Entwined

Sæt dig ned, enten i en stol eller på et tæppe, og pust ud.

Vær opmærksom på de forskellige fornemmelser, der møder dig, mens du sidder ned. Føl, hvordan dine fødder presser mod gulvet. Bemærk, hvordan armene hænger løst langs siderne. Mærk lyset fra den skærm, som du læser denne anmeldelse på, og indse, at de bogstaver og motiver, der møder dine øjne, bare er et spektrum af - stop!

Du gør det forkert. Prøv igen.

Det er noget mærkeligt noget med Entwined. Det blev annonceret (og samtidig lanceret) af udvikleren Pixelopus på Sonys E3-pressekonference. Lige så specielt er den måde, spillet behandler spilleren på, og hvordan der tydeligvis er lagt en masse ressourcer i at skabe specielle, abstrakte landskaber og et friskt og gribende lydspor - bare for at det hele kan rives ned af nogle få kritiske designvalg. Dette spil er sin egen største fjende.

Entwined handler om to forelskede sjæle. De to sjæle, repræsenteret af en orange fisk og en blå fugl, svæver side om side uden at kunne komme i nærheden af hinanden. Tematikken skulle være umulig kærlighed, og brugen af de to analogsticks på PS4-controlleren skulle repræsentere, hvordan to sjæle kunne være sammen og samtidig aldrig nå frem til hinanden. Analogistik, om man vil. Entwineds budskab blev dog formidlet bedre på Sonys pressekonference end i selve spillet, og jeg kæmper med fuldt ud at forstå, hvad spillet egentlig vil fortælle mig.

Grundstenen i Entwined er et almindeligt øje-hånd-koordiantionsspil. Du styrer fisken med venstre analogstick og fuglen med højre, og forsøger at manøvrere det forelskede par gennem en abstrakt, og antagelig symbolsk, forhindringsbane. Samler du nok runde ting og styrer dyrene ind i de porte, der matcher deres farver, smelter de sammen til en drage, og du får vist for en scene, som repræsenterer en følelse.

Koordinationslegen er isoleret set okay. Man får en behagelig fornemmelse af fart, når man suser mellem former og faconer, og selv om styringen kan opleves som lidt upræcis, fungerer det i det store hele som det skal. Problemet med de her spilmekanikker er, at de gør for meget væsen af sig. Det ene sekund svæver man gennem et spektrum af lyd og farve og prøve suge de indtryk til sig, som man suser igennem. Det næste sekund rammer man ved siden af en port, og en skarp vibration fra controlleren river én ud af det, der et kort øjeblik var en harmonisk oplevelse.

At "crashe" i Entwined føles lidt som at høre en mislyd, når man misser en tone i Guitar Hero. Men mens det i et konkurrenceorienteret spil som Guitar Hero er meningen, at man kun skal føle sig som rockstjerne, når man spiller godt, så føles det mærkeligt, at man stadig skal mindes om, at man holder en controller i hænderne, når man spiller et spil, der sælger sig som en kunstnerisk oplevelse. Skal indlevelse være forbeholdt de dygtige? Og i så fald, hvorfor gør man så ikke mere ud af dét?

Vibration fra controlleren passer ganske enkelt ikke ind i nogen tænkelig tolkning af spillet. I øvrigt kæmper jeg også med at placere den lysstråle, man tegner over himlen til sidst i hvert kapital og hvorfor fuglen og fisken stadig mødes, når temaet er umulig kærlighed. De gør en pointe ud af det i slutningen af spillet, men hvorfor kommer pointen først til sidst, når de undervejs i spillet med jævne mellemrum bryder med deres egen tematik?

Entwined er mere en samling af kunstneriske indtryk end et kunstværk i sig selv. En slags bassin af fin musik og pæne billeder. Man kan se alt eller ingenting i nogle af disse elementer, og når nu spillet støder mig fra sig med et par lidet gennemtænkte designvalg, falder det mig mest naturligt at vælge det sidste. Enkelte budskaber er måske tænkt kryptiske, men her opleves de snarere som tilfældige, og selv om det kan være morsomt at spekulere i potentielle budskaber og mulige meninger, er det vanskeligt at danne sig et komplet billede af, hvad spilskaberen ønsker at fortælle.

Nu skal det siges, at en rodebunke af smukke genstande stadig er en samling smukke ting, og når det er sagt, så har Entwined utvivlsomt en vis værdi. Det største højdepunkt er musikken, som kunne have tilhørt et spil med langt større ambitioner. Den er levende, toneangivende og, i challenge-delen, indimellem fængende.

Et andet højdepunkt er mærkeligt nok førnævnte challenge-del. Her strippes spillet for symbolik og enkelte af sekvenserne fra historiedelen, og der fokuseres på ren øje-hånd-koordination. Sværhedsgraden bliver skruet op, spillet bliver mindre tilgivende og man rangeres på leaderboards. Pludselig giver det mening, at det skal være irriterende at crashe, og de grundlæggende spilmekanikker bliver langt mere engagerende. Entwined er et fornuftigt arkadespil, selv om en lidt upræcis styring hindrer det i at være af rigtig høj klasse.

Samlet set er Entwined årets paradoks. Det forsøger at bringe spilmediet videre, men er alt for optaget af også at være et arkadespil. Det handler om kærlighed, som ikke kan lade sig gøre, men som alligevel opfyldes i slutningen af hvert kapitel. Det stråler derinde et sted i form af flot musik, momentvis pænt design og et brugbart konkurrence-setup, men elementerne forenes aldrig på en god måde. Entwined føles som to spil i et: To spil, som desværre ikke hører sammen.