Middle-earth: Shadow of Mordor

Det går ikke helt som planlagt. Idet jeg hugger løs på Thrak, kaptajn og bodyguard til en af de krigshøvdinger, vi har udset os som mål, vælter to andre kaptajner og et halvt dusin grunts ind i kampen. Det bliver hurtigt en stor mundfuld. Thrak skal dø så vi kan komme ind på livet af krigshøvdingen, og krigshøvdingen skal dø, så vi kan lokke Black Hand, hans overordnede, ud fra sine gemmer. Black Hand er ansvarlig for vores knibe - at være strandet et sted mellem liv og død, ude af stand til at slutte os til vores familie i efterlivet. Og for at føje spot til skade er Talions - det vil sige vores, min - krop også vært for en Wraith, der giver ham den brugbare kombination af en Rangers fysiske evner i kamp, såvel som Wraithens overnaturlige evner. Og det element af udødelighed, der hører med til at være Wraith.

Talions historie foregår mellem begivenhederne i Hobitten og Ringenes Herre, og det ville være oplagt at antage, at en efternøler, der skal fylde hullet ud mellem prolog og trilogi, ville fremstå som udvandet og konsekvensløs. Men historien i Shadow of Mordor overrasker, og snart er man grebet af begivenheder og figurer. Af naturlige årsager har Talions eventyr en mere personlig vinkel end Bilbos og Frodos, og lige så spændende er Wraithens søgen efter sin identitet og fortid. Her er en mindre spoiler, den Wraith som Talion er knyttet til er Celebrimbor - den elversmed, der smedede Magtens Ringe. Så der har du en indikation af hvor centralt plottet er for begivenhederne i Hobitten og Ringenes Herre.

Som du måske kan lure fra tekstens første afsnit, så er det her et udfordrende spil, i hvert fald i visse dele. Det skyldes hovedsageligt det geniale Nemesis-system, der lader dine fjender levelle op og udfordre hinanden over magten. Hvis en almindelig grunt slår dig ihjel (og du kommer til at dø en del, især i starten), bliver han opgraderet til kaptajn og begynder at levelle op. I teorien kan han stige til tops i hierarkiet, og rivaliseringen mellem jer kan bølge frem og tilbage gennem hele spillet. Kaptajner har forskellige træk, ting de er bange for, angreb de er usårlige eller sårbare over for, og at kende sin modstander er den halve sejr. Nogle af disse proceduralt skabte kaptajner er temmelig hårdføre, og du bliver måske nødt til at træffe nogle af dine valg i evnetræet og udstyre dig med bestemte runer alt efter hvilke træk, din mest udfordrende modstander har.

For eksempel stod jeg på et tidspunkt over for Rug the Skinner, der var bange for ild (men som aldrig begav sig i nærheden af de nydelige eksploderende tønder med grog) og åben for distanceangreb. I den situation var min melee-fokuserede Talion forholdsvis ineffektiv, og jeg var nødt til at grinde sidemissioner i et stykke tid, så jeg kunne opgradere elverskud og ildpile. Når en kaptajn er skræmt, er han åben for flere angreb og kan lettere tages hurtigt ud.

Nemesis-systemet tilføjer intriger og karakter til kampe, der ellers ikke ville være halvt så spændende. Som med alt proceduralt og tilfældigt genereret indhold kan give problemer med spilbalancen og spring i sværhedsgrad (efter at have ordnet Rug the Skinner var mange af de efterfølgende historiequests ret lette, for eksempel). Det gør dine fjender mere interessante, og selvom de fleste af dem er den slags aggressive og hovne skiderikker, man ville forvente, mødte vi også mindst en særdeles venlig ork, der spurgte hvorfor vi ikke kunne være venner, mens han prøvede at knuse vores kranie med en kølle (de forskellige kaptajner har selvfølgelig forskellige angreb og våben). I første halvdel af spillet er den primære motivation for at holde øje med Nemesis-systemet, at man skal tage specifikke kaptajner og senere krigshøvdinger ud, men når først man får adgang til Brand (en evne, man får cirka halvvejs gennem historien, der lader en styre orkers sind og få dem til at kæmpe på ens side) og kan tage kontrol med ork-kaptajner, handler det mere om at positionere de orker, man styrer, så man til sidst kan vælte krigshøvdingerne og kommandere sin egen hær.

Da Shadow of Mordor blev afsløret, blev det ofte sammenlignet med Assassin's Creed, og det er let at se hvorfor. Snigeriet, måden man låser områder op ved at bestige forge towers (der kun er synlige når man er Wraith), selv måden historien udspiller sig på med stort karakterfokus, det føles alt sammen meget velkendt. Men kampsystemet minder mere om Arkham-spillene, og fæstninger fyldt med orker, der styrter mod alarmklokkerne, leder tankerne hen på Far Cry 3. Men omgivelserne, Nemesis-systemet, progressionen og runerne, giver spillet sin egen identitet.

Men det er ikke rent solskinsvejr i Mordor, og en ting, der virkelig skuffer (i hvert fald i starten) er størrelsen på den åbne spilverden. Når først man får evnen til at ride på Caragons (der er nogle ulve-agtige dyr), kan man rejse fra den ene ende af kortet til den anden på ingen tid, og der er endda missioner, hvor man sniger sig efter en anden figur, der fører dig på tværs af hele kortet. Det er måske sigende, at afstande bliver omtalt i fod frem for meter og yards. Halvvejs gennem spillet åbner der sig et nyt areal (af samme størrelse) med sit eget Nemesis-hierarki. Måske er det bevidst, for verdenens omfang gavner Nemesis-systemet, og den øgede intimitet betyder flere møder med dine yndlingskaptajner. Hvor det første område (Uldun) minder meget om det Mordor, vi kender, byder det andet område på grønne enge og træer langs kysten. Et kærkomment sceneskift efter ti timer i deprimerende grå og golde landskaber.

Et andet problem er et, Shadow of Mordor har til fælles med Assassin's Creed, nemlig at spillet ikke altid er lige heldigt med at forvente dit næste træk (vi er dodge-rullet ind i mange mure i Mordor), og det er ikke altid tydeligt hvilke vægge man kan og ikke kan klatre på. Vi har spottet enkelte tekniske problemer i PS4-udgaven, og overordnet får man det indtryk, at der er indgået kompromisser hist og her af hensyn til de gamle konsoller (som spillet udkommer til i november).

Nogle af hovedmissionerne er også mindre fantastiske (at spore og snige sig efter en anden figur i lange perioder grænser til det kedelige), og at samle urter (til øjeblikkelig healing) føles også som en halvfærdig mekanik. Omvendt er nogle af sidemissionerne ret underholdende, som for eksempel de våben-specifikke udfordringer og jagten på artefakter og Ithildum (oldgamle symboler). De er alle knyttet til et progressionssystem, hvor du samler Power for at låse op for nye niveauer af kræfter (hovedsageligt ved at dræbe ork-kaptajner), får XP fra snart alt (til at låse op for skill-point i evnetræet) og Mirian til ting som mere health, flere elverskud, mere fokustid eller runepladser til dine våben. Dertil kommer runerne (som man får fra kaptajner og krigshøvdinger), der kan komplimentere din spillestil på forskellige måder.

Historien er som sagt både underholdende og gribende. For det bleste bliver den godt fortalt gennem korte og ligefremme mellemsekvenser. Især optrædenerne fra Gollum, dværgejægeren Torvin og kujonen Ratbag (vores "ven" blandt orkerne) er gode.

Efter rundt regnet 20 timers eventyr i Mordor må jeg sige, at jeg har været godt underholdt i selskab med Talion og Celebrimbor. At ridde på Caragons og Craugs, planlægge at kuppe krigshøvdinger med sine brandede kaptajner, og øve sine evner med det fremragende combo-baserede kampsystem er blandt højdepunkterne i det, der med flere længder er det bedste Ringenes Herre-spil, der er udkommet de sidste ti år.