Don't Starve

Roguelike-genren er for alvor ved at vende tilbage til spilmarkedet, til stor begejstring for mange gamere, der ønsker mere af en branche, som på det sidste har været kørt fast i en FPS-rille, i hvert fald på konsolmarkedet. Det der karakteriserer genren er, at banerne bygges tilfældigt op for hver gang man starter et nyt spil, og at døden er permanent for spillerens figur. Måske er det en nostalgisk tendens blandt ældre gamere, der har fået genren til at blomstre op igen, eller måske er det fordi så mange spil på markedet betragtes som for nemme. Der er i hvert fald interesse for spillene, og med udgivelsen af Klei Entertainments Don't Starve på PS4, var det med spænding i kroppen at jeg kastede mig ud i et eventyr om træfældning, mørke og ikke mindst overlevelse.

Don't Starve handler i alt sin enkelthed, og som titlen siger, om ikke at sulte. Man er blevet ført til et mystisk land af den endnu mere mystiske og onde Maxwell, som efterlader en i ødemarken, hvorefter man må klare sig selv. Det var lidt overvældende første gang jeg spillede spillet, da der ikke var meget hjælp at hente. Jeg måtte derfor bruge min sunde fornuft og gå på opdagelse i mine nye omgivelser. Der var grene, flintesten og højt græs der kunne indsamles, og ved hjælp af spillets byggemenu fandt jeg ud af at bygge mig en økse af materialerne. Det næste jeg kastede mig over var derfor træfældning, og jeg havde hurtigt fået samlet en god mængde brænde og grankogler. Det var også lige i tide, da min figur i en taleboble bemærkede at det var ved at blive aften, akkompagneret af et mere dæmpet lys. Jeg blev hurtigt opmærksom på et lille ur i øverste højre hjørne, der viste hvilket tidspunkt af døgnet jeg befandt mig i, og jeg besluttede mig for at bygge et bål. Som aftenen blev til nat, begyndte min figur at brokke sig over at være blevet sulten. Jeg havde tidligere plukket nogle bær fra en busk, som jeg tilberedte i ilden, og derefter spiste. Det hjalp en smule på min sulteindikator, men ikke meget. Det var tydeligt at jeg måtte skaffe mere føde, så snart dagslyset vendte tilbage, og resten af natten gik med at holde gang i bålet.

Resten af min figurs levetid gik med at jage kaniner, bygge videnskabsmaskiner, for derfra at kunne bygge et spyd og en rygsæk. Jeg skulle også holde øje med min figurs sindstilstand, der langsomt forværredes om aftenen og natten, men som heldigvis kunne forbedres ved at plukke blomster om dagen. På femtedagen gik det desværre galt for mig, da jeg blev for overmodig i min kamp mod en gruppe kæmpeedderkopper, og min figur døde. Selvom det hele på papiret måske virker en smule kedeligt, var det faktisk overraskende sjovt at løbe rundt og samle ressourcer, bygge udstyr, og kæmpe mod monstre for at overleve. Også selvom jeg måtte starte helt fra bunden igen med min figur, var jeg mere forberedt, idet jeg havde lært en masse under min tidligere gennemspilning, så jeg kunne fokusere min indsamling af ressourcer mere effektivt, og jeg morede mig mere og mere for hvert nyt spil jeg måtte starte på. Der var dog tider, hvor jeg måtte gå på nettet for at lære mere om nogle af de mere obskure objekter jeg samlede ind, men for det meste kunne jeg regne ud hvordan tingene hang sammen gennem logisk tænkning og en smule hjælp fra min spilfigurs observationer.

Som en belønning til de udholdende spillere, indeholder spillet også flere figurer man kan spille som, der alle har specielle evner, såsom en magisk lighter, så man nemt kan tænde ild, og økser der ikke går i stykker. Disse figurer låses op ved at optjene XP mens man spiller, men de udbetales først når ens figur dør. På den måde hjælper det lidt på humøret, når man nu mister alt hvad man har bygget, at få at vide at man kan spille som en ny figur næste gang man starter et spil, ikke mindst fordi figurerne har så forskellige personligheder og baggrunde, som kan opleves gennem deres kommentarer til tingene der foregår i omverdenen.

Ud over det sjove gameplay har Klei Entertainment, der også står bag Shank-spillene og Mark of the Ninja, endnu en gang ramt plet med deres valg af visuel stil. Den Tim Burton-agtige tegnestil giver spillet en dyster atmosfære, altimens animationerne, og de små kommentarer fra figurerne, tilføjer en god mængde humor. Især når ens figurs sindstilstand når langt nok ned, og hallucinationerne begynder at dukke op, bliver tegnestilen brugt flittigt til at skabe paranoia hos spilleren.

Spillet udkom oprindeligt på PC, men jeg kan berolige med at det har klaret springet til konsol ganske elegant, rent styringsmæssigt. Man styrer sin figur med venstre analogpind, og den højre bruger man til at vælge ting fra inventory-menuen. Der var intet tidspunkt hvor jeg følte mig forvirret over styringen, især da spillet viste hvilke knapper gjorde hvad, hver gang jeg stod overfor et træ der skulle fældes, eller en fjende der skulle nedkæmpes.

Der hvor jeg finder den største mangel i Don't Starves ellers fantastiske gameplay, er fraværet af multiplayer af enhver form. Det kunne have været fantastisk at spille sammen med en ven eller fremmed, og at kunne hjælpes ad med at overleve i den farlige verden. Som det er lige nu, er spillet en noget ensom oplevelse, og blot en lokal flerspillermulighed havde været velkommen. Der er ikke engang et leaderboard, hvor man kan sammenligne sine evner med vennerne, hvilket ellers havde været oplagt for et spil som dette.

Don't Starve er et utroligt vanedannende roguelike, som jeg vil anbefale alle PS4 ejere at downloade, især da det er en del af januar måneds PS Plus pakke, og derfor vil være gratis for dem der abonnerer på den fantastiske tjeneste. Der er masser af indhold, en sværhedsgrad enhver garvet gamer vil sætte pris på, og med DLC-udvidelse på vej har spillet en utrolig holdbarhed, på trods af man ikke kan dele sine oplevelser med andre gennem multiplayer.