Amnesia: A Machine for Pigs

Lyset i min lampe blinker, jeg hører fodtrin og en tung vejrtrækning fra den gang, som jeg netop selv er gået ned ad, og før man kan nå at sige "virkelig skummel grisefabrik", så er jeg spurtet ned igennem den næste gang, har smækket en dør bag mig, er løbet ned ad en ny gang og har gemt mig i et hjørne. Jo, Amnesia-seriens nyeste kapitel indeholder bestemt sine uhyggelige øjeblikke, men det er ikke dér, at spillet høster de største roser fra mig.

Man indtager rollen som den velhavende Oswald Mandus, der vågner med hukommelsestab i sit luksuriøse palæ i London på nytårsaften 1899, og derefter langsomt forsøger at samle brikkerne til det puslespil, der udgør den forgangne tids begivenheder. I dette puslespil indgår blandt andet to forsvundne sønner, en skæbnesvanger ekspedition til Mexico, en stor tilstødende fabrik og sidst men ikke mindst noget mystisk, der omhandler grise i, under og omkring palæet og fabrikken. Rundt omkring på de forskellige niveauer finder man efterladte noter, der fortæller lidt om, hvad der er gået for sig i de mørke gange. Derudover taler man flere gange i telefon med en mystisk mand, der guider én på vej ned igennem de mørke tunneler for at finde de to forsvundne børn. Jeg ville ikke afsløre så meget mere fra historien, da den fortjener, at man som spiller selv kommer igennem den.

Hvor man i Amnesia: The Dark Descent havde en vis frihed til at udforske de forskellige områder, så står det anderledes til i A Machine for Pigs. The Chinese Room har i dette spil valgt en mere lineær løsning, hvilket er både godt og skidt. Det er godt, fordi man på den måde får lov til at opleve historien præcis som udvikleren har tænkt den, hvilket medfører, at man hele tiden ønsker at finde ud af, hvor den bevæger sig hen. Omvendt er det skidt, fordi det hele ganske enkelt kommer til at føles en anelse for scriptet. Jeg er vild med, at der er fokus på historien, hvilket naturligvis alene skyldes, at den er så velskrevet, men jeg ville ønske, at der alligevel var overladt bare en lille smule mere til tilfældighederne. Når man indimellem føler, at man selv har taget et valg ved at vælge én dør frem for en anden, så løber man ind i en eller anden form for scriptet hændelse, der straks ødelægger den illusion, eller også er man blot gået ind i et rum, der ikke indeholder noget af speciel relevans for ens videre fremfærd.

Derudover indeholder spillet også en lang række puzzles, der aldrig rigtigt udfordrer én. For det meste er der tale om at trække i to håndtag i to forskellige rum eller at placere en cylinder i en maskine. Cylindere, der vel at mærke ligger midt på ens færd eller ved siden af den maskine, hvor den passer.

Indsamlingen af genstande, der var en del af det første Amnesia-spil, er droppet til fordel for en mere simpel tilgang. Den mest radikale ændring på dette område er nok lanternen, der i det første spil skulle fodres med olie for at kunne bruges. Det medførte, at man var nødt til at vælge med omhu, hvornår man ville bruge den, så den ikke løb tør på et kritisk tidspunkt, når man rendte rundt i mørket. Det var også vigtigt, fordi man ganske enkelt blev sindssyg af at opholde sig for længe i mørket uden lys. Omvendt ville lyset også tiltrække spillets fjender, så man skulle hele tiden afgøre, hvornår det virkelig var nødvendigt med lys. I Amnesia: A Machine for Pigs er man i stedet udstyret med en lanterne, der leverer lys fra start til slut, hvis man ønsker det, men som dog stadig kan tiltrække opmærksomhed fra uønskede kanter, hvis man ikke passer på. Disse ændringer er igen et valg, der er med til at holde spillerens fokus på historien fremfor på gameplay-mekanikker, der i sidste ende måske godt kan undværes.

Disse ændringer i både gameplay og fokus til trods, så er historien dog stadig spillets største trækplaster. De efterladte noter, sammenlagt med samtalerne med den mystiske mand og ikke mindst Mandus' egne noter, er med til at fastholde min interesse for historien helt indtil spillets grandiose finale. The Chinese Room har formået at skabe en mere interessant historie end man så i forgængeren, og selvom jeg lurede et par af spillets plottwists på forhånd, så var der alligevel flere overraskende momenter, der blot gjorde, at jeg følte mig nødsaget til at spille videre, selvom klokken var alt for mange, og jeg skulle op på arbejde morgenen efter. Atmosfæren er ganske enkelt fremragende, og selvom grafikken ikke ligefrem kan konkurrere med de tunge drenge i branchen, så er der alligevel lagt et stort arbejde i at skabe nogle omgivelser, der på bedste vis underbygger den groteske og hårrejsende historie. Uden at afsløre for meget, så kan jeg da også sige, at designet af den maskine, der har givet navn til spillet, nærmest fortjener en anmeldelse for sig. The Chinese Room har virkelig lagt sig i selen med skabelsen af netop denne maskine og dens grufulde egenskaber, så hvis jeg skal vente lidt tid, før der igen står flæskesteg med svær på bordet derhjemme, så klager jeg ikke. Og så har jeg bestemt ikke afsløret for meget.

Et andet sted, hvor Amnesia: A Machine for Pigs rammer hovedet på sømmet, er med hensyn til lyden. Der er i grunden ikke noget spektakulært ved lydarbejdet, men ligesom det var tilfældet med forgængeren, så er der tale om at less is more. De knirkende gulve, ekkoet fra ens fodtrin, der kastes tilbage fra væggene i de dystre gange og naturligvis de industrielle lyde, der stammer fra det gruopvækkende maskineri under jorden er alle med til at skabe den dystre atmosfære, der er en af spillets helt store styrker.

Da jeg i sin tid spillede Amnesia: The Dark Descent første gang, endte min Escape-knap med at ligge helt fladtrykt i tastaturet. Aldrig har jeg i et spil på den måde følt mig nødsaget til i panik at lukke det ned gentagne gange, og der var flere tidspunkter, hvor jeg følte, at hjertet ganske enkelt ikke kunne klare flere ubehageligheder. Sådan har jeg ikke haft det med Amnesia: A Machine for Pigs. Desværre, fristes man til at sige. Det var netop en af de ting, der gjorde det første spil så fandens godt - at man konstant sad helt ude på kanten af stolen, og aldrig rigtigt vidste, hvad der ville ske, når man åbnede den næste dør, eller gik ned ad den næste trappe.

Antallet af større chok, jeg har fået under min gennemspilning (der varede godt 7 timer), var ikke i nærheden af, hvad det første spil bød på. Dette kan jeg dog tilgive, når både historie og lydspor er så godt skruet sammen, at den faretruende stemning er konstant nærværende.

Hardcore horror-fans vil næppe få ødelagt deres nattesøvn efter at have spillet Amnesia: A Machine for Pigs, men mindre kan nok også gøre det. De designmæssige valg medvirker til, at spillet for mit vedkommende ikke virkede lige så uhyggeligt som sin forgænger i kraft af deciderede forskrækkelser, men på den anden side skaber historien og lyd- og banedesignet så meget stemning og atmosfære, at min interesse for spillet fastholdes til det sidste.

The Chinese Room har givet sig i kast med en svær opgave ved at skulle løfte arven fra succesen Amnesia: The Dark Descent, men alt i alt er de sluppet ganske hæderligt fra det. Det er da også uden tøven, at jeg vil anbefale A Machine for Pigs til fans af det første spil, så længe vedkommende ikke forventer præcis den samme oplevelse. Hvis det ikke skal være for deciderede forskrækkelser, så bør A Machine for Pigs spilles for den glimrende historie og den fortrinlige atmosfære.