Rambo: The Video Game

Der er mange spørgsmål, vi gerne ville stille til udviklerne af Rambo: The Video Game. Et: Hvad tænkte I på? To: Kender I betydningen af ordet underholdning? Spørgsmålet vi dog synes er sværest at besvare: hvad pokker har vi lige spillet?

Vi tror dog godt vi forstår det meste af det. Rambo: The Video Game forsøger at opsummere hele John Rambos tragiske historie i en sammenhængende fortælling, i kronologisk form og tilsyneladende uden nogen påskønnelse af det ofte undervurderede kildemateriale. Det virker som om udvikleren synes den bedste måde at gøre dette på var at blande lige dele mellemsekvenser, quick time-sekvenser og den slags skyderier hvor man ikke selv kan bestemme i hvilken retning man bevæger sig. Og mens den slags måske ikke var nogen dårlig ide tilbage i 80'ernes arkadehaller, virker det hele decideret forældet i dag. Det er fint at gøre brug af gamle ideer, men man kan simpelthen ikke hovedløst genbruge uden nogen form for kvalitetskontrol. Efter en time har vi fået nok, og den eneste grund til at vi bruger yderligere fem timer på det hele, er for at kunne spare jer at gøre det samme, samt at kunne skrive denne anmeldelse.

I første omgang grinte vi, fordi vi troede det var en snedig udtænkt parodi med forfærdelig lydkvalitet, latterlige mellemsekvenser og en helt uhyrlig mængde forfærdelige quick time events, der gjorde det til en nærmest perfekt opskrift på et spilmareridt.

Hvilken fantastisk måde at pointere branchens stagnering ved at genbruge alle de værste dele fra 90'ernes skydespil, og sarkastisk placere tusindvis af soldater i en lille by, der kun burde kunne indeholde et par dusin. Hvor snedigt at pointere manglen på friske ideer ved at fylde en meningsløs RPG-overflade oven på det mangelfulde kampsystem, for derved at påpege at det hele handler om spillets grundværdier. Og se lige her: de gør grin med quick time events ved at dedikere to hele baner til dem. Tyve minutters timede tryk på diverse knapper, hvor hver en fejl resulterer i øjeblikkelig død og genstart ved det nærmeste checkpoint.

Desværre bliver vi nødt til at indse hvor naive vi var. De her udviklere må være blottet for enhver form for kreativitet, humor og ambition. Langsomt men sikkert går det op for os, at nogen har brugt tid på at udvikle den skændsel vi spiller. Nogen har brugt to år af deres liv på at udvikle, hvad vi kun kan beskrive som det værste stykke software vi nogensinde har oplevet.

Ulig de fleste dårlige spil, er her ikke en snert af ambition, sjæl eller tendens til at have lyst til at underholde. Lyddesignet er ligeså oldnordisk som spildesignet. En stor portion af dialogen er hentet direkte fra filmen, men hvis vi skulle gætte, ville vi tro at udvikleren har samplet lyden direkte fra nogle tv-højtalere, hvilket passer godt med hele det PlayStation 2-udseende som spillet gør brug af andetsteds.

Forestil dig tre til fire minutter med horrible mellemsekvenser, efterfulgt af fem minutter med quick time-sekvenser og 10 minutter med uinspirerede skyderier, hvor man ikke selv bestemmer retningen. Forestil dig så den absolut værste version af alle tre, og du har en ide om hvor Rambo: The Video Game befinder sig. Et forfærdeligt tidsspilde.