Grand Theft Auto V

Der er et spørgsmål, jeg har stillet mig selv igen og igen, mens jeg har spillet Grand Theft Auto V. Det er dukket op, mens jeg har pløkket den ene gruppe tungt bevæbnede vagter ned efter den anden i storslåede kup. Mens jeg har smidt ladninger af smuglervåben ned over bjerge og indlandssøer i et lille tomotors propelfly. Mens jeg er drønet op langs kysten i en åben sportsvogn, vævet mig gennem motorvejstrafikken, og set solen gå ned.

Spørgsmålet er dette: Hvad skal vi med de der next gen-konsoller, når vi har GTA V?

For Rockstars seneste formår ikke kun at være det største og bedste spil, de endnu har lavet (det var næsten givet på forhånd), men oplevelsen bliver serveret med et teknisk overskud, jeg slet ikke havde forventet. Min gamle og udskiftningsmodne Xbox 360 føles pludselig ung og fuld af vigør. Som om Rockstar har fundet en hemmelig kontakt, ingen andre udviklere kender til. Jovist, figurernes ansigter kunne helt sikkert laves meget flottere med kræfterne fra en PS4 eller en Xbox One eller min PC. Men GTA V føles som et spil, der er lavet fuldstændig uden kompromisser.

Indtrykket bliver så meget desto større af, at vi for nyligt genspillede starten af GTA IV på redaktionen. Det spil tog en evighed med at komme rigtigt i gang. Man var begrænset til sløve skodbiler, henvist til den grå og nedslidte bydel Boker, og det tog en evighed, inden man fik sin første pistol i hånden.

GTA V starter omvendt med et brag. Der går ikke mange minutter, før man løsner de første skud, og suser afsted i dyre sportsvogne gennem Los Santos' svar på virkelighedens Santa Monica, videre ind mod centrum, gennem filmstudier i Vinewood, og ud mod det ghettoagtige Morning Wood. GTA V ved hvad dets publikum vil have, og leverer det fra første øjeblik.

Dermed ikke sagt, at historien er ét langt adrenalinsus, hvor volumen aldrig skrues ned fra 11. Nej, ens udskejelser i staten San Andreas er lige så varierede og mangfoldige, som man kunne håbe, og jeg har flere gange grint højlydt over det grænseløse vanvid, jeg deltog i. Til tider hænger fortællingen dog en smule i bremsen, men det kommer vi til.

Modsat alle tidligere kapitler i serien, har Grand Theft Auto V ikke én hovedperson, men tre. Den første er Michael, pensioneret bankrøver der nu er ved at dø af kedsomhed i sin luksusvilla. Konen elsker ham ikke, datteren lever op til alle fordomme om blondiner, og sønnen er en doven, forkælet skiderik, der bruger hele dagen på at ryge pot og spille tumpedumme online-skydespil, mens hans sviner modstanderne til med alle skældsord i bogen. Michael er dybt træt af tilværelsen, og går i bedste Tony Soprano-stil i terapi for at prøve at få styr på sine frustrationer, men lige lidt hjælper det. Han savner spænding som få andre.

Dernæst er der Franklin, der bor i the hood med sin tante, og for alt i verden gerne vil slippe væk og blive til noget. Men uanset hvad han prøver, er det som om han ingen vegne kommer. Det hjælper selvfølgelig ikke, at han er omringet af idioter, der ikke kan se meget længere end det næste gadehjørne. Bedstevennen Lamar holder ham tilbage, da han ikke har ambitioner om nogensinde at blive til andet end gadegangster. Som han selv forklarer det på et tidspunkt: Man får sig et job, arbejder i et stykke tid, indtil man uundgåeligt får pisset chefen af, og derefter røver man bulen. Er det ikke sådan, det altid går? Franklin vil noget mere, noget større, men han ved ikke hvordan.

Og så er der Trevor. Methamfetamin-producerende, våbensmuglende, rocker-bekrigende bonderøv, der er fuldstændig utilregnelig og absolut voldspsykopat. At kalde ham langt ude ville være årets underdrivelse. Trevor er katalysator for mange af spillets mest afsindige øjeblikke, han er anarki på to ben. Typen, der tager raketstyr med til en knivduel. Skulle man destillere den gennemsnitlige GTA-spillers udskejelser ned i én person, så ville resultatet være Trevor Phillips. Michael kalder ham på et tidspunkt for en tikkende bombe. Det er ikke forkert.

De tre har hver deres spidskompetence - Michael er den bedste skytte, Franklin den bedste chauffør, Trevor den bedste pilot - men sådan behøver det ikke forholde sig gennem hele spillet. Blandt de frivillige sideaktiviteter finder man både skydebaner og flyveskole, mens andre stats som kondition, styrke, stealth og lungekapacitet kan trænes op ved simpelthen at gøre de ting, de er knyttet til.

Vores hovedpersoner har også hver deres specialevne: Et klik med begge sticks sender Michael i bullet-time, som vi kender det fra Max Payne-serien, mens Trevor går i en berserkertilstand, hvor han giver ekstra skade og bliver langt mindre sårbar. Franklins evne bruges bag rettet, hvor tiden sløves ned, bilen kører hurtigere og kan styres med langt større præcision. Man kan dreje skarpere og tage kurver med langt højere fart end det ellers ville være muligt.

Tre hovedpersoner er dog ikke lig med tre separate historier. Selvom de tre har deres egne sideaktiviteter og egne solomissioner, så er mindst to af dem involverede i alle nøglemissionerne. På oversigtskortet kan man til enhver tid se, hvem der aktuelt har missioner til rådighed og hvor de kan startes, og et elegant farvesystem viser, hvilke der tilhører hvem.

Centralt for historien er en stribe kup, eller Heists, som vores helte udfører i fællesskab. De skal planlægges og forberedes, hvilket Rockstar har gjort et stort nummer ud af i foromtalen af spillet, men systemet er noget mere simpelt end de har lagt op til.

I praksis vælger man mellem to planer til hvert kup: den ene er typisk mere aggressiv og larmende end den anden, der er mere stille og raffineret. Dernæst skal man udvælge et mandskab af ekstra folk, der skal med: hackere, chaufører og folk med geværer. De skal have en del af udbyttet, hvor meget afhænger af deres evner. Gode folk betyder lettere succes, da en god hacker for eksempel kan holde alarmsystemer ude af drift i længere tid, og en bedre chauffør vil skaffe bedre flugtbiler.

Planlægningsfasen er den ene del af spillet, der måske føles en smule underudviklet. Det er mere et spørgsmål om at vælge mellem to forudbestemte fremgangsmåder, end decideret planlægning. Man behøver ikke bekymre sig om hvilken valgmulighed, der er sjovest at spille - som alle andre missioner i spillet, kan man genspille kuppene senere, og her får man lov til både at vælge plan og folk igen.

Når planen er valgt, begynder det sjove. Der skal skaffes materialer, hvilket dækker alt fra flugtbiler til våben og mere eksotiske ting, og det sker gennem en række minimissioner. De kan oftest tages i valgfri rækkefølge og af hvilken som helst figur. Når alt er klar, åbnes kuppet op, og så går det for alvor løs.

Perspektivet skifter løbende under både kup og almindelige missioner. Skal der køres en flugtbil eller races, står Franklin som regel for det. Skal der flyves, er Trevor eller Michael i spil. Når kuglerne flyver, kan man oftest selv vælge hvem man styrer, og kan hoppe frem og tilbage undervejs. En figur dækker måske én flanke, mens de andre dækker en anden. Nogle gange sidder en af dem måske placeret i en bygning på den anden side af gaden med en sniper-riffel. At skifte mellem figurerne kræver kun et enkelt tryk på d-pad'et, og spillet gør selv opmærksom, hvis en af dem er i problemer eller tæt på at dø.

Og det kommer uundgåeligt til at ske. Sværhedsgraden i GTA V er relativt nænsom, men man bliver sat på prøve hist og her, og mange gange tager det et par forsøg, før man finder den mest optimale måde at tackle en given mission på. Heldigvis er spillet, i skarp kontrast til sin forgænger, aldeles gavmild med checkpoints. Der er adskillige undervejs i hver mission, så gentagne nederlag bliver aldrig en frustrerende faktor.

Jeg nævnte før, at selve kupplanlægningen føles en smule underudviklet, men der et som sagt også det eneste aspekt af spillet, man rigtigt kan sige det om. De enkelte gameplay-systemer er stykket fremragende sammen. Det er længe siden, jeg har spillet en mere underholdende shooter på konsol. Cover-systemet og snap on-sigtet fungerer glimrende, og følingen med våbnene, uanset om de er semiautomatiske pistoler eller tunge miniguns, er helt perfekt.

Bilfysikken er også et enormt skridt frem i forhold til forgængeren. Her er få biler, der er decideret dårlige at køre, og der er en del overraskelser i blandt (for eksempel er den Mini Cooper-inspirerede model, bl.a. Michaels datter har, rigtig skæg at køre). Det skader heller ikke, at de tre hovedpersoner har hver deres signatur-køretøjer, der som regel altid er ved hånden, når man skifter til dem uden for missioner. Man kan i øvrigt pimpe og opgradere dem til den store guldmedalje.

Men det er når man sætter sig bag rattet i de dyre sportsvogne, at spillet virkelig skinner. Når man suser rundt på de snoede landeveje i bakkerne nord for Los Santos og videre ud i ørkenen, kan man næsten føle sig hensat til en god arkade-racer á la Need for Speed. Ikke kun frameraten, kørefysikken og fornemmelsen af fart, men også omgivelser og ruter, kunne være planket direkte fra Hot Pursuit eller Most Wanted. Nogle gange har man bare lyst til at køre en tur i en hurtig slæde, for det er en udpræget fornøjelse.

Og den kommer sig ikke kun af glæden ved GTA V's bilfysik. Spilverdenen er massiv, ifølge Rockstar er det den største, de endnu har lavet, større end dem fra GTA IV, GTA: San Andreas og Red Dead Redemption tilsammen. At køre fra Los Santos' centrum og op til en af flypladserne i den nordlige del af Blaine County er ikke nogen kort tur. Til gengæld er den flot, ikke mindst takket være lyssætning, døgnrytme og vejrsystemet. Jeg tror sjældent jeg har set et tordenvejr smukkere end det GTA V byder på, når et lyn lyser natten op i et enkelt splitsekund.

Og den massive spilverden er ikke bare til pynt. Man kommer gennem meget store dele af den i løbet af historien, men den er også pakket med sideaktiviteter. Nogle af dem er faste sidemissioner markeret på ens kort, uddelt af såkaldte "strangers and freaks", der sætter gang i små minihistorier. Her er minispil som tennis, dart og yoga. Michael kan gå i terapi, Franklin kan deltage i illegale gadeløb og skydive, og Trevor har såkaldte Rampages, der kort sagt handler om at skyde alt omkring sig.

Her er også tilfældige events i stil med dem, vi så i Red Dead Redemption, men med større omfang. Folk bliver tit røvet på Los Santos' gader, og fanger man røveren, kan man selv vælge om man vil beholde byttet eller levere det tilbage. Fremmede beder tit om et lift, og Trevor kan, som den psykopat han er, vælge at tjene penge ved at køre disse folk op til en kult i bjergene i stedet for at køre dem hjem. Andre er mere udførlige, og udspiller sig over længere tid. I skikkelse af Trevor fandt jeg på et tidspunkt en narkoudveksling, der var gået grueligt galt, og alle de implicerede lå enten døde eller sårede. Jeg pløkkede de sidste og stak af med pengene. Flere minutter senere dukkede resten af banden så op for at hævne sig.

De mange penge, man scorer undervejs, kan også bruges til at købe ejendomme. Nogle af dem giver regelmæssigt adgang til sidemissioner, man kan tjene penge på. Andre giver en fast indkomst og en sidemission hist og her. Nogle af dem er så dyre, at jeg ikke aner hvordan man nogensinde skal få råd til dem (måske bliver det muligt i den kommende multiplayer-del, der stadig er lukket). Indtægterne fra de ejendomme, jeg indtil videre har købt, er så beskedne at de næppe kommer til at tjene sig ind igen, men missionerne, de giver, er ofte temmelig underholdende.

Og de er ofte værd at tage alene for dialogen undervejs. Stemmeskuespillet i Grand Theft Auto V er blandt det bedste, man kan finde. Jeg kunne lytte til Franklin og Lamar småskændes i timevis, så underholdende er de, og niveauet er tårnhøjt over hele linjen. Og det er til trods for, at der ikke er et eneste kendt navn på rollelisten, udover en lille håndfuld af DJs på det forrygende udvalg af radiokanaler.

Uanset om du er til rendyrket pop, klassisk rock, punk, metal, reggae, ny eller klassisk hip-hop, country, elektronisk eller verdensmusik, så er her en station til dig. Dertil kommer et par talkshow-kanaler, én til byen og én til landet, der som altid er fyldt med fuldstændig absurde personager og smågale værter. Selvfølgelig krydret med aktuelle nyhedsudsendelser fra Weazel News, der beskriver ens bedrifter i tabloid-agtige termer, og en tilsyneladende endeløs række af satiriske reklamer.

Og det bringer os til det, der får Grand Theft Auto-serien som helhed til at skille sig ud fra alle andre spil, og som nok er den virkelige årsag til dens status som fænomen snarere end spilserie. For Grand Theft Auto er, mere end noget andet spil, et satirisk og nådesløst billede af tidsånden. Her er klassiske GTA-temaer som korrupte regeringsfolk, excentriske millionærer og fornemmelsen af, at verden er indrettet med henblik på at holde en nede på det niveau, man nu befinder sig på. Samtidigt er her også finanskrise, hensynsløse kapitalister, børsmanipulation, sociale netværk, lækager af personlige data, musik- og filmbranchens nedture, religiøs dyrkelse af mobiltelefoner, private hære, medicinsk mariujana, you name it. Er det oppe i tiden, tager GTA V formodentlig pis på det. Og det sker med en nærmest kirugisk sans for detaljer, helt ned til det faktum, at Michaels telefon er en iFruit, mens Trevors er en Windows Phone-lignende Facade-model, komplet med Metro-agtige ikoner.

Der er vitterligt intet i Grand Theft Auto V, der generer mig. Historien tager et par omveje undervejs, der mest af alt handler om at understrege hvor tosset Trevor er, og de hiver lige lovlig meget tempo ud af spillet. Heldigvis finder den tilbage på sporet igen. GTA V er så vidt vides det dyreste spil, der nogensinde er lavet, og man kan godt se hvor pengene er blevet brugt. Kampagnen er formidabelt varieret og fyldt med imponerende og vanvittige indslag, mindre spil snildt kunne have malket til døde. Og så er det som sagt enormt. Efter 33 timers spil har jeg klaret omkring 70 procent af indholdet, hvilket inkluderer hele kampagnen og en beskeden portion sideindhold. Der er stadig rigeligt med sidemissioner og endda et par uudforskede områder på mit kort. Og så ved vi ikke engang hvor meget indhold der venter online, da den stort anlagte multiplayer-del først bliver tilgængelig 1. oktober.

Så ja, jeg sidder tilbage med spørgsmålet om hvad vi egentlig skal med nye konsoller. Det kan godt være at det har taget fem års indsats, og at hvert eneste af Rockstars studier verden over har været inde over, men GTA V er så imponerende, at jeg overvejer om resten af branchen har sovet i timen. Det har måske ikke The Last of Us' gribende og følelsesvækkende fortælling, eller Bioshock Infinites ambitiøse lignelser og pointer om spilmediet som helhed. Til gengæld er det rendyrket sjov. Det er sorgløst uden at være overfladisk, ambitiøst uden at være prætentiøst.

GTA V føles som et næste-generationsspil uden at være det. Hvis alle andre studier kunne hvad Rockstar kan, så ville der være masser af liv tilbage i den nuværende konsolgeneration. Men måske er det netop pointen. Ingen udvikler er som Rockstar. Og ingen spilserie er som Grand Theft Auto.