Dansk
Gamereactor
anmeldelser
World of Tanks Blitz

World of Tanks Blitz

Lee tager turen som lommegeneral...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

"Hold da op, det ligner..." er min første tanke, da jeg starter World of Tanks Blitz. Hvad det ligner er naturligvis det forrygende sjove free-to-play-spil World of Tanks, som har gået sin sejrsgang verden over siden 2009, og i 2012 også blev en del af World Cyber Games eSports-linje. PC- og Xbox 360-udgaverne har med rette en enorm fanskare med hele 60 millioner registrerede spillere. Når man "ræser" rundt med en bunke holdmedlemmer i alverdens forskellige kampvogne for at nakke modstanderne, så sker det ganske vist i snegletempo, men det forhindrer ikke kampene i at være hektiske og adrenalinfremkaldende. At kæmpe en sej kamp for at få en fjende på sigtekornet, mens ens forblødende besætningsmedlemmer desperat forsøger at få næste ladning parat, er underholdende. Mere end man skulle tro. Det er et FPS for dem uden twitch-tendenser og hang til quick-scoping.

World of Tanks BlitzWorld of Tanks Blitz

Men som sagt: World of Tanks Blitz ligner hovedspillet til forveksling. Det er dog ikke det første kampvognsspil på iOS. Atypical Games' Battle Supremacy har allerede imponeret med enorme baner, viftende græsstrå og labre detaljer. Så i sammenligning med det, burde sætningen forlænges til: "Hold da op, det ligner... lort". Det ville dog være en smule unfair, og grafik er nu engang ikke alt. Udvikleren udnytter ganske vist ikke de hurtigere processorer i de nye iDimser, men til gengæld arbejder de hårdt på en kommende patch, der netop lover mere detaljeret bevoksning og andre grafiske forbedringer. Til gengæld kører World of tanks Blitz med solide 50-60 billeder i sekundet på mobilen, hvilket virker til at være en fornuftig prioritering.

World of Tanks Blitz
Dette er en annonce:
World of Tanks BlitzWorld of Tanks Blitz

Lige nu gør det ikke nogen forskel. For World of Tanks Blitz er pænt nok, men det er ikke det flotteste spil med kampvogne på iOS. Det er til gengæld måske det sjoveste, og så er det modsat nærmeste konkurrent gratis. De fleste gamere ved godt at "gratis" i mobilsammenhæng oftest bør oversættes til "du kan knap nok begynde på spillet før vi overvælder dig med timere og krav om rigtige penge". World of Tanks Blitz har ingen af de tendenser. Der er ingen timere og ingen straf. Kampene er rimeligt balancerede, så man selv med den ældste smadrekasse af en kampvogn har en chance. Ens erfaringspoint ryger ind på kontoen på en fornuftig måde, og i bund og grund er det kun ens ivrighed, der lokker en til pengepungen.

World of Tanks Blitz

Men der er nok at bruge penge på, hvis man er utålmodig. Et hav af tiers lokker med lækre kampvogne i alskens afskygninger. I World of Tanks Blitz kan man således nyde klassiske modeller fra de russiske, tyske og amerikanske styrker. Naturligvis med mulighed for at opgradere kanonerne, skroget, larvefødderne, motoren og endda træne besætningsmedlemmerne til at yde bedre på slagmarken. Hver opgradering på en kampvogn låser op for endnu én, og for enden af det pågældende tier venter så en endnu federe kampvogn. Der er en god strategisk dybde i valget af kampvogn, og man skal konstant overveje hvilken type, der passer bedst til ens spillestil.

Dette er en annonce:

Ganske vist kan man for rigtige penge købe sig til udstyret, men det er ikke umådeligt hårdt at spille sig til forbedringer, og efter fem timers spiltid sidder jeg således med fire kampvogne i garagen på op til tier tre. Det er unægteligt ikke dem, der spreder skræk og rædsel på slagmarken, men de gør det godt nok til at jeg aldrig føler mig til grin (noget EA's mobilspil Iron Force eksempelvis ikke kunne leve op til). Og igen, der er ingen skjulte timere eller andre slags ventetider at spore.

World of Tanks Blitz gør det ganske enkelt rigtigt godt.

Man kæmper både på støvede sandsletter, snedækkede jernbaneskinner i forladte industriområder, ødelagte landsbyer og grøn natur. Der er masser af stemning i de krigshærgede omgivelser og det er let at lade sig rive med i de sjove syv-mod-syv-kampe.

Du kan som spiller vælge mellem et hav af muligheder for at sætte din styring op til dine preferencer. To slags virtuelle joypads, et valg af antallet af knapper og naturligvis indstilling af følsomheden på paddet eller kameraet er alle del af pakken. Den lækreste detalje er dog muligheden for selv at flytte knapperne og paddene rudt som du lyster på den lille skærm, mens du også kan chatte og sende hurtige kommadoer via en fiks lille menu gemt i hjørnet af skærmen. Det virker fortrinligt.

World of Tanks BlitzWorld of Tanks BlitzWorld of Tanks Blitz

Er du allerede storspiller i Wargaming.nets World of Tanks, vil det ganske sikkert ærgre dig, at du ikke kan overføre hverken kampvogne eller status til mobiludgaven. Det er separate spil, med hver deres møntfod og progression. Det er dog ikke for udelukkende at irritere spilleren, at denne beslutning er truffet, men ganske enkelt fordi det er ganske forskellige spil på trods af de mange ligheder. World of Tanks Blitz er tunet til mobilspilleren.

World of Tanks Blitz

Mens man ikke snydes for et stort udvalg af kampvogne og modificeringer, så er banerne af en noget anden størrelse end man er vant til fra PC-spillet. Med en kortstørrelse på omkring det kvarte lever World of Tanks Blitz til fulde op til navnet. Det er nemlig langt hurtigere kampe man finder her på iOS-formatet (og snart Android). Der er stadig en base der skal indtages, eller et hold af modstandere der skal udraderes, hvis man vil opnå sejren, men det er sådan set også det. Ingen omstændige dikkedarer, det er ind og ud og videre.

World of Tanks Blitz

Og det er hvor World of Tanks Blitz viser sin styrke på den mobile platform. En styrke der dog, med mindre der kommer flere spil-modes, ganske hurtigt kan vise sig at blive spillets største svaghed.

Men til prisen på gratis er der intet forgjort i at kaste sig ud på slagmarken som lommesoldat. World of Tanks Blitz er måske ikke det flotteste tank-spil på formatet, men det er stadig det sjoveste.

World of Tanks BlitzWorld of Tanks Blitz

Du kan se vores livestream af freemium-spil til mobilerne herunder. Omkring 40 minutter inde i programmet kan du se 20 minutters kamp fra World of Tanks Blitz.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Sjove og veldesignede baner, masser af opgradeirnger, mange indstillinger af styringen, solid framerate,
-
Kun en enkelt gamemode, små kort, en anelse for simpelt
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold