Wolfenstein: The New Order

Det er ikke nogen munter verden, svenske Machine Games byder på i deres Wolfenstein: The New Order. Nazisterne vandt krigen, de atombombede USA til underkastelse og tog et fast greb om verden. Og stærkkæben Blazkowicz blev forvandlet til grønsag under krigen, og kan blot stillesiddende se forfaldet ske fra sin rullestol.

Der tvinges han til at bevidne hvordan nazierne med ujævne mellemrum, i hvad der føles som en bizar udgave af King of the Hill-introen, henter mentalpatienter til overgreb, man næsten ikke tør tænke på. Heldigvis kommer han til hægterne, lige som nazierne angriber og vil rydde det mentalsygehus, han er indlagt på. En kniv senere er man atter bevæbnet, og kan gøre kort (og blodig) proces med den første og bedste skurk, man finder, inden hævn og opbygningen af en ny modstandsbevægelse kan tage fart.

Wolfenstein: The New Order indledes som de fleste spil gør med en kort tutorial, hvor vi om bord på et fly forventes at slukke brande, stifte bekendtskab med minispil, skyde, assistere andre, lære styringen at kende og kigge efter ting i omgivelserne. Selve eventyret tager fart da flyet rammer jorden, og en Saving Private Ryan-agtige sekvenser indtræffer, hvor jeg kæmper mig frem til fjendens redde. En tilsyneladende halvumulig opgave, da kuglerne konstant flyver om ens ører.

Til forskel fra andre store førstepersonsskydespil fra de seneste ti år, så får man ikke sit helbred tilbage ved at holde sig i dækning i nogle sekunder, men må i stedet konstant lede efter mere liv at fylde måleren med. Det er helt i Wolfensteins ånd, og fungerer faktisk glimrende. Det tilfører noget til kampene at man ikke bare kan løbe og skyde, og i stedet må tænke lidt for ikke at komme derfra i så dårlig stand, at resten af banen bliver halvumulig.

Allerede tidligt i spillet slår det mig dog, at Machine Games kun delvist har forstået hvad det er, der gør Wolfenstein til netop Wolfenstein. Præcis som med førnævnte livsmåler skal man også samle ammunition. Hver fjende bærer normalt rundt på fem-ti kugler, som man kan samle op, men det sker ikke automatisk, og i stedet skal man hele tiden trykke X (jeg har hovedsageligt spillet Xbox One-udgaven) for at gøre dette. Det bliver et frustrerende indslag, der lige så godt kunne være automatisk og ikke tilfører noget af værdi.

Hvad værre er, så er det gennem hele spillets gang ikke lykkedes mig at blive venner med måden man vælger våben på. Det kan lyde som en triviel ting, men faktum er at jeg flere gange har kæmpet med og måttet starte forfra, fordi jeg ikke kunne vælge det rette våben, eller fordi spillet automatisk har udstyret mig med præcist den skyder jeg absolut ikke vil have. Det er helt ubegribeligt at Machine Games har misset, og næsten skammeligt spurgte jeg mine internationale kollegaer om de har haft samme problem. Og jovist - de har også måtte bide i græsset flere gange på grund af klodset våbenvalg.

I sammenligning med for eksempel Call of Duty, så er der betydeligt mere finesse indbygget i The New Order, og det er den ting ved spillet, jeg synes bedst om. Her er virkelig mulighed for at spille på distinkt forskellige måder. I stedet for at servere stealth-banen og den taktiske bane som i andre spil, får jeg hele tiden mulighed for at løse ting på min måde. Nogle gange sniger jeg mig rundt for at knivmyrde brunskjorter på samlebånd, og andre gange handler det om rygende geværløb.

Ved at spille på en bestemt måde, låser man op for perks, så man opmuntres derigennem til at variere sin spillestil. Satser du meget på headshots og benytter mindre våben, kan du for eksempel få hurtigere ladetider og større magasiner, mens den, der jævnligt slæber rundt på stativmonterede kanoner i stedet får mulighed for at bevæge sig hurtigere, når han bærer på dem. Desuden er der knyttet en række achievements til disse perks, så samler man point er der yderligere årsager til at prøve forskellige varianter, og man kan hele tiden se hvordan det står til med unlocks gennem menuerne.

Et godt eksempel på hvornår det er nødvendigt at snige, er når der er en nazileder i nærheden. Får de øje på dig, tilkalder de nemlig kontinuerligt forstærkninger, indtil du tager livet af dem. Desværre er fjendernes kunstige intelligens ikke rigtig hvad jeg havde håbet, og hvert et lille rum lader til at udgøre sin egen verden, på en måde der ofte minder mig om, at det her blot er et spil. At jeg står og brager med et monteret maskingevær så ørene bløder, betyder ikke nødvendigvis at dem i gangen ved siden af hører hvad der sker.

Nu skal det med de blødende ører i øvrigt ikke tages bogstaveligt, for ørene bløder bestemt ikke i The New Order. Snarere tværtimod. Der er ikke megen tryk på lyden, der virker blød og vattet hele vejen. Lydmixet er heller ikke det bedste, til tider er det svært at høre hvad der bliver sagt, og surround udnyttes heller ikke alt for godt.

Denne slaphed omkring det tekniske går også igen i grafikken. Wolfenstein: The New Order udkommer som bekendt også til PlayStation 3 og Xbox 360, og det kan mærkes. Ofte synes jeg det minder om et spil fra forrige generation i HD, snarere end noget der er de nye maskiner værdigt. Teksturene er fattige, effekterne ikke noget særligt, og verden føles unødvendigt kantet.

Det eneste, der er godt ved grafikken, er designet. Naziæstetikken er ofte taknemmelig at give sig i kast med, og her har Machine Games formået at lave fjender som ser brutalt fæle ud, benhårde og steampunk-duftende omgivelser, samt rigtigt kvalmende naziofficerer. Det føles ofte som en blanding mellem tidlige Call of Duty-titler, Resistance: Fall of Man og Killzone - og der findes bestemt dårligere inspirationskilder end dem.

Skal jeg opsummere, så har jeg bestemt haft det sjovt med Blazkowicz. Det er et stabilt actionspil, Machine Games leverer, men det har ligesom ikke de der indslag, der får det til at skille sig ud fra mængden. Desuden kan jeg ikke slippe følelsen af, at det ikke rigtig er helt færdigt, ikke på den måde at der er mange fejl, men at der snarere er irriterende småting som et større testpublikum kunne have udpeget og fået rettet.

Nu skal man næsten være Wolfenstein-fantast, have en ekstra stor svaghed for at skyde nazier, eller bare være ekstremt udsultet på spil til de nye konsoller, for at det her skal være interessant. Wolfenstein: The New Order er ganske enkelt ikke det storslåede comeback, jeg havde håbet på, det er ikke engang i nærheden af.