TxK

Der er ikke nogen tvivl om at hele baggrundshistorien bag Jeff Minter, altid har gjort ham og hans spil blot en brøkdel mere interessante. Godt gemt blandt de walisiske bakker, befinder Jeff og hans makker sig nemlig på et lille landsted, hvor tiden for det meste bliver brugt på at kode spil, der tydeligt emmer af en kærlighed til de tidligste arkadespil.

På landstedet befinder sig også en masse pelsede dyr, alt fra geder til hunde og lamaer, der alle på hver sin vis altid synes at inspirere makkerparrets spil, og samtidigt også har inspireret firmanavnet Llamasoft.

De grønne omgivelser, bøhlandet og de vamsede dyr skulle man umiddelbart tro ville resultere i nuttede, familievenlige spil, men i stedet har Minter lige siden Commodore 64-tiden fokuseret på næsten psykedeliske spilopleveler, hvor farveeksplosioner og underlige former fylder størstedelen af billedet. Mange betegner ham som en slags retro-moderne techno-hippie, mens man ved at følge hans blog i stedet får indtrykket, af at han har alt for travlt med at nyde sin outsider-tilværelse til at bekymre sig om den slags mærkater.

Alt dette er ikke essentielt at vide for at nyde TxK, men det vil muligvis besvare nogle af de mange spørgsmål der ganske sikkert vil melde sig første gang du starter op for spillet, hvis det da ikke lige er fordi du tidligere har brugt tiden på nogle af Minters mest populære udgivelser.

Netop den tidligere erfaring vil kunne gavne din vej mod toppen af highscore-listerne, for TxK er Llamasofts fjerde spil inspireret af Dave Theurers klassiske Tempest. Præmissen er også den samme som i klassikeren, og hver bane udgøres således af en tredimensionel bane, som strækker sig ud mod spilleren. Spillerens figur, den såkaldte Crab, befinder sig tættest på spilleren, mens alskens fjender forsøger at kravle ud for at fange Crab'en og på den måde frarøve spilleren et liv. Dette forhindres ved at skyde mod fjenderne, hvilket i praksis alt sammen er fantastisk simpelt.

Men Llamasoft har nøjsomt fintunet deres egne tidligere varianter af Tempest, for med TxK at tilbyde den mest spilbare opdatering af klassikeren jeg nogensinde har prøvet. Det starter med de forskellige powerups, der hver og en altid påvirker dit igangværende spil på positiv vis.

Jump lader dig hoppe ud over rammen af banen, for på den måde at skyde de fjender der har sneget sig helt tæt på. Droid giver dig en lille, selvstyrende medhjælper, der med sin udødelighed gerne tager sig af de fjender som man ikke selv når i kampens hede. Particle Laser giver mere potent laserskyts. Andetsteds sørger lidt præcision for at mængden af bonuspoints konstant stiger, og så er der endda bonusikoner som sender dig ud i en slags drømmende bonusbane.

De fleste af disse elementer blev allerede introduceret i Tempest 2000, men forskellen er denne gang at Llamasoft har implementeret dem alle på en måde, hvor de er pacet bedre, og samtidigt i højere grad belønner de, som tager sig tiden til at mestre spillet.
Den udryddende Superzapper som genoplades mellem hver bane, og normalt bruges som et skærmudryddende panikknap, kan eksempelvis nu i højere grad end før bruges som en livredder.

Således har man nu et splitsekund efter man er blevet fanget til at aktivere den, hvilket betyder at man har mere mulighed en før for at presse points ud af hvert liv. Omvendt kan Superzapperen nu også bruges offensivt, idet hver fjende der bliver zappet af den giver dobbelt så mange points som normalt. I situationer der smager som var de inspireret af Minters tidligere Space Giraffe, kan det altså godt betale sig at lade banen blive fyldt med fjender, før zapperen aktiveres.

Og highscoren kan man ligeså godt vende sig til er målestokken, hvis man giver sig i kast med TxK, for alt i spillet handler om at maksimere pointsummen. Derfor kan man også glæde sig over at highscore-systemet er konstrueret på en måde, der er tæt på at være genialt. Hver bane belønner således med sin egen pointsum der ligges til din totalscore, og da det kun er sidstnævnte der bestemmer hvor du befinder dig på highscorelisterne, opfordres man til konstant at gå tilbage og spille tidligere baner, for at se om man kan vride flere points ud af dem. Det er et simpelt men aldeles velvirkende system, der giver stor genspilnings-værdi.

TxK er dog ikke udelukkende et spil af den slags man bør vælge for det skarpe gameplay, for kombinationen af farveeksplosioner, underlige former og et virkelig velpassende soundtrack, betyder at spillet også her imponerer. Llamasofts fokus på psykedeliske farver har aldrig før haft så passende en samarbejdspartner som PlayStation Vitaens OLED-skærm, og farveblandingerne ser konstant lækre og skarpe ud.

Soundtracket er dog spillets præsentationsmæssige stjerne, og består nærmest udelukkende af den slags pumpende elektroniske rytmer, som specielt var populære på den engelske klubscene i 90'erne. Det smager en smule af trance, en smule af breakbeat og på ingen måde af dubstep, hvilket gør det forfriskende at lytte til, og i samarbejde med grafikken hurtigt sender dig ind i en fokus-zone, hvor omverdenen glider i baggrunden.

Der er mange grunde til at du bør belønne dig selv og din PlayStation Vita med TxK. Gameplayet er afsindigt skarpt, soundtracket fantastisk og så er det et af den slags spil, hvor man hele tiden føler man kan forbedre sin highscore ved blot lige at prøve en gang mere. Samtidigt sørger prisen på knapt 100kr og en downloadstørrelse på knapt 100mb for at de fleste kan være med. Hvis du har en PlayStation Vita, bør du derfor sørge for at give TxK et forsøg - for din egen skyld, for Minters skyld og naturligvis for lamaernes skyld.

Heaven, Pleasure, Beauty og Yes Yes Yes! lyder det fra spillet, mens jeg sender laserdød ned gennem de gnistrende baner, og sjældent har jeg været mere enig.