Yaiba: Ninja Gaiden Z

Prologen viser historien bag det nye Team Ninja-spil med et lækkert tegneserieudseende. Den udspekulerede ninja-dræber Yaiba har fundet den onde Ryo Hayabusa i en tætpakket bambusskov - vi kender alle Hayabusa som den ikoniske helt, der lige siden begyndelsen som spilhelt i arkadehallerne og på NES for mange år siden, har stået for slagkraftig action.

Alt det kender Yaiba åbenbart ikke noget til, for selvom han er god, er han ikke SÅ god. Efter en intens kamp efterlades Yaiba således på samme måde som stort set alle andre af Hayabusas modstanderne, og med kroppen skåret i to stykker ser cyborg-ninjaen livet forsvinde foran sig. Men inden Yaiba når at finde ud af, hvad der egentligt er sket, bliver han skruet sammen igen af en halvskummel organisation, der ønsker at sende ham i flæsket på en russisk zombie-invasion. Hans motivation er stadig at få fingrene i Ryo, men med en sprængladning i hovedet, som kan udløses af hans nye arbejdsgiver, gør han som han bliver fortalt.

Som et plaster på såret, bliver han i det mindste tildelt sekretæren Monday, som på alle tidspunkter er klar med instrukser og lignende. De mange første samtaler resulterer dog ikke i andet end at sende Yaiba i kamp med den første gruppe af fjender, og herfra starter combo-festen så ellers. Yaiba: Ninja Gaiden Z er et ligetil kampspil. Til at bekæmpe de mange fjender er vores helt udstyret med tre forskellige typer angreb. Hurtige hug med hans ødelagte katana, et bredt angreb med hans splinternye metalhånd, der sidder for enden af en jernkæde, samt et hoppende angreb der på det nærmeste fungerer som en bombe. Yderligere kan man dashe for at undvige, modangribe, hvis man har timingen i orden, samt afslutte svækkede modstandere for at genvinde livsenergi.

Som historien også antyder tager Yaiba: Ninja Gaiden Z ikke sig selv alt for seriøst. Det hele præsenteres med et farvefyldt cel-shaded udseende, som på en eller anden måde bløder det blodige gameplay en smule op. Grafisk mødes man af et rent og blødt udseende, som faktisk passer rigtigt godt til spillet. Selv den krasse humor forstår sin plads i spillet - Yaiba kommenterer på alt med typiske oneliners og sørger for at forvolde de mange zombier ekstra ydmygende skade, når han har muligheden. Man kan også bruge afskårne kropsdele fra fjenderne som improviserede våben, hvis man er til den slags.

Mange af fjenderne er delt op i en slags element-grupper, hvilket betyder at de eksempelvis kan forvolde ild-, elektrisk eller... opkast-skade. Med lidt snilde kan Yaiba dog drage fordel af fjendernes elementer og vende dem mod hinanden. Kampene er ofte delt op i små kapitler for sig selv, og man belønnes efterfølgende via et detaljeret pointsystem. Særlig originale er dog de zombie-puzzles man præsenteres for fra tid til anden, hvor ellers tilsyneladende fredsommelige zombies skal bruges som kasteskyts for at åbne nye ruter.

Spillet indeholder også parkour-lignende platformssekvenser, som egentlig bare er halvskjulte Quicktime-sekvenser. I disse situationer indikerer pile, røde kroge eller gyldne fjender hvad man har af muligheder, og man har endda muligheden for at afvige fra den planlagte rute, for at indsamle bonusobjekter og lignende. Fragmenter af sidehistorier, ekstra livsenergi og beskyttelse er oftest hvad man får ud af at vige fra de vante ruter. Yaiba modtager yderligere erfaringspoints for hver besejret fjende, som senere kan veksles til nye evner.

Det hele føles som et miks af elementer taget fra spil som Metal Gear Rising: Revengeance og Ninja Blade. Når det gælder det visuelle og gameplayet, har Yaiba dog mere til fælles med Lollipop Chainsaw - det er kun delvist godt. Der er dog et par problemer, og da Yaiba eksempelvis kun kan hoppe i specifikke situationer, føler man sig aldrig som en ninja. Det er også lidt underligt at sværhedsgraden er virkelig høj, selvom man har valgt spillets middelniveau, og så er det frustrerende at man ofte sendes langt tilbage, hvis man mister livet i en kamp. Man kan tilnærmelsesvist godt mærke Ninja Gaiden-rødderne, men i Yaiba handler det desværre mere om at gentage de samme situationer igen og igen indtil man husker dem, end at stole på sine reflekser. Frustrationen bliver ikke mindre af de lange indlæsningstider.

Desværre er der en sidste og virkelig ødelæggende mangel ved spillet, som er svær at ignorere. Spillet er ufattelig kort, og efter blot fem timer er det hele overstået. Herefter er det udelukkende highscore-listerne, nye kostumer og en arkade-mode der skal holde spilleren fanget, og det er simpelthen ikke nok.

Yaiba: Ninja Gaiden Z er en forvirrende blanding af elementer, der alle rangerer fra kendte og gode, til underlige og malplacerede. Her er flot grafik og masser af blodig action, men spillet nærmer sig på intet tidspunkt titler som Bayonetta eller Metal Gear Rising: Revengeance når det gælder gameplayet, og det er derfor en smule svært at anbefale. Godkendt på en god dag med blodsprøjt og medvind i håret.