Disney Magical World

Disclaimer: Skribenten medgiver, at hans oprigtige skræk for nuttede, høflige plysdyr i en hvis grad har påvirket tonen i teksten.

Castelton: et idyllisk sted fyldt med venlige indbyggere, hvor mundvigerne altid peger opad, og alle dine drømme bliver til virkelighed. Mit instinkt siger mig, at der er noget galt, i samme øjeblik som jeg står af luftballonen og bliver budt velkommen af en trubadur og smil mejslet i ansigter, jeg ikke har set før.

"Velkommen til en verden fuld af drømme og magi", siger en heks i lilla mundering og spids hat. "Du kommer til at møde en hel del... interessante mennesker..."

Heksen blotter tænderne i et alt for bredt smil, som om hun prøver at forsikre mig om, at alt er hvad det skal være. Musikken strømmer ud af 3DS'ens højtalere. Glad og kæk. Castelton er et magisk sted. Alt er badet i varme farver, og miljøerne består af træer og trimmede hække og rislende vandløb. Små huse omringer et pittoreskt torv belagt med runde brosten, og bag trætoppene kan jeg se et stort tårn med slot og blå spirer. Her skal jeg åbenbart bo, blandt smilende, indbydende mennesker og alskens Disney-figurer.

Velkommen til Disney Magical World: Efterårets store gyserspil (børnespil, red.) fra syv år og op efter.

En følelse af deja vu bider sig fast under mine indledende timer i byen. "Jeg kan genkende det her". Men hvorfra? Jeg møder Mickey Mouse og Minnie uden for slottet. De byder mig velkommen. Mickey er munter og Minnie fniser. Som om hun ved noget, jeg ikke ved. Fuld af hemmeligheder.

Mickey giver mig en velkomstgave: en hat med Mickey Mouse-ører. "Prøv den, prøv den!". Jeg vover ikke at sige ham imod. Vover ikke at sige noget overhovedet. Jeg tager Mickey Mouse-hatten på hovedet og føler mig dum. Minnie fniser henrykt. Hun fniser og fniser og musikken er så glad og kæk. Ud af øjenkrogen ser jeg en indbygger smile. Alle smiler. Let spredte læber over perfekte tandrækker. Stirrende øjne, der messer: "Velkommen, velkommen..."

Jeg har lyst til at slukke. Her er for meget varme, for mange smil. De er ude efter mig. Jeg vil løbe til knæene giver efter. Flå skrækken ud af huden. Men jeg stålsætter mig: Jeg er nødt til at spille det her, i forbrugeroplysningen og ytringsfrihedens navn.

Det viser sig, at der i Castleton er en masse sysler at fordrive tiden med. Det er det eneste, man gør her: fordriver tiden. Du kan hjælpe indbyggerne med diverse gøremål (hvilket som regel går ud på at finde en bestemt genstand til dem). Du kan fiske, købe tilbehør og tøj, samle specielle Disney-kort, plante afgrøder og bestyre en café. Der er ikke noget defineret slutmål, og ingen historie-kampagne at følge.

Den der deja vu-fornemmelse, der har plaget mig, får pludselig en skræmmende kontekst. Gameplayet minder ikke så lidt om Animal Crossing... Bare støbt i en om muligt endnu mere børnevenlig form.Åh. Herre. Gud, tænker jeg, og kvæler det skrig der vil eksploderer ud af min mund. Det ville ikke tjene noget formål. I Castleton kan ingen høre dig skrige.

Under mit mareridtsagtige (farveglade, red.) ophold møder jeg en diger samling Disney-figurer og gør afstikkere til andre verdener hentet fra Disney-film som Alice i Eventyrland og Aladdin. Der er altid noget at lave, og alle aktiviteter markeres tydeligt på kortet. Det er ganske elegant, ikke mindst for yngre spillere som er modige/naive nok til at begive sig til denne varme, charmerende Disney-verden (fra syv år og opefter), hvor hver en meningsytring indledes med "fantastic!" og følges op af et kompliment.

Efterhånden som jeg udfører opgaver og ærinder, samler jeg klistermærker. Med dem kan jeg låse op for nye områder og udfordringer, nye produkter i Joakim von Ands butik, nyt tøj hos Andersine, og nye... ja, nye ting for det meste. Igen, et elegant system der hele tiden sikrer, at spilleren har styr på hvad han nu kan få fat i.

En ting der slår mig er, hvor fikserede alle indbyggere er på mode og tilbehør. Minnie er, udover at være pisseskræmmende, tosset med shopping, og Andersine driver en skrædderforretning. Hun tipper mig om at klæde mig "moderigtigt ensartet" for at generere "likes" fra befolkningen. Jeg skriver likes, for det føles præcis som at få en tommelfinger op på Facebook. Jeg behøver bare flashe min nye ekvipering, så vælter tommel-op-symbolerne ind. Alle skriger "marvelous!" og "you look fantastic!" Det er faktisk lidt ækelt. Som at se Mark Zuckerberg smugkysse på Disneys direktør til en firmafest.

Timerne kryber afsted i takt med at jeg går/lister rundt mellem husene og hjælper indbyggerne. Klokken i Castleton tikker i takt med virkeligheden. Når mørket falder over den lille hyggelige by, kommer rædslerne snigende. Angsten. Jeg ville ønske jeg havde et hus at gemme mig i, som i Animal Crossing. Et sted jeg kunne gemme mig, sove og sige til mig selv, at lige om lidt vågner jeg og indser, at det bare var en ond drøm. Men det her er ikke Animal Crossing. Det er gyserspillet (BØRNESPILLET, red.) Disney Magical World, og her har jeg ingen bolig.

Af ukendte årsager lever min avatar stadig, da solen står op næste morgen. Jeg går ud fra at Mickey, Anders og alle de andre blot venter på det rette tidspunkt. Jeg ved hvad de i virkeligheden er, bag deres næb og runde næser og store øjne...

Nuvel, i løbet af dagen indser jeg, at det, der frem for alt adskiller Disney Magical World fra Animal Crossing er dets flirt med dungeon crawler-genren. Spilleren kan begive sig ud i skove og grotter, samle loot og bekæmpe ildesindede spøgelser med en lille tryllestav. Det er ikke mere krævende, end at du skyder lidt besværgelser, undviger angreb og udforsker et let navigerbart kort, men det er et fint afbræk fra spillets øvrige sysler, der har en tendens til at blive ret monotone i længden.

For til trods for at her er rigeligt at lave, er det hele i den overfladiske ende. Opgaverne, som de alt for venlige indbyggere giver mig, er af søg-og-find-slagsen, og minispillene er ikke spor krævende. Som at fiske, for eksempel. Tryk på A, når symbolet A bliver vist på skærmen. Trykkede du på A? Succes! Her får du en fisk. Jeg havde foretrukket en kniv, en pistol, noget at forsvare mig med når de kommer efter mig... Men nej. I Castleton samler du kun på frugter, planter og andre ikke-dødbringende materialer.

Større muligheder for fordybelse dukker op, da jeg bliver chef for byens nybyggede café. Det giver mig ikke blot et sted at gemme mig i øjeblikke med total panik og bundløs desperation, det giver mig også chancen for at indrette lokaler med bord, stole, bønke, tapeter og andre dekorationer. Det er en fordel, hvis du kan lide motiver med Mickey Mouse-ører; de gennemsyrer praktisk taget alt. Der er også mulighed for at indrette menuen (i Castleton er kulhydrater basisføde) og udstyre personalet med forskellige outfits. Det forandrer ikke rigtig noget, men for dem der kan lide indretning og kunsthåndværk, er det en fin mulighed.

Hvorfor nogen overhovedet ville bedrive tiden med indretning i en så oprigtigt ubeha-

(her forfalder originalteksten til irrelevante sammenligner med Stanley Kubricks The Shining og 4000 tegn om "Sådan overlever du lettest i Disney Magical World", som vi har klippet ud, red.)

Hvis jeg for en stund skal lade som om Mickey Mouse og hans venner ikke brygger på diabolske planer og rituelle mordfantasier bag deres store, runde øjne, er Disney Magical World et letfordøjeligt og indholdsrigt spil, der tydeligvis er tilpasset en yngre målgruppe. Man kommer hurtigt i gang. Alt forklares vældigt pædagogisk, og selv om aktiviteterne er relativt simple, kompenserer de med antal. Der er altid noget at lave. Spilverdenen er let at finde rundt i og farveglad, og figurerne flot genskabt fra deres forlæg.

Desværre falder billedhastigheden hver gang jeg løber over torvet i Castleton, og selvom indlæsningstiderne er korte, er der for mange af dem. Fokusset på konstant at få bekræftelse ved at klæde sig moderigtigt giver også en bitter eftersmag. Børn skal være børn; det vil sige, de skal bruge deres krudt på at sortere tændstikker og kaste vandballoner på hinanden, og ikke gå op i om de får tommelfingre op for deres nye sko af fremmede, nuttede plysdyr.

Og så føles spilverdenen en anelse statisk. Figurerne giver ikke indtryk af at leve efter egne rutiner, og står altid samme sted uanset tidspunktet på døgnet. Det er dog næppe noget ungerne lader sig gå på. De vil have travlt med at samle på klistermærker, lede efter Disney-figurer og kaste besværgelser på spøgelser. Forhåbentlig bliver de heller ikke så skrækslagne af alle de nuttede, venlige dyr som undertegnede. For mit vedkommende kan jeg sige, at Disney Magical World sammen med Alien: Isolation er efterårets absolut mest skræ-

(vi stopper her, tak, red.)