Arma III

Jeg er en tålmodig person, jeg kan godt tage mig tid til at sætte mig ind i sagerne. Men min tålmodighed har dog grænser, og kort efter min retur til krigssimulationsgenren, et bekendtskab jeg ikke har opretholdt siden det første Operation Flashpoint, måtte jeg se i øjnene at min tid med Arma III ville blive præget af hårdtlærte lektier.

Det sidste Arma-spil oplevede stor succes, specielt efter at være blevet inficeret med popkulturens rådne darling: zombier. Arma III er, som sine forgængere, en hårdnakket simulation af krigsførsel. Det er ikke her du finder imaginære russere eller amerikansk jingoisme.
Der er en klar fokus på multiplayer i Arma III, det kan røbes med det samme at det simpelthen ikke er pengene værd hvis man ikke har tænkt sig at bruge tid på at spille med andre. Fokus på multiplayer er faktisk så stor at spillet i nuværende stand ikke har en singleplayer-kampagne. I hvert fald ikke en kreeret af Bohemia Interactive.

Bohemia Interactive har valgt at sende spillet på gaden inden deres egen kampagne er på plads. Hvorfor de har valgt at gøre dette, vil jeg ikke spekulere om, men som situationen er nu, er det kun hjemmebryggede kampagner af meget varierende kvalitet der er til rådighed for spilleren. Der er til gengæld masser af dem. Bohemias egen kampagne skulle dukke op i oktober og være gratis for alle der ejer spillet.

Inden da må vi stille os tilfredse med de multiplayerredskaber, der nu en gang er her helt fra starten. De har da også gjort det lidt faretruende bare at springe ud i spillet. Jeg kigger gang på gang på serverlisten med rynker i panden. For udenforstående er det svært at tage stilling til hvor man vil spille, når regler og alt muligt kan skifte fra server til server, og spillet i forvejen er langt dybere og mere kompliceret end langt de fleste militær-spil.

Forestil jer at spille Trivial Pursuit, og så kun få spørgsmål om berømte skorstensfejere fra det 18. århundrede. Du får intet serveret her.

Med støvlerne på jorden har spillet stadig masser af dybde. Med det rette hold, på den rette mission, med det rigtige udstyr kan spillet skille sig ud på den helt rigtige facon. Det er bare federe når alt fungerer som det skal og man ved det er ens egen fortjeneste, og ikke skyldes time efter time af finpudsning bag kulissen. Det er dog også bag kulissen at Bohemia kunne bruge lidt finpudsning. Den kunstige intelligens, fjendtlig eller ej, er af og til et frustrerende bekendtskab, der opfører sig som Asimo-robottens tumpede fætre. Af og til lystrer de som gode hjælpere, andre gange står de og glor som nervøse nyansatte, der ikke vil gøre noget forkert, så de gør slet ingenting. Det samme tæller for fjenden, der både kan være uafsindigt præcis eller lade til at gå i søvne. I sidste ende må Bohemias egen kampagne være målestok for den kunstige intelligens, men den lader vente på sig.

Hvis kunstige eller ægte kompagnoner skal have et skub med på vejen kan de få det gennem Commander Mode. Bohemias kærlighedsbrev til alle dem, der mener at de ved hvordan et angreb skal planlægges. Hvor resten af Arma 3 er for simulationsentusiasterne er Commander Mode ligeså kun for de mest emsige. Der er alligevel ikke plads til at alle kan være kommandører, så det er måske meget godt.

De mere jordnære bekendtskaber som rifler og pistoler er til at have med at gøre. Det tog mig længere tid end jeg vil indrømme at finde ud af hvordan man zoomede ned af riflers sigtekorn, men når det først er på plads, kan man begå sig i Arma 3 uden at bringe alt for meget skam over sig selv. Man skal bare passe på ikke at holde aftrækkeren i bund og skyde vildt omkring sig i fuldt gallop mod fjenden, så er deres opgave bare så meget lettere. Våbnene opfører sig nemlig lidt mere realistisk end i for eksempel Activisions årlige Call of Duty-skyderier.

Hvis du spurter som en gal, er det ikke lige til at få geværets løb pejlet ind på rette spor, løb hellere lidt ad gangen, sæt dig ned og tag dine skud. Våbnene til rådighed spænder vidt: de sædvanlige våbenklasser er repræsenterede. Alt efter våbentype og opsætning kan de udstyres med forskellige typer sigte, måske vil du ikke selv have nattesynsbriller, men bare have et sigte, der kan bruges i nattens mulm og mørke. Hvis der er lidt mørkt kan du selvfølgelig også bare sætte en lommelygte på dit våben, det kommer alt sammen an på temperament og spillestil. Der er også mulighed for at tage en ekstra rygsæk med, hvis der bare ikke er nok sprængstof i den første. Et problem vi sikkert alle kender.

Selv med masser af våben og sprængstof er det dog ikke et hjernedødt skydetelt. Distancerne, der er tale om, kan gøre det til et være helvede at ramme i sig selv. Så kunsten at tage sin tid er ganske essentiel. Tro mig, der er ingen, der sprinter hundrede meter og stikker dig i øjet med en kniv. Det kan sammenlignes med bilerne i den nyere tids Need For Speed-spil, der kan kastes rundt i sving med et enkelt tryk på bremsen og en afslappet tommelfinger på styrepinden og få spilleren til at ligne en krydsning mellem Ayrton Senna og Vin Diesel, hvor simulatorer som Gran Turismo eller Codemasters F1 spil kun ser godt ud med en kyndig chauffør bag rettet.

Det er ikke kun på den gameplay-mæssige front at Arma III går et godt stykke videre end sine måske mere populære og enkle frænder. Kortet er enormt. Og hvis man har maskineriet til det, ser det også ret godt ud. Er man tættere på grænsen af hvad der kan trække spillet, ser det knap så nydeligt ud, og selv på kort afstand kan alt den digitale gevækst af træer og buske se herrens ud. Hvis man kan se bort fra skønhedsfejl, er der dog masser af knapper at skrue på for at få sin maskine til at svede mindst muligt.

Arma III er ikke for enhver smag. Vil man have benhård simulation af krig så er der nærmest ingen vej udenom. Vil man derimod hoppe i slow-motion gennem luften med hvide duer omkring sig og forkromede pistoler i hænderne, så kan man sagtens spare sig for spillets realisme.