Bound by Flame

Halvanden time er hvad jeg nu har brugt på at forsøge at nedlægge den endelige boss uden held. Jeg har ikke en chance. Jeg bander og svovler. Hele 22 færdiglavede health potions gemmer sig i min rygsæk. De rette gems er sat i mit ranger-gear og jeg er øm i fingrene af at knuge min dualshock for hårdt. Men jeg mangler ét pokkers skill point for at have en fornuftig chance, ser det ud til, så meget kan jeg fornemme. Det nytter dog intet, for når et kapitel er klaret, er det slut med at gå tilbage. Jeg er level 23, jeg får lammetæsk, og jeg har ikke længere mulighed for at forbedre min figur.

Jeg kan ikke nå at sætte fælder ordentligt, jeg kan ikke nå at bruge min magi, eller mit forsvar, jeg kan knap nok drikke en potion, og jeg har nu sat sværdhedsgraden ned på den laveste af fire mulige. Jeg har skiftet gems og taktikker flere gange. Intet hjælper. Jeg gør tydeligvis et eller andet forkert, men jeg aner ikke hvad. Indtil nu er det gået forrygende.

Men her sidder jeg tilbage frustreret ved sidste kamp. Jeg har været tæt på at vinde flere gange i løbet af mere end tyve forsøg. Min indsats er dog nu efterhånden begrænset til at hamre løs på to af PS4-controllerens knapper som besat, mens jeg trykker på en tredje fra tid til anden. At bossen får hjælp af en gigantisk følgesvend halvvejs i kampen forbedrer ikke mine odds. Jeg er sur, og jeg er træt af at genstarte. Og det begyndte ellers så godt. Eller det vil sige det gjorde det faktisk ikke. Men lad os spole tretten timer tilbage i tiden, til begyndelsen af Bound by Flame.

Det første jeg bemærker, da jeg starter udviklerhuset Spiders nyeste rollespil op, er en yderst begrænset figur-editor. Jeg kan vælge mellem to køn, en håndfuld frisurer og så igen en håndfuld menneskeracer. Det er ikke meget, men ingen af valgmulighederne er decideret gyselige, så jeg vælger hurtigt en figur. Der er dog heller ingen klasser, og evnetræet viser kun en mulighed for at være enten warrior eller ranger. Jeg er mildest talt ikke imponeret. Men som sagt så ofte: man skal ikke skue hunden på hårene.

Efter kort tid er jeg således i gang med at slagte udøde og dæmon-lignende væsner. Det føles dog ikke som et traditionelt rollespil, men mere som en fantasy-roman krydret med lidt The Walking Dead og Gears of War. Lige dele desperation blandet med testosteron på en måde som kun drengene fra Gears-holdet ville kunne levere.

Min figur har efter et kvarters spiltid eksempelvis slået spillets første store monster og udbryder: "Øh, hey... lagde nogle af jer mærke til hvad jeg gjorde ved det fucking store monster? Seriøst? Jeg ristede det fuldstændigt. Jeg reddede vores røve, og I er bare allesammen sådan: Hey, hvad er der til middag?". Jo, den er god nok. Sådan taler hovedpersonen.

Rollespilleren med de fine fornemmelser krummer tæer, mens drengerøven i mig griner højt. Det er ikke just den vanlige rollespilsdialog, der præger foretagenet. Og selvom det egentlig er ret befriende, er det også en smule bekymrende. For der loves op til 30 timers spiltid fra udvikleren, hvis man tager alle sidemissioner sammen med kampagnen, men det sidste jeg har lyst til er en generisk historie om en bunke muskelbundter på skeletjagt. Det viser sig dog heldigvis at der gemmer sig mere i Bound by Flame.

Spillets hovedperson er dog ikke den slags med fine fornemmelser, og det er resten af slænget, der følger med, faktisk heller ikke. Men det er overraskende fornøjeligt at være en del af. Og snart har jeg vænnet mig til at seksbenede monstre bliver spurgt hvilken røv de går på toilettet med, helten konstaterer på vej ind i en grotte, at det i det mindste er så mørkt, at ingen bemærker, hvis han skider i bukserne af skræk, mens letpåklædte hekse får kommentarer med på vejen om hvordan kødet kæmper om at komme ud af tøjet. Sådan er de åbenbart i den her gruppe.

Gruppen hedder Pure Blades og er en samling af lejesvende, der tager den rolle som de højestbydende betaler for. I dette tilfælde er det de såkaldte lærde, The Red Scholars, som har bedt om ekstra beskyttelse. Nogle sagnomspundne og gudelignende væsner kaldet The Lords of Ice har overrendt Vertiel med en hær af udøde, og The Red Scholars mener at kunne finde løsningen på det problem og redde verden, hvis de altså overlever længe nok til at finde den.

Det går selvfølgelig ikke værre eller bedre, end at vores helt under et ritual fyldes med en mystisk kraft og pludselig ender som gruppens vigtigste medlem. Men der er en pris tilknyttet hovedpersonens nye styrke: en dæmon kæmper for at få overtaget, og for hver nytilføjede evne fjernes en smule af hovedpersonens menneskelighed. Det er en interessant mekanik og en god måde at give spilleren ekstra svære valg undervejs i historien. Samtidig med at det giver figuren en dualitet, der både tiltrækker drengerøven og rollespilleren med hang til storladen dialog af den gamle skole.

Ligesom Mass Effect, The Walking Dead og Dragon Age handler det i høj grad om ens valg, og de mange kvaler de ofte volder. Det er her hvor Spiders satser på at genspilningsværdien skal findes. For det er desværre ikke muligt at fortsætte et new game plus (som typisk er hvor man kan genspille eventyret med ens kraftfulde figur på en højere sværhedsgrad), eller for den sags skyld fortsætte med spillet, så snart man har gennemført det. Det handler om historien og ens valg, og de viser sig ganske hurtigt at have ret drastiske konsekvenser undervejs, både for de mulige missioner, men også for ens allierede. Det bliver ikke lettere af at man konstant stilles overfor forrædere, politiske magtkampe og en lokken fra ens indre dæmon, der gennem dialoger med hovedpersonen konstant sår tvivl om andres motivationer. Det er således ofte med ganske store kvaler at valg træffes (med mindre man naturligvis snyder og gemmer sit spil ofte undervejs).

Desværre har Spiders Studios ikke alene været ganske hårde med hensyn til at slutte spillet, når hovedhistorien er overstået, men de låser også sidemissionerne i hver enkelt af spillets fem kapitler, så snart man er gået videre. Naturligvis er det for at undgå, at man eksempelvis bliver sendt på et svinkeærinde for at hente medicin til en syg person, som allerede er kommet sig i hovedhistorien, men jeg kunne ønske at der så have været en mulighed for at tage mindre historie-kritiske sidemissioner, hvis man følte et behov for senere at optjene XP eller guld. Jeg kunne også ønske mig, at der var mulighed for at genstarte ens evnetræ, hvis man har taget nogle dumme valg undervejs. For netop i evnetræet viser det sig hurtigt, at der er mere til de to klasser end som så. Ganske kort tid inde i spillet åbnes der nemlig op for et tredje træ, der fokuserer på magi. Så pludselig har man valget mellem en hårdslående kriger, en snigmorder, en bueskytte, en specialist i fælder og en magiker med pyroman-tendenser. Ganske vist dækker ranger-klassen over både snigmorderen, fældespecialisten og bueskytten, alligevel skal der ikke mange forkerte valg til, før man har låst sig ude fra den sidste værdifulde evne i et træ (en evne der iøvrigt holdes hemmelig, indtil man har brugt nok point).

Således starter jeg ud som den hårdtslående kriger, der kan parere, skubbe fjender og ellers give den gas med tonstunge tohåndsvåben i alle afskygninger. Omkring syv timer inde i eventyret kaster jeg dog min kærlighed over sniger-elementet og ranger-klassens akrobatiske udfoldelser samt hurtige ethåndsvåben. Klassen er ganske enkelt rasende sjov, og vender for mig kampene fra at være en anelse tunge og strategiske til at handle om at snige sig rundt eller uddele håndflade og partere fjender hurtigst muligt, mens jeg morer mig over at sprænge dem i stykker med velplacerede fælder.

Man kan også frit vælge mellem flere forskellige partnere undervejs i historien, og mens det typisk betyder at man kan vælge at tage én medhjælper med i kampene udvides det tal dog til tider. Du kan ligeledes influere dine medhjælperes kampstil både inden og under kampene. Der loves også ifølge trophy-listen, at man har mulighed for romantiske udfoldelser med ens kampfæller, selvom jeg dog aldrig støder på den mulighed under min gennemspilning.

Kampene, der også inkluderer drabelige bosser, er ganske vist ikke svære som i eksempelvis Dark Souls, men det er ikke langt fra (især ikke med sværhedsgraden skruet op - denne kan ændres undervejs i spillet, ligesom man under kampene kan fastlåse sigtet på en enkelt fjende). Hver enkelt konfrontation kræver ofte eftertænksomhed fremfor råstyrke. Det er ofte mindre grupper på tre-fire fjender, der udgør modstanden, og det føles sjældent som hjernedød hack ‘n' slash, men nærmere som små kampe, hvor ens taktik og forberedelse har betydning. Da jeg får mit udstyr og klassevalg fintunet en del, kan jeg dog ofte bruge toknaps-metoden til at nedlægge de fleste modstandere. Systemet kan med andre ord underholde spillere uanset om de er til Dark Souls eller Fable.

Apropos udstyr så indeholder Bound by Flame et ganske omfattende crafting-system, der sammen med dine valg også påvirker udseendet af din figur. Som vi kender det fra eksempelvis Monster Hunter-serien gælder det om at samle materialer (omkring tyve forskellige) sammensmelte disse, vælge gems, og crafte samt forbedre eksisterende udstyr. Det sker gennem et ganske fornuftigt interface, der sjældent tvinger en til en længere rejse gennem faneblade. I det hele taget er interfacet i betragtning af de mange muligheder ganske eksemplarisk udført. At der samtidig gøres god brug af touchpaddet på controlleren er bare endnu et plus. Besværgelser er sjældent længere væk end et strøg på paddet, og ellers kan man med et tryk på skulderknappen frembringe et hjul med valgmuligheder.

Desværre er udvalget af loot ikke på niveau med hverken Monster Hunter-, Borderlands-Sacred- eller Diablo-serierne, men mindre kan naturligvis også gøre det, det er nu engang mere rollespil end loot-jagt, som Bound by Flame byder på. Men når man finder ti forskellige brystpansre på femten spiltimer, er det dog måske lige i underkanten, også selvom et brystpanser kan udvides med tilhørende albue-beskyttere, skulderværn og krystaller ved crafting.

Som sagt er der fem kapitler i hovedhistorien. Her tages vi gennem sumpområder, slotsruiner, mørke grotter, sneklædte landskaber, forladte byer for til sidst at ende på et enormt fort, hvor spillets ondeste kraft og dermed finalekampen finder sted. Det hele sker med fabelagtig lyslægning og fede tegneseriestreger som vi kender det fra Borderlands-spillene. Det klæder omgivelserne og giver spillet et mere unikt udseende og stemning, selvom der ikke er den store fantasi at spore i de ret fantasy-klassiske omgivelser eller figurer. Områderne er dog aldrig enorme, til gengæld byder de ofte på et virvar af genveje og labyrintiske passager. Du ved selv om det er noget for dig.

Hvert kapitel har sin egen hub i stil med Borderlands og The Witcher 2, hvorfra man typisk får sidemissioner og følger hovedhistoriens udvikling. Et nydeligt kort kan udstyres med hjælpemarkører, hvis man gerne vil holdes en smule i hånden, ligesom en mindre udgave kan placeres i højre hjørne af skærmen eller som et gennemsigtigt lag på selve spilskærmen. Alle dele fungerer eksemplarisk, og der er sjældent grund til at brokke sig. Det er der desværre til gengæld med sidemissionerne og hovedhistorien. Der er flere gange, hvor jeg oplever at være på en sidemission, der ganske enkelt er bagefter hovedhistorien. Således kan min hovedperson på et tidspunkt fortælle en gruppe overlevende, at vi leder efter en bestemt person, længe efter at vi har fundet og dræbt vedkommende. Endnu mere komisk bliver det kun da de efterfølgende tiltaler en person, der ikke længere er i gruppen. Til tider peger pile ligeledes mod quests, der allerede er løste. Det er rodet, og med tanke på at hvert kapitel lukker for muligheden for genbesøg, virker det halvfærdigt og sløset, at der ikke er bedre styr på dette.

Noget andet, der virker halvfærdigt, er musikken. Det lyder oftest som musik, jeg ville forvente at finde på en Best of the Celtics i den lokale Føtex. Og det er underligt, for Oliver Deriviere har tidligere leveret god musik til både Assassin's Creed IV Freedom Cry, Remember Me og Spiders tidligere udspil Of Orcs and Men. Men i Bound by Flame er der sjældent store episke fornemmelser eller ørehængere, derimod er der oftest lidt korte musik-collager tilsat en smule kor af den slags man finder på en lunken Vangelis-plade. Stemmeskuespillet er dog tilpas fornuftigt og enkelte personer er decideret herlige i deres levering af materialet, selvom mundbevægelserne er alt andet end troværdige.

Men tilbage til slutningen og min håbløse udfordring. Da jeg efterfølgende vælger at skabe en ny figur efter at have opgivet kampen mod slutbossen, er jeg overrasket over hvor meget jeg glæder mig til at tage turen igen og denne gang løse alle sidemissionerne og opleve nye konsekvenser af mine valg. Og det er måske i virkeligheden den bedste anbefaling man kan give et rollespil.

Men når jeg sidder fast efter fjorten timers spil uden mulighed for at forbedre min figur, så har jeg svært ved helhjertet at rose den anderledes fantasy-historie til skyerne, selvom jeg nød den. Og sammen med flere andre småfejl gør det, at jeg beslutter mig for kun at anbefale Bound by Flame til de af jer, der tørster efter et rollespil på PlayStation 4, mens I venter på The Witcher 3. På både de gamle konsoller og PC er der dog bedre alternativer at vælge mellem.