The Vanishing of Ethan Carter

Jeg kendte ikke Ethan Carter, men han kendte til mig. Når politiet nægter at hjælpe og præster ikke tror på en, henvender man sig til mig. Paul Prospero.

Er du et barn, som Ethan, skriver du måske et brev, som mange har gjort førhen. Ethans mange breve var i starten som alle andre fanbreve, men snart begyndte de at indeholde ting, intet barn burde kende til. Der er steder og ting i denne verden, som ingen bør se. Og alligevel kunne Ethan tegne billeder af dem.

Jeg var endnu ikke ankommet i Red Creek Valley, men jeg kunne allerede mærke mørket række ud efter mig. At finde Ethan Carter ville ikke blive lige så let som at banke på hans dør. Det var det for sent til. For at finde Ethan var jeg nødt til at finde ud af hvad dette sted skjulte for mig.

Det var langt fra min første sag, og jeg fuldt klar over de farer og overraskelser, der ventede mig. Alligevel var den velkomst, jeg fik i Red Creek Valley, meget farligere og mere overraskende end jeg kunne have forestillet mig. Den smukke og maleriske dal, indså jeg, da jeg med nød og næppe slap ud af en fælde med livet i behold, var ikke så fredelig som den så ud til.

Men det er jeg heller ikke, og derfor undersøgte jeg den fælde, jeg netop havde udløst, godt skjult som den var, hængende højt fra et træ over den sti, jeg gik på. Var den tiltænkt mig? Næppe. Ingen kunne vide at jeg var på vej, eller at jeg ville gå denne vej, men jeg fornemmede tilstedeværelsen af noget andet, noget mere. Da jeg rørte ved fælden, fik jeg et syn af en rydning. Ikke så meget et billede som et brudstykke af et. Jeg kunne dårligt se de menneskelige rester, der lå spredt på jorden, men at dømme ud fra det korte glimt, skulle jeg forvente flere fælder. Hvis jeg fandt dem alle, ville jeg måske være i stand til at se det fulde billede, men jeg måtte holde mine øjne åbne.

Mit navn er Paul Prospero, og jeg er ikke som andre detektiver. Jeg specialiserer i det uforklarlige, det overnaturlige, det ikke-menneskelige, og til min rådighed har jeg noget, andre detektiver kun kan drømme om: en sjette sans. Jeg kan se begivenheder i fortiden og historier udspille sig foran mig, hvis omstændighederne er rigtige. Noget der snart ville blive nyttigt.

Knapt et kvarter efter jeg havde løst mysteriet om fælden, var jeg uheldigvis nødt til at bruge mine evner. Jeg var på vej over en bro, og var stoppet op for at nyde den smukke udsigt, da den første grusomme sag åbenbarede sig selv.

Jeg så flossede reb langs togskinnerne, og længere nede af sporet et par ben uden ejermand. Mere end rigeligt for mig, men ikke nok til at se hele historien bag gerningsstedet. Jeg måtte finde resten af kroppen og genskabe gerningsstedets oprindelige tilstand for at se den afdødes sidste øjeblikke. Jeg satte i gang, gennemsøgte omgivelserne for spor, og snart derefter havde jeg en samling af scenefragmenter memoreret, som jeg blot skulle sætte i rigtig rækkefølge for at få det fulde billede af mordet.

Men så sker der noget. Indlevelsen bliver knust. Jeg er ikke længere Paul Prospero, mesterdetektiv med en sjette sans. Jeg er Tobias Garsten, spilanmelder, og indtil for få øjeblikke siden komplet opslugt af et af de mest atmosfæriske spil nogensinde. Hvad gik der galt?

Spillet pryder sig af at være anderledes, usædvanligt, endda unikt i mange henseender. Men der er en konvention fra adventure-genren, der ikke bliver pakket ind eller ændret for at passe sublimt med denne mesterligt designede spilverden. Et spil, der gennemgående er subtilt og raffineret, byder pludselig på en af de mest fundamentale puzzle-klicheer, og kontrasten er simpelthen for stærk. Illusionen går i stykker. Og det er et tilbagevendende problem. Og alligevel, trods dette, er debutspillet fra polske The Astronauts ren magi.

Ved hjælp af fotogrammetri, kunstnerisk vision, en enorm opmærksomhed på detaljer, et brillant soundtrack og sofistikeret minimalt design, har The Astronauts skabt den mest overbevisende spilverden, jeg har haft det privilegium at møde. Den fortæller en historie på egen hånd. Den skønne natur taler om fredelighed, bedrøvelse og forfald, mens de forladte bygninger og genstandene i dem fortæller om død, tidligere liv og et ukendt mørke - en bedrift der gør, at en spiller der følger nøje med vil kunne finde historien, baggrunden og temaerne uden at lytte til Paul Prosperos monolog eller se nogen af mordmysterierne.

Som det er tilfældet med genrekollegerne Journey, Dear Esther og Gone Home, er her ingen brugerflade, men i modsætning til disse spil formår The Vanishing of Ethan Carter at kombinere gameplay, stemning og langsom historiefortælling i én fin pakke. Hvor førstnævnte af disse elementer har fået kritik fra nogle sider, bliver The Vanishing of Ethan Carter banebrydende ved at forsømme nogle af de karakteristiske træk ved spilmediet.

Som du måske har bemærket, har jeg ikke berørt meget andet end det grundlæggende om spillet og dets indhold. Som med The Stanley Parable handler spillet lige så meget om kvaliteten af værket som om de overraskelser, man finder deri. Gerningssteder ligger spredt i den store vildmark som Paul Prospero og jeg begiver os frit rundt i, mens vi leder efter Ethan Carter, og hvert af dem fører os tættere på det svar, vi søger, på Ethan Carter selv, og på årsagen til hans forsvinden. Hvis du lader dig selv blive grebet af din nyfundne lyst til at gå på opdagelse... vil du helt sikkert blive overrasket.

Disse overraskelser dukker til tider op i form af spillets mest interessante puzzles, og andre gange som noget helt andet, og byder på øjeblikke jeg sent vil glemme, som fremtidige spil vil blive holdt op mod.

Det eneste, der holder The Vanishing of Ethan Carter tilbage fra det perfekte, er noget så mondænt som et par ugennemtænkte spilmekanikker, en middelmådig stemmeskuespiller hist og her, og et undervældende checkpoint-system. Tragiske faldgruber for et spil som dette. Når et spil formår at opsluge en så fuldstændigt, som det er tilfældet her, er det så meget desto mere tydeligt når den indlevelse bliver brudt. På den led er The Vanishing of Ethan Carter offer for sin egen fortræffelighed.

Men det er snart glemt. Få sekunder senere, efter et kig rundt på mit skrivebord, er jeg tilbage i Red Creek Valley. Jeg har netop opklaret mit første mord, og jeg ved hvor jeg nu skal hen. Til højre for mig ligger søen med sine stenfyldte breder, den åbne himmel og den fredfyldte ødemark. Til venstre, en skov så mørk som jeg aldrig før har set. Hvordan kan jeg modstå den? Frygten vokser i mig, men jeg ved, at hvert skridt dybere ind i skoven fører mig nærmere den næste oplevelse, det næste mysterium. Uanset hvor skræmt jeg bliver, hvor meget mørket i Red Creek Valley forsøger at stoppe mig, må jeg blive ved. Ethan Carter har brug for mig.

Mit navn er atter Paul Prospero, og jeg er ikke som andre detektiver.