Lemmings Touch

Lemmings er en af de spilserier, de fleste af os nok efterhånden kender, idet spillet siden sin udgivelse i 1991 har haft intet mindre end tretten efterfølgere. Det må siges at være lidt af en præstation, taget i betragtning at spillet ikke har ændret sig særligt meget gennem årene. Nu er det fjortende spil udkommet til Playstation Vita, med titlen Lemmings Touch, og jeg har testet spillet for at se hvorvidt der er tale om en nyskabende tilføjelse til det ekspansive Lemmings-univers, eller blot endnu en medløber, der blindt træder i sine forgængeres fodspor.

Den store innovation for spillet er i denne ombæring styringen. Som titlen afslører, styres spillet ved hjælp af Vitaens touch-funktioner, hvor man både kan styre kameraet og instruere sine lemminger ved blot at berøre skærmen. Det fungerer godt, især taget i betragtning hvor besværligt tidligere konsoludgivelser af spillet har bøvlet med problematisk og langsom cursorstyring, i et spil hvor reaktionstid er altafgørende. Heldigvis er knapperne ikke helt glemt, og man kan også styre kameraet ved hjælp af analogpindene, og man kan ved hjælp af skulderknapperne hoppe mellem sine lemminger, der til tider kan gå så tæt, at man ikke altid kan bruge touch-styringen præcist. Der er i denne ombæring også flere baneelementer, der kan manipuleres ved hjælp af tryk på skærmen, såsom platforme der skal rykkes, og trampoliner der skal sigtes. Det eneste minus jeg ser ved denne type styring er, at hvis man som som mig nemt kommer til at svede i hænderne, kan man ofte komme til at fedte skærmen til, og derfor må tage jævnlige pauser, så skærmen kan tørres af. Ikke noget nyt for touch-baserede spil, men dog værd at nævne.

Selve gameplayet har ikke ændret sig meget. Spillet går stadig ud på at hjælpe et vist antal lemminger til udgangen ved hjælp af diverse værktøjer, adgangen til hvilke varierer fra bane til bane. Desværre vil man, hvis man har spillet tidligere Lemmings-spil, måske blive skuffet her, da der ikke er et eneste nyt værktøj at finde i værktøjskassen. På den ene side sparer det selvfølgelig en garvet spiller for tiden det tager at sætte sig ind i hvordan den nye ting kan bruges, men det efterlader også en med lidt af en déja vu-fornemmelse. Der er selvfølgelig noget om, at hvis noget ikke er i stykker, bør man ikke fikse det, men i det her tilfælde ville lidt mere legetøj have været værdsat.

En ny feature i spillet er de røde lemminger. Disse djævelske små bæster dukker op i visse baner, og må under ingen omstændigheder nå banens udgang, da det vil resultere i øjeblikkeligt game over. Det er en ganske sjov idé, der gør at man skal tænke en smule anderledes, da man nu skal skaffe enkelte lemminger af vejen, hvilket ligger meget langt fra en øvet Lemmings spillers instinkter. Desværre er denne lille smule nyskabelse ikke helt nok til at fjerne følelsen af, at man har prøvet det hele før.

Grafikken er ikke til at klage over. De farverige baner, med meget forskellige temaer, ser fantastiske ud på Vitaens skarpe skærm, og de 3d animerede lemminger bevæger sig tilpas overbevisende i den karikerede tegnefilmsverden. Da dette er et familiespil beregnet til alle aldre, er der ikke så meget at finde i form af grafisk voldeligt indhold, hvilket nok også er bedst, taget i betragtning hvor søde de små lemminger ser ud, og hvor ondt det i forvejen gør når de til tider må lade livet.

Lemmings Touch er et ganske fint spil til Playstation Vita. Det solide puzzle-gameplay har i to årtier af god grund bestået, og den nye touch styring er et klart skridt i den rigtige retning for seriens konsolspil. Jeg vil varmt anbefale det til enhver der endnu ikke har prøvet et Lemmings spil, eller til dem der bare føler sig nostalgiske, men desværre er der ikke helt nok nyskabelse til at give den samme anbefaling til de velbevandrede i serien, som nok vil finde manglen på innovation frustrerende.