Dansk
Gamereactor
anmeldelser
World of Warplanes

World of Warplanes

Wargaming.net spinder videre på deres enorme succes med World of Tanks, og tager nu kampen op mellem skyerne.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Jeg elsker at flyve, og trives sjældent lige så godt som når jeg har spændt mig fast i et flysæde og ser hvordan vi langsomt ruller ud mod startbanen for siden at suse til vejrs.

Jeg elsker også at flyve i spil. Vælger konstant helikopteren eller endnu bedre flyet, hver gang jeg får muligheden. Derfor er jeg så godt som euforisk over initiativet med at flytte det brillante, gratis actionkoncept fra World of Tanks til (bogstaveligt talt) nye højder.

Konceptet er enkelt. Det gælder om at skyde samtlige fjendtlige flyvemaskiner ned, og det gør man bedst ved at kommunikere med sit hold, så man kan beskytte hinanden fra eventuelle baghold. Samtidigt er der bygninger på jorden som man kan ødelægge, for derved at svække fjenden på forskellige måder. Når alle modstandere er styrtet ned, er kampen vundet.

World of Warplanes
Dette er en annonce:

Og det er sådan set det. I mine første timer med World of Warplanes er jeg overrasket over hvor simpelt og ensformigt konceptet er, men så sker der to ting, der forandrer alt. For det første inviterer jeg en ven (lad os kalde ham Marcus, for det hedder han) med i spillet, og han takker glædeligt ja og slutter sig til med det samme - det er jo gratis. For det andet begynder jeg at udforske spillets menuer og opdager flyvemaskiner, våben og designs som jeg bare er nødt til at have. Flyvemaskiner der ville kunne æde min stakkels kuglesprøjtende propelmaskine til frokost.

I fællesskab opdager vi hvor let det er at spille sammen, og hvilke strategiske muligheder vores intime Skype-samtaler åbner for. Vi lever os ind, hjælper hinanden ud af baghold, flankerer fjenden og skriger af grin, da vi pludselig støder ind i hinanden. Derefter sætter vi os i kø til at spille igen.

Mellem kampene fascineres vi over hvor lidt vi egentlig ved om flyteknologisk historie, men konstaterer i hvert fald at flyene, piloterne, designet og rammerne lader til at være tæt på historisk korrekte. Det samme kan ikke siges om flyvefølelsen, der satser langt mere på herlig arkadeføling frem for realisme.

World of Warplanes
Dette er en annonce:

De mange kampfly, der er gengivet her, har selvfølgelig fordele og ulemper der modsvarer deres virkelige modstykker fra verdenskrigen - BF109'eren flyver for eksempel hurtigt og skyder langt, men er tung at manøvrere - men World of Warplanes er ikke en rendyrket flysimulator. Det bliver selvfølgelig federe, når man blander et rigtigt joystick ind i løjerne, men jeg opdager hurtigt at World of Warplanes er synonymt med enkelhed for mit vedkommende, og holder mig til mus og tastatur. Det handler for mig om hurtige, korte spilsessioner frem for langtidstture, og det er der en ganske simpel forklaring på. Det skorter nemlig på indhold i form af varierede spiltyper.

Hvor der er lagt masser af krudt og ressourcer i at lave virkelighedstro fly, våben, motorer og andre opgraderinger, har man tilsyneladende været ligeglad med at finde på spiltyper. Det er næsten som om Wargaming.net er så stolte over deres kampfly (med al ret), at de er tilfredse med blot at lade os gå løs på hinanden. Men i sidste ende havde World of Warplanes været betydeligt bedre med en anelse mere struktureret og strømlinet opbygning. Med tiden vil de sikkert tilføje både flere fly og opgraderinger såvel som spiltyper, men lige nu er det desværre sparsomt med sidstnævnte.

World of Warplanes

Det er smukt og flyve, og der er lagt meget møje og besvær i at skabe en spilverden, der indbyder til at man flyver få meter over jorden og ser trætroppene suse forbi. Samtidigt er lyssætningen lige lovlig tynd, og visse animationer kunne godt bruge lidt justering for at give kampene mere tyngde. Det samme bør siges om lyden, der bestemt er af den forsigtigere slags. Det er synd, for arkadefølelsen i øvrigt havde nydt godt af kraftfulde brag og brølende motorer.

I mange andre spil, der involverer mikrotransaktioner som primær (eller eneste) betalingsmodel, drejer de sig ofte om rent kosmetiske ændringer. Sådan er det ikke her. Du kan let bruge et par hundrede kroner og anskaffe dig et rigtigt monster af et kampfly, der kan flyve hurtigere, dreje skarpere og skyde hårdere end dine modstandere.

World of Warplanes

Jeg vil hævde at det ikke er skidt, men snarere rimeligt. Det spiller nemlig ingen rolle hvor god din maskine er, hvis du ikke er villig til at samarbejde med dine holdkammerater og har færdighederne til at gøre det. Desuden er det fuldt muligt at spille sig til de rigtig eftertragtede fly, da den valuta, man tjener ved blot at spille, let kan konverteres til den, man køber for rigtige penge - omend i et temmeligt langsommeligt tempo.

Jeg trives i World of Warplanes, og har allerede lagt weekendplaner med Marcus og en tredje kammerat, der også vil slutte sig til. Med tiden, når der kommer flere spiltyper til, bliver det med stor sikkerhed endnu bedre, alligevel vil jeg allerede nu give en købsanbefaling - eller, det havde jeg nær skrevet, men spillet er jo gratis.

HQ
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Gratis, masser af flyvemaskiner, hurtige load-tider, dybt spilsystem, nyttige opgraderinger, flot grafik
-
Trist lyd, kunne godt bruge flere spiltyper
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

4
World of WarplanesScore

World of Warplanes

ANMELDELSE. Skrevet af Oskar Nyström

Wargaming.net spinder videre på deres enorme succes med World of Tanks, og tager nu kampen op mellem skyerne.



Indlæser mere indhold