Yoshi's New Island

Jeg var skuffet, da jeg første gang hørte at Yoshi og ikke Mario, var hovedperson i den efterfølger til Super Mario World på Super Nintendo, jeg havde ventet så længe på. Men min skuffelse forsvandt straks, da jeg endelig fik lov til at boltre mig med spillet, og i dag, næsten 20 år senere, står Super Mario World 2: Yoshi's Island stadig som et af de bedste platformspil jeg nogensinde har spillet.

Nintendo har flere gange siden forsøgt at genfinde magien. Hverken opdaterede remakes, side-eventyr eller efterfølgeren Yoshi's Island DS formåede dog nogensinde at diske op med et samlet eventyr, der var ligeså originalt og fantastisk skruet sammen som første gang den kaste-glade øgle selv fik lov at agere hovedperson.

Hele denne baggrundshistorie er måske netop hvorfor den første tid med det nye eventyr er så troværdig mod originalen. Udfordringerne, baggrundshistorien og mekanikkerne er stort set de samme, og man føler for en tid at man er havnet i noget, der mere minder om en udvidelsespakke end et selvstændigt spil.

Formularen er uændret og Yoshi kan stadig sluge fjender, forvandle dem til kasteskyts i form af farverige æg, og fyre dem tilbage i ansigtet på andre fjender, eller bruger dem til at indsamle bonusser og ekstraliv. Baby-Mario skal ligeledes stadig beskyttes, og hver gang man bliver ramt af en fjende bryder han i gråd, ryger af Yoshis ryg og starter en timer som indikerer hvor lang tid man har til at redde ham, inden han bliver bortført.

At bringe Mario sikkert i mål er dog kun en lille del af udfordringen, for tre slags bonusser afgør hvor fin en belønning man modtager, når en bane er blevet gennemført, og kun de mest dedikerede spillere vil åbne op for spillets bonusbaner.

Blomster findes der fem af på hver bane, og grundet deres store størrelse er de ofte de nemmeste at finde. Stjernerne kan både anskaffes ved at besejre fjender og finde bonusser, og oplader den tidsmåler, der begynder at tælle ned når Mario falder af Yoshi, til maksimalt 30 sekunder. Sidst er der de 20 røde guldmønter der med længder er de sværeste af finde. De gemmer sig ofte i de store guldmønt-samlinger man har for vane at ignorere, samt i banernes bedst gemte afkroge, og bliver hurtigt den største grund til at gennemføre de samme baner adskillige gange.

Alt er dog ikke genbrug, og man støder eksempelvis på gigantiske fjender, mange gange større end Yoshi selv, der stadig kan sluges, forvandles til æg og bruges til at ødelægge omgivelserne. De gange man får denne mulighed, er det dog beregnet på en specifik udfordring og kommer derfor hurtigt til at føles som en lidt ligegyldig gimmick. Andetsteds er det også muligt at indsamle Mario-lignende superstjerner, der i et par sekunder lader Yoshis løbe på alle slags overflader og igennem alle slags fjender. Skulle man være i tvivl, er det også igen blevet muligt for øglen at forvandle sig til et nyt sæt fartøjer, der næsten alle skal styres via konsollens gyroskopiske-muligheder og fungerer som en slags bonusbaner.

Hverken de kendte mekanikker eller de nye tiltag får det store spillerum, fordi banedesignet er blandt seriens hidtil dårligste, samtidigt med at hele designfilosofien bag spillet synes at have ændret sig.

Nintendo har i adskillige af deres mest populære platformspil demonstreret en evne til at sammensætte baner, hvor udfordringen sjældent har bestået i at finde frem til de mest lokkende hemmeligheder, men i stedet at regne ud hvordan man får fingrene i dem. Den designmentalitet er overhovedet ikke at finde i Yoshi's New Island, og i stedet mødes man af et spil, der på langt kedeligere og mere uopfindsom vis blot gemmer vigtige røde mønter og blomster bag udfordringer som gør, at banerne skal gennemføres adskillige gange.

Således oplever man ofte hvordan en bestemt fjende, der kun er på skærmen i et par sekunder, har den sidste røde mønt man mangler. Når man ikke at fange fjenden i tide, må man starte hele banen forfra. Det samme gør sig gældende med de mange bonusbaner, hvor et retningsvalg, som skal fortages på et splitsekund, ofte afgører om man bør starte hele banen forfra. Det er en slap, kedelig og frustrerende måde at designe et spil på, og så er det decideret ulig det gennemarbejdede design vi plejer at se fra Nintendo.

Et par co-op bonusbaner er der også blevet plads til, hvis man tager sig tiden til at finde de ekstras som låser op for dem i spillets solo-kampagne. Hver og et af bonusspillene er dog så simple, at det er svært at forestille sig at nogen skulle kunne få mere end en halv time ud af dem, og består således af simple opgaver som at sprænge balloner på tid eller forvandle fjender til æg. De er hånligt simple, baseret på mekanikker fra solo-kampagnen og virker mest af alt som noget der er blevet klistret på eventyret, fordi det pinedød skulle have sådan en funktion.

Den samme sløsede tilgang gør sig også gældende for grafikken, der godt nok skifter stil et par gange gennem spillet, men sjældent viser særlig stor personlighed. Det oprindelige spil havde en farvekridt-lignende stil, der gav alt sin egen personlighed, mens Nintendo 64-versionen senere satsede på et mere renderet udseende. Det føles næsten som om Yoshi's New Island befinder sig et sted mellem de to, og resultatet er underligt rodet.

Mens baggrundende ofte er dejligt farverige, ser Yoshi og de fleste andre figurer således ud som om de er blevet kippet ud af et stykke karton, uden at klipperen har ramt særlig tæt på stregerne. Resultatet er et fjumret ydre, hvor intet helt ser ud til at passe sammen, og kun når spillet hiver fjender direkte fra de forrige spil, virker det som om der er styr på sagerne. Mange vil dog unægtelig finde det rart, at selve handlingen denne gang kun foregår på den øverste skærm.

Havde Yoshi's New Island ikke haft fundamentet fra de forrige spil at støtte sig op af, havde her virkelig heller ikke været meget at komme efter. Den basale spilbarhed er dog stadig til stede, og vil for en tid kunne tilfredstille sulten, hvis man er blandt de mest hungrende platformspil-fans. Der er dog ingen vej uden om, er her er tale om et af de mest sjuskede Yoshi-eventyr til dato, der mangler alt for mange af de kvaliteter vi normalt forbinder med Nintendo-eventyr.