Battlefield 4

Som enhver restaurantgænger ved, så får man som regel serveret lidt brød, mens man venter på det måltid, man har bestilt. Nogle gange er det rigtig godt brød, præsenteret sammen med en eller anden finurlig variant af smør, man slet ikke anede fandtes. Andre gange er det en kedelig affære, man blot spiser for at fordrive ventetiden. Uanset hvad, så er det bare brød, og næppe det, man rent faktisk er kommet for.

Det er lidt sådan singleplayer-delen af Battlefield 4 føles. Som en appetitvækker mere end noget andet, der ganske vist er fint lavet set ud fra et rent teknisk synspunkt, men der er næppe nogen, der køber spillet for den del.

Og så smager den af noget, man har set hundrede gange før. Historiemæssigt er den langt mindre bombastisk end forgængeren - noget med et militærkup i Kina, der fører til interne konflikter og noget nær borgerkrig. For en gangs skyld handler det ikke om terrorisme og amerikanske invasioner. Dermed ikke sagt at historien er videre interessant eller overhovedet forståelig - det var først da jeg spillede de første par missioner i gennem for anden gang, efter at have gennemført spillet, at jeg rigtig fangede hvad der foregik.

Til deres ære skal det siges, at udviklerne har forsøgt at gøre solooplevelsen lidt mere Battlefield-agtig. Man har konstant et par andre soldater med sig, og man kan beordre dem til at angribe bestemte fjender. Omgivelserne er også lidt bredere, så der tit er mulighed for at liste sig omkring og flankere, men de skjuler ikke at her stadig er tale om en dybt lineær oplevelse, hvor man blot begiver sig fra skueplads til skueplads.

Kort sagt er den dybt forglemmelig, også selvom Michael K. Williams (Omar fra The Wire og Chalky White fra Boardwalk Empire) spiller en stor rolle. Dertil er den også kort - jeg gennemførte den på lidt over fem timer, inklusiv frokostpause.

Men som sagt: det er ventebrød før det virkelige måltid, Battlefields multiplayer-del.

Vi har spillet multiplayer på både PC og PlayStation 4 (billederne i denne anmeldelse er alle fra PlayStation 4), og beslutningen om at understøtte op til 64 spillere på den nye konsolgeneration er måske det vigtigste skift, der er sket i serien, siden den udvidede til overhovedet at dække konsollerne. For første gang føles det ikke som konsoludgaven er en handicappet version af den gloværdige PC-mesterraces spil. Grafisk ser PS4-udgaven af Battlefield 4 også forrygende ud, med silkeblød billedopdatering og masser af detaljer. Denne generations konsoller kan måske vise sig at halte bagefter, men dem har vi endnu ikke fået fingrene i, så de bliver kommenteret ved en senere lejlighed her på Gamereactor.

Man skal dog kun bruge få minutter med spillet, uanset om det er på PC eller PS4, for at konstatere, at det patenterede Battlefield-kaos er fuldstændig intakt. Kampvogne ruller over bakker og fyrer salvoer af mod fjenden, mens bygninger og træer eksploderer, helikoptere suser henover en og styrter ned, mens kugler og granater flyver gennem luften. Battlefield byder på en af de mest kaotiske og storslåede multiplayer-oplevelser, man kan unde sig selv, og 4'eren er bestemt ingen undtagelse.

Har du spillet Battlefield 3, vil meget straks virke bekendt. Grænseflade, våben, gadgets og meget andet virker som om det er snuppet fra forgængeren, og evt. har fået et nyt lag voks. Forskellen fra Battlefield 4 til Battlefield 3 er noget mindre end den var fra Battlefield 3 til Bad Company 2, for eksempel. Det betyder dog ikke, at her ikke er et væld af nyheder. Det virker snarere som om DICE har taget fundamentet fra Battlefield 3, givet det en massiv omgang polering, og så bygget en masse tilføjelser ovenpå.

En af dem, EA har gjort et størst nummer ud af op til udgivelsen, er det såkaldte Levolution, hvor en bane kan ændre sig drastisk undervejs. Har du spillet betaen eller læst vores preview fra E3, kender du allerede banen Siege of Shanghai, hvor en skyskraber kan falde sammen og udvide landarealet med en masse murbrokker, samtidigt med at et vigtigt kontrolpunkt bliver flyttet fra bygningens top og ned på jorden.

Siege of Shanghais Levolution-øjeblik er uden tvivl det største og mest spektakulære i spillet. Andre er mere beskedne, på banen Operation Locker, der foregår i et kinesisk fængsel i bjergene, handler det mest om tiltagende snestorm og muligheden for at åbne og lukke fængselsdøre. På Dawnbreaker, der foregår blandt skyskrabere, kan man få en lille bro i midten af banen til at kollapse. På Hanian Resort, der foregår på et ferieresort, kan man sætte små oliepøle i brand og få dele af en hotelbygning til at styrte sammen. På Golmud Railway bevæger et lokomotiv sig mod fjendens spawnbase (alt efter hvem, der har kontrol med lokomotivet), og der ligger nogle kraftige sprængladninger rundt omkring i terrænet, man kan detonere.

Dermed ikke sagt at de øvrige er små. På Flood Zone, der foregår i et let oversvømmet bymiljø, er det muligt at sprænge en dæmning, så det vælter ind med vand, og oversvømmer banen til op over stueetagen. På Paracel Storm kan et krigskib bryde løs fra sine fortøjninger, samtidigt med et stormvejr tager til, og støde på grund på en af banens øer, hvorved et kontrolpunkt bliver flyttet. Modtageren på det enorme radioteleskop i Rogue Transmission kan falde ned, og ændre på området under teleskopet såvel som dets enorme parabol-flade. Det ligner noget fra en James Bond-film.

DICE har også fyldt på med nye spiltyper. Conquest, der vel nærmest er essensen af Battlefield, er selvfølgelig tilbage. To hold kæmper over kontrollen med fem til otte kontrolpunkter, med et fuldt arsenal af køretøjer, fly og både, alt afhængigt af banen. Rush er her også, hvor det ene hold skal forsvare en serie af stillinger med to såkaldte MCOM-stationer, mens det andet hold forsøger at erobre dem.

Blandt nyhederne er Obliteration. Her kæmper de to hold om besiddelsen af én bombe, som de forsøger at bringe frem til et af fjendens tre kontrolpunkter, hvor den skal detoneres. Når bomben er sprunget eller gået tabt (for eksempel fordi en spiller har tabt den til søs), spawner der en ny bombe efter kort tid. Det minder lidt om fodbold, og stiller store krav til holdsamarbejde. Bomben kan nemlig uden problemer medbringes på køretøjer, og spiller det ene hold godt sammen, mens det andet bare tåger rundt, er der intet i vejen for at smide bomben om bord på en helikopter og flyve den hen til et mål på få sekunder. Det er en sjov spiltype, og nok min favorit blandt de nye.

En anden nyhed er Domination, der kort sagt er Conquest med færre kontrolpunkter og helt uden køretøjer. Ligesom den traditionelle Team Deathmatch vækker det minder om Call of Duty, men i en langt mere kaotisk udgave hvor støvskyer og murbrokker flyver til højre og venstre, fordi det flyver med granater og raketter.

Endelig er der defuse, der essentielt er planket fra Counter-Strike. Det ene hold har en bombe, som skal sprænges på et af to forudbestemte punkter, det andet hold skal stoppe dem, og man har kun ét liv per runde. Alle spiltyperne kan i øvrigt spilles på samtlige baner - deres omfang justeres efter spiltypen.

En meget kærkommen nyhed er træningsbanen. Her kan man i ro og mag lære alle spillets forskellige typer køretøjer at kende, uden at skulle tage hensyn til andre spillere. Alle Battlefield-spillere kender situationen hvor de er hoppet om bord på en helikopter, der prompte er lettet for derefter straks at styrte ned og dræbe alle om bord. Mange har sikkert også holdt sig fra at nuppe en helikopter af frygt for at være for dårlige til at flyve og dræbe alle passagererne.

Men på træningsbanen kan du helt ustraffet tage dig tid til at lære hvordan de roterende sataner rent faktisk skal styres, og før du ved af det er du nogenlunde kompetent bag rorpinden.

I den sammenhæng skal det nok nævnes, at DICE har tilføjet en ny styreform som standard for alle køretøjer. I dem til lands og til vands betyder det, at venstre styrepind både fungerer som speeder/bremse og rat, mens højre styrer eventuelle kanontårne og så videre. Jeg ved ikke med dig, men konstaterede hurtigt at det var fuldstændig umuligt for mig at styre en kampvogn på denne måde. Heldigvis kan man snildt ændre tilbage til den klassiske styreform, hvor aftrækkerne fungerer som speeder og bremse. Pyha.

Den længe savnede Commander Mode er også endelig vendt tilbage. Her indtager en enkelt spiller rollen som kommandør for sit hold, og kan give dem simple ordrer (angrib/forsvar dette punkt) og aktivere hjælpemidler som en UAV, der scanner for fjendtlige soldater, scanninger efter køretøjer, blokering af fjendens UAV, og nedkastning af forsyninger. Afhængigt af hvilke kontrolpunkter, holdet styrer, får man andre evner til rådighed, som for eksempel et krydsermissil. Det er lidt sløvt i optrækket, men det slår hårdt, når det først rammer. Og man skal være ultrakold for ikke at mærke suset, når en lille besked på skærmen klinisk meddeler at ens missil udryddede et helt squad på fem man.

Commander kan spilles enten direkte på ens konsol/PC eller på tablet gennem spillets app, der i øvrigt også kan bruges som minimap, hvis man vil. Battlefield 4 har indbygget voice chat, så squads kan snakke internt, og kommandøren og squad-ledere kan snakke sammen. Det fungerer upåklageligt, og virker også med tablet-app'en.

Som med alle multiplayer-spil afgænger Battlefield 4 i høj grad af hvem man spiller med. Det betyder altså, at er du på hold med en flok tosser, der enten ikke fatter hvad spillet går ud på, eller synes det er sjovere at sejle rundt tre mand i en båd og skyde omkring sig, uanset om det hjælper med at erobre kontrolpunkter eller ej, kan oplevelsen blive dybt frustrerende. Battlefield-serien har længe ignoreret alt hvad der hedder automatisk holdbalance, og ender man på et dårligt hold, er der ofte ikke meget andet at gøre end at bide sine frustrationer i sig, indtil runden er ovre, eller finde sig en anden server.

Når man derimod spiller sammen med folk, der har fattet pointen, så er Battlefield 4 fuldstændigt forrygende. Spillets skala og førnævnte kaos giver en oplevelse, få andre titler kan levere, og det opfordrer konstant og elegant til samarbejde, uden nogensinde at blive for insisterende. Banerne er for det meste af høj kvalitet - Flood Zone er jeg personligt ikke vild med, men Rogue Communication, Dawnbreaker og kampvognsfabrikken Zavod 311 er klare favoritter, og jeg kan snildt se Golmud Railway blive den nye Caspian Border eller Operation Firestorm målt på popularitet.

Battlefield 4 er langt fra en revolution, men det er uden tvivl det bedste spil i serien længe. Det er alt det, man måske kunne savne ved forgængeren, og på PlayStation 4 får vi endelig en konsolversion, der ikke føles som om man har gået på kompromis over hele linjen. Her er multiplayer-action af bedste klasse, og hvis du køber spillet, skal det være af den årsag. Singleplayer-delen kan du roligt ignorere.