Bioshock Infinite: Burial at Sea

Alt for ofte består DLC af ekstra baner til en multiplayer-del som ingen spiller. Irrational ville det anderledes, og havde ikke engang multiplayer i Bioshock Infinite. Nu er Burial at Sea så landet med et helt nyt singleplayer-eventyr, der tager os med under overfladen igen, ned til Rapture. Og det er kort sagt det store trækplaster med Burial at Sea. Rapture er nemlig så magisk og sagnomspundent et sted, at det for mit vedkommende er tilstrækkeligt at besøge stedet inden det store fald, til at jeg synes det er pengene værd.

Så når en tilsyneladende helt ukendt, noir-inspireret Elizabeth hyrer mig som privatdetektiv for at finde et forsvundet barn, bruger jeg mere tid end det formentlig er sundt på bare at gå omkring og se på ting. Endelig forstår jeg hvorfor nogle splicers havde kaninører, houdini-fjender føles pludselig logiske, og jeg forstår konceptet med Big Daddys. Desuden trykker jeg næsen mod hvert et vindue i Rapture for at se verdenen udenfor. Ikke et ondt ord om Columbia, men det her er den mest magiske spilverden, der nogensinde er blevet skabt, og at se den i al sin pragt er en drøm.

At katastrofen endnu ikke er indtruffet gør dog, at fjendefloraen heller ikke rigtig er i samme klasse som i de tidligere Bioshock-spil. Der er ingen Big Daddys, der traver rundt i korridorerne, og de skurke man møder føles mere som en samling gangstere snarere end udbrændte og bindegale misfostre. Heldigvis får man tidligt fat i den krog, der gør at man kan suse omkring på skinner højt over jorden i Bioshock Infinite-stil, og naturligvis masser af skydevåben.

Det tilføjer en tiltrængt dynamik til Burial at Sea. Man får hurtigt en solid samling plasmider, og man kan lynhurtigt vælge hvad man vil have med det gamle hjulbaserede menusystem fra de første Bioshock-spil. Noget der for mit vedkommende gjorde, at jeg skiftede våben og angrebsmetoder betydeligt oftere i Burial at Sea end i Bioshock Infinite.

Et Bioshock-eventyr er dog ikke Bioshock uden et mysterie, og det står hurtigt klart at historien med det forsvundne barn er mere kompliceret end den ser ud. Jeg skal ikke ødelægge fornøjelsen for nogen, men hvis man håber på en interessant historie, har man noget at se frem til. Desværre er morskaben ovre, nærmest før den kommer i gang, men historien lover godt, og jeg ser frem til næste del. Mange vil også glæde sig over, at der er mere gys i Burial at Sea, noget serien har savnet siden første Bioshock.

Selvom Burial at Sea byder på et Rapture, der grafisk overgår hvad vi tidligere har set fra undervandsbyen med længder, så er jeg ikke helt tilfreds med grafikken. Man føler at Irrational ikke har arbejdet lige så hårdt og længe med grafikken her som man gjorde med Bioshock Infinite, og nogle ting ser lidt fattige ud. Belysningen er ikke så dynamisk som jeg kunne ønske mig, og nogle fjender ser ud som om de er klippet ind og nærmest "skærer" mod omgivelserne. Det kan virke som petitesser, når vi som sagt får et finpudset Rapture at lege med, men jeg havde gerne set lidt mere krudt på grafikken.

Som sagt er det store trækplaster ved Burial at Sea altså Rapture. At vi endelig ser byen før sammenbrudet er fanservice af bedste slags. Der er lagt en stor indsats i at give alle de gamle maskiner liv og animationer, og deres lydeffekter vil helt sikkert få dig til at trække på smilebåndet ("Welcome to the Circus of Value - HAHAHAHAAA"). Historien lover som sagt godt, men er lidt kort, og spilmæssigt havde det været godt med lidt flere nyheder. Alligevel kan jeg ikke være andet end tilfreds med Burial at Sea, der føles uendeligt meget sjovere end det sædvanlige multiplayer-malkeri, og jeg er ikke i tvivl om at det er et absolut must for fans af det første Bioshock.