Trials Frontier

Trials står for mig som et godt eksempel på hvordan man kan genskabe arcade-fornemmelsen og bare-lige-ét-spil-til-stemningen til konsoller og PC. Finske Redlynx har med serien skabt en sand lille spilperle. Med Trials Fusion har de atter engang leveret gale stunts og sjove baner krydret med drabelige dødsulykker. Med Trials Frontier tager de skridtet til mobiler.

To pile i venstre side får din figur til at læne sig frem eller tilbage, mens to i den højre styrer din hastighed. Det er simpelt uden dikkedarer, og det virker fortræffeligt. Det burde det sådan set også, for vi har tidligere været yderst begejstrede for Redlynx' fortræffelige udgave af Motoheroz HD på de mobile platforme. Trials Frontier ligner da også mistænkeligt meget, men som man siger, hvis skidtet virker, hvorfor så ændre på det?

Således ræser du både gennem mørke lossepladser, forladte storbyer, støvede ørkener og andre mere eller mindre fantasifulde omgivelser i jagten på berømmelse. Alle naturligvis med drabelige loops, skøre forhindringer og afsluttende dødsulykker. Det er som Motoheroz HD, bare med et nøk op i grafikken.

Du kan naturligvis både opgradere din gamle kværn eller købe nye for optjente spareskillinger, ligesom du kan sammensmelte de forskellige dele, du finder i banerne til endnu kraftigere opgraderinger. Det føles ganske enkelt ekstra belønnende at køre de mange baner igennem flere gange.

Som altid er reglen: jo vildere stunts du laver, desto flere penge tjener du. Så man tager naturligvis lige en chance eller to under løbene, men med faldefærdige broer og eksploderende tønder er der nok af muligheder for at det går galt. Det er som sagt som at gense MotoHeroz, bare med et tohjulet køretøj og en smule tungere fysik. Alene det burde være nok til at trykke køb.

Men måske har Motoheroz HD ikke solgt som forventet. Om ikke andet har Ubisoft denne gang besluttet at freemium-vejen er ruten vi kører. Freemium er desværre kommet for at blive, dertil er der ganske enkelt for mange kunder til modellen. Det behøver ikke nødvendigvis være helt galt, men når en gumpetung skabelon presses nedover et spil, som altid har været kendetegnet ved uafbrudte spilsessioner uden overflødigt skrammel, så går det udover spilleglæden.

Desværre er det sådan, Trials Frontier griber det an. Der er et hav af opgraderinger, naturligvis alle med timere der let tager halve timer. Imens kan du heldigvis ræse løs. Eller det vil sige, du kan køre en syv-otte korte løb, der alle tømmer din benzintank. Løber du tør, må du pænt vente cirka et kvarter for at kunne spille ét løb igen. Begge møntfødder kommer dog i en fornuftig strøm, så det virker ikke uretfærdigt, men du bliver ofte mindet om at du kan købe, købe, købe for at nyde spillet en smule mere. Den mindste IAP-pakke koster 32 kroner, den dyreste koster 649 kroner. Ingen af dem lader dig spille ubegrænset, selvom den dyreste giver dig penge til så stor en benzintank, at det næppe vil blive et problem med ventetid nogensinde. Men så er prisen også derefter.

Kan man leve med ufrivillige pauser, behøver det som regel ikke være en hindring for at nyde et freemium-spil, men det er desværre ikke det eneste nye "fikse" tiltag. Hele spillet har fået et lag freemium-maling, således er det fyldt med ligegyldige dialogbokse, irriterende hovedpersoner og den der typisk dårlige reklametegneserie-stemning, som kendetegner så mange af den slags spil. Og dialogboksene begrænser sig ikke til en enkelt eller to. Jeg har talt op til ni af slagsen bare for at komme videre til valg af banen.

Sådan her foregår det for det meste, hvis du vil spille en bane: Du tænder spillet og klikker en notifikation væk om at connecte med Uplay, med mindre naturligvis du har opgivet og accepteret at den skal bruges til blandt andet ghost-løb fremfor det velfungerende Gamecenter, hvor alle dine venner alligevel er. Så klikker du på en af kortets bygninger, som byder på dine missioner. Herefter præsenteres du for kortet, hvor du kan vælge et løb, så klikker du igen på en af missionerne og en ny fane kommer op. Her klikker du start, hvis du altså har nok benzin. Klikkeklikkeklikkeklikke. Og dette er endda det bedste eksempel, hvor du ikke er tvunget til at lytte og klikke dig gennem ligegyldig dialog fra en upersonlig tegneseriefigur. Løser du en mission, kan du nemlig se frem til at klikke gennem yderligere dialogvinduer, et lykkehjul og en notifikation om dit fremskridt. Det dræber fuldstændig den umiddelbarhed, køreglæde og arcade-stemning, der ellers normalt gennemsyrer Trials-serien. Jeg afskyr virkelig det lag af freemium-pladder, der er trukket ned over spillet.

Nu synes du måske at anmeldelsen her handler lige lovligt meget om freemium, men det er tilsigtet, for det er oplevelsen du sidder med under gennemspilningen af Trials. At freemium får førersædet, mens gameplayet må tage til takke med at sidde surmulende på bagsædet.

Det er fint at spillet er gratis, jeg ville dog ønske at Ubisoft troede mere på deres produkt end at give det gratis væk, eller at mobilgamere ikke var så nærige, at hele spiloplevelser afløses af denne model. Freemium-modellen er svær at se gennem fingre med, når eksempelvis den nærmeste tohjulede konkurrent Bike Baron bare er et klik væk, med sjove og ubegrænsede ræs samt gale stunts til sølle syv kroner. Baronen byder iøvrigt også på en bane-editor. Og så var Bike Baron velfortjent nummer et i 81 lande, blev ugens spil på App Store og har efter udgiverens udsagn haft millioner af downloads siden udgivelsen i 2012. Så hvorfor ikke satse på at slå den? Gameplayet er stort set ens. Men mens Trials vinder på en flottere grafik, taber den stort på freemium-indpakningen, også selvom det ser ud til at du kan gennemføre spillet uden nogensinde at hive pengepungen frem. Hvis du venter længe nok.

Spørgsmålet er så, om jeg skal kvittere med et 8-tal for de velsmagende småbidder af solidt gameplay samt den velfungerende styring, eller levere en muggen bundskraber af en karakter for at skulle se på endnu et spil med unødvendige timere, upersonlige tegninger, samt forskellige møntfødder og andet freemium-lort. Trials Frontier kan nemlig være rigtigt sjovt, men når man bedst er fanget, er spiltiden opbrugt.

Jeg vælger derfor at tage den gyldne middelvej og konstaterer at spillet er godkendt og måske endda mere end det, hvis spiltiden kun er til korte sessioner. Karakteren kan altså gå begge veje, alt efter hvordan du har det med den slags. Det ved du bedst selv.

Det er en ærgerlig konklusion at skulle ende på, for der er masser af indhold fordelt på et hav af baner, opgraderinger og forskellige motorcykler. Gameplayet er i top, og det er vældigt sjovt. Der er kort sagt nok at lave, når du altså får lov at spille. Jeg takker pænt for den gratis og til tider fornøjelige køretur, men samler ikke spillet op igen. Godt gameplay eller ej, jeg ræser videre med Bike Baron, Motoheroz HD eller det rigtige Trials Fusion, der må jeg nemlig spille, når jeg har tid og lyst.