Child of Light

Jeg husker soleklart, første gang jeg så Disneys Robin Hood. Jeg sad i en stor blød sofa i min onkels svenske sommerhus og stirrede blankt på den lille tv-skærm. Jeg ønskede mere end noget andet at rejse ind i Sherwood-skoven og udleve det eventyr, Robin, lille John og broder Tuck udlevede. Eventyr som Robin Hood, Aladdin og Tornerose har altid haft denne tiltrækningskraft. De universer de skaber er dragende, magiske og uendeligt smukke, og giver seeren muligheden for at udforske grænserne for egen fantasi. Denne evne har været reserveret filmkunsten i de fleste tilfælde, men til tider bryder ét enkelt spil eller to igennem denne barriere og giver samme følelse af fascination og nostalgi.

Child of Light besidder denne evne og mere til. Det blander Disneys fortryllende eventyr med noget, der til tider bringer tankerne hen på kunsten i sengoku-perioden i japansk historie. Det er et lysende eksempel på eventyrets kraft, og hvad et velrealiseret eventyrland kan betyde for en spiloplevelse. Det er en storslået rejse, der fortjener både din opmærksomhed og tid.

Aurora vågner på toppen af et koldt og mørkt bjerg. Hendes flammende røde hår danser i vinden, og hun kigger sig forvildet rundt. Hvor er hun? Ude i horisonten vandrer kæmper så store som højhuse, og forhistoriske fugle kigger nysgerrigt på hende fra en trætop. Hun er blevet transporteret til eventyrlandet Lemuria. Lemuria er nemlig i fare, og har brug for en stærk pige som Aurora til at lokalisere de forsvundne stjerner og den stjålne måne. Kun ved at finde disse kan hun udfordre den onde heks Umbria, der hersker over det engang fredfyldte land.

Det er en klassisk eventyrhistorie, som du måske kender dem fra enten Narnia eller Ringenes Herre, men det tager mest af alt udgangspunkt i den Disney-nostalgi, som runger så kraftigt i de fleste menneskers hjerter. Det er en til tider tragisk historie om kærlighed, venskab og had, der hurtigt trækker stregerne op mellem det gode og det onde. Dog forholder det sig heldigvis sådan, at plottet forbliver nuanceret trods den meget eventyrprægede opdeling. I løbet af historien tages en række seriøse emner op, men gennem Auroras barnlige og uskyldige sind, fortolkes disse tragiske begivenheder på en mere håbefuld måde. Dette er grundstenen i de fleste eventyr. Altså hovedpersonens håbefulde fortolkning og indstilling til den modgang, plottet smider i hovedet på dem, og Aurora er uden tvivl blandt de stærkeste af disse.

Historien, der tager Aurora, hendes konstant voksende skare af allierede og hendes flammefølgesvend Ignuculus på en rejse tværs over Lemuria, fortælles i versemål. Det vil sige at hver eneste dialogudveksling foregår i rim, og fremstår nærmest som flydende poesi. Det er en letkøbt, men utrolig effektiv måde at udpensle historiens eventyrinspirerede udtryk på, og gør hver eneste lille dialogudveksling til en fryd. Rimene giver også anledning til nogle skæve samtaler, og disse giver de diverse allieredes karakteropbygning lidt mere kant. Faktisk får hver enkelt karakter ikke specielt meget individuel taletid, men når de endelig har noget at sige, føler man sig nærmest nødsaget til at lægge controlleren fra sig og kigge fortryllet på skærmen, som om spillet pludselig er begyndt at læse en eventyrbog op for en.

Child of Light er bygget på Ubisofts nye UbiArt framework engine, som du måske kender fra Rayman Origins og Rayman Legends. Child of Light ses derfor fra siden, og har en del genkendelige platforming elementer, som tid- og refleksbaserede platformpuslespil. Men Child of Light er ikke en platformer, nej det er et RPG, altså et rollespil. Du har Lemuria som en semiåben sandkasse, hvor du frit kan finde forsvundne kister, hugge diamanter som opgraderer dit grej, og brygge eliksirer. Aurora og hendes kompagnoner har tilmed hver deres udviklingstræ, hvor du frit kan opgradere forskellige besværgelser. Disse typiske rollespilselementer kulminerer dog i spillets kampsystem. Du bliver præsenteret for 1-3 fjender, og kan selv frit vælge 2 kombattanter fra dit arsenal. Derefter popper en lille fartbjælke op i bunden af skærmen, der fortæller dig hvornår fjenden angriber, og hvornår du kan angribe. Det er et relativt innovativt spin på de gamle turbaserede Final Fantasy-systemer, hvor du deltager mere aktivt og er konstant under tidspres. Skal Aurora nu forsvare Finn mens han formaner en kraftfuld ildbesværgelse? Eller skal hun selv forbande fjenderne så de er langsommere til at angribe? Dette er bare én af en lang række taktiske overvejelser, som man træffer i hver kamp. Du opfordres til aldrig at hvile på laurbærrene, og derfor kan du, samtidig med at du kæmper, styre Ignuculus rundt på banen. Hvis du placerer ham hos fjenden, gør du deres besværgelsestid langsommere, men hvis du placerer ham hos en allieret, vil han gendanne nogle livspoint.

Den lille Ignuculus holder kampene intense, men hvis du har brug for assistance, kan en ven styre Ignuculus for dig. Ved at forbinde endnu en controller, kan en ven tage en del af presset i de mere uoverskuelige kampe, og samtidig hjælpe dig med at samle ressourcer, når du er ude i felten. Det er simpelt kooperativt system, som Ubisoft før har brugt i Rayman Legends, hvor et lille lysende insekt kunne hjælpe Rayman igennem banen. Avanceret eller dybt bliver det aldrig, men bare det at kunne dele oplevelsen med en ven, og være to om de intense kampe, er nok til at retfærdiggøre tilføjelsen.

Child of Light har altså et fantastisk dybt, men samtidig enormt tilgængeligt kampsystem, der fastholder interessen hele vejen igennem spillets cirka 7-8 timer. Det er så fascinerende, at man konstant leder efter ligegyldige kampe, så man kan time sine besværgelser perfekt og få yderligere XP-point til sine karakterer. Når du så engang er kommet igennem Child of Light, har set den smukke slutning, og ville ønske at du fik mere for dine 150 kroner (!), tilbyder spillet en hard mode, som for alvor opper kampenes sværhedsgrad. Her er en enkelt fejlvurdering i sekvensen af dine besværgelser ensbetydende med en dummeflad og en ommer.

Trods et fascinerende kampsystem, en række dybe RPG-mekanikker og en vidunderlig historie, må jeg ærligt indrømme, at størstedelen af Child of Lights appel, kommer fra de eminente håndtegnede landskaber og karaktermodeller, samt den underfundige klaverbårne musik. Child of Light er et mesterstykke i grafisk detalje, hvor håndtegnede akvareller danner grundlag for Lemurias betagende landskaber. Det minder for alvor om Sherwood-skoven, om Torneroses slot, om Sværdet i Stenens brostensbelagte byveje og om tusindmeterskovens fredfyldte uskyldighed. Aurora rejser fra solskinsstepper til regnfulde dunkelskove, og hvert eneste område er lige til at tabe kæben over. Hvert område er akkompagneret af en speciel musikalsk stil, men hovedsageligt går et skrøbeligt klaverstykke i ring, som leder tankerne hen på Michael Giacchinos hjerteskærende stykke fra Disneys Up.

Størstedelen af Child of Lights fortælling foregår, i bedste eventyrbogsinspirerede forstand, uden stemmeskuespil. En mystisk kvindestemme giver til tider opsummeringer i rim, men udover dette foregår dialogudveksling udelukkende via tekst. Dette kan godt fremstå en smule old school for nogle, men jeg opdagede hurtigt, at hvis man læser rimene op for sig selv, er oplevelsen meget stærkere.

I kan godt mærke hvor jeg er på vej hen ikke? Child of Light er en af de stærkeste spiloplevelser, jeg har haft meget længe. Auroras fortælling om Lemuria satte sig dybt i mine tanker, og fortryllede mig fuldstændig. Det skyldes de betagende landskaber, den smukke musik og de dybe RPG-systemer, men mest af alt, skyldes det den underfundige Disney-nostalgi som boblede op, og genforenede mig med mit indre barn. Det er der Child of Lights sande magi ligger gemt. Man sidder nemlig tilbage med præcis samme følelse, som første gang man så Arthur trække sværdet ud af stenen, som da man gyste ved Robin Hoods spring ned i floden fra Prins Johns borg, og den følelse er yderst dyrebar.