ikke på indlevelsen. Heldigvis byder de i det mindste på brugbar information i form af gode råd, der forbereder dig på de forestående kampe. Du får også information i form af vejledninger, som du kan følge, hvis du har brug for det. Det betød, at selv jeg kunne mestre spillet, selv om den slags action-rollespil med høj sværhedsgrad normalt ikke er min stærke side.
Jeg lægger kortene på bordet her hen mod slutningen. Spillet her minder om Dark Souls. Der er visse forskelle, men lighederne er bestemt slående. Lords of the Fallen er mere arkadepræget, mindre tungsindigt, og ikke helt så krævende, men det er stadig et spil, du kun skal anskaffe dig, hvis du har mod på noget virkelig udfordrende. Hvis du har tid og lyst til at udvikle taktikker, der kan bruges mod forskellige fjender og så godt som udødelige bosser, og ikke er bange for at dø igen og igen, er Lords of the Fallen ingen dårlig investering. Bare husk at gemme alle skrøbelige ting i din nærhed af vejen, inden du bliver myrdet for nihundredtusinde gang i træk.