Rayman Legends

Det var egentlig ikke meningen, det her. At jeg skulle sidde og spille Rayman Legends på min Xbox her i sommervarmen. Spillet var nemlig tænkt som en Wii U-eksklusiv titel, annonceret allerede inden konsollen var i handlen, og designet til at udnytte touchskærmen til nye mekanikker, serien ikke havde budt på før.

Men nogen hos Ubisoft fik kolde fødder, sikkert fordi Wii U'en ikke blev den megasucces, dens forgænger havde været. Og derfor blev spillet udskudt i seks måneder, så udviklerne kunne konvertere det ellers færdige Wii U-spil til PS3 og Xbox 360.

Og det skal de have tak for. Rayman Legends er nemlig et spil af en sådan kaliber, at det fortjener så stor en udbredelse som det overhovedet kan få. Og det er nok ikke kun sommervarmen, der bærer skylden, hvis en vis italiensk blikkenslager har sved på panden for tiden. For hvor New Super Mario Bros-serien virker lidt lang i betrækket efterhånden, sprudler Rayman Legends af ideer og charme i en grad, så vi måske skal til at snakke om et tronskifte.

Man skal være usædvanligt kold om hjertet for ikke at smile fra første stund med Rayman Legends. Spillet stråler af glæde, i alt fra grafik, banedesign, lydeffekter, den fuldstændigt forrygende musik - ja, selv spillets hovedmenu, indrettet som et stort galleri fyldt med malerier, der udgør spillets baner, er simpelthen så gennemhyggelig, at jeg flere gange har taget mig selv i bare at løbe rundt med Rayman og skiftevis hoppe og glide på maven.

Historien er minimal - noget med at den titulære gavtyv og hans øvrige helte-venner har sovet i hundrede år, og imens har slemme mareridt invaderet The Glade of Dreams og kidnappet en masse Teenies (de små blå væsener med store næser, vi kender fra forgængeren). Heldigvis er den lille flyvende gut Murphy klar til at vække vores helte med en syngende lussing, og straks er Rayman & co. på benene igen for at samle tusindvis af de små gule Lums og befrie alle de Teenies, de kan finde.

Legends er meget åbenlyst en direkte efterfølger til Rayman Origins fra 2011, og deler mange af de grundlæggende mekanikker. Det betyder at man jagter Lums, finder hemmelige rum, hopper, løber, springer, svømmer og svæver gennem et væld af farverige verdener, mens man uddeler håndmadder til fjenderne på ens vej (og sandsynligvis også ens venner, hvis man spiller co-op). Men Michel Ancel og hans hold har tydeligvis givet fantasien frit spil, for selvom Origins var fantastisk, er Legends så pakket med inspiration, ideer og indfald, at forgængeren næsten virker ensformig til sammenligning.

Væk er shoot 'em up-sekvenserne, hvor man red på ryggen af en myg og skød vildt omkring sig. I stedet har hver verden sit eget klare tema og mekaniksæt, der ryster godt i posen og sørger for variation. Det gælder måske ikke i så høj grad for første verden, men i Toad Story møder vi for første gang vind og torne, og lærer vigtigheden i at kunne styre og svæve Rayman rundt i luften og uden om sylespidse farer. I den fabelagtigt døbte Fiesta De Los Muertos er temaet både Mexico og mad, og store dele af banerne er lavet af kage, som både følgesvenden Murphy og visse monstre gladelig spiser af og dermed skaber nye veje, Rayman kan benytte. I Olympus Maximus er temaet det gamle grækenland, og her skal både undgås byger af ild og drillesyge guder, der skyder lyn efter spillerne. Min absolutte favorit er 20,000 Lums Under The Sea, der blander Jules Verne-inspiration med James Bond-stemning og stealth-mekanikker(!), så Rayman både under og over vandet skal holde sig i skygger og undgå de drabelige kanoner, der skyder på alt som bevæger sig inden for deres lyskegle.

Jagten på Lums og de skjulte Teenies er spillets drivkraft, og jo flere man samler, des flere ting låser man op for. Nye figurer og kostumer, benhårde bonusbaner hvor man løber på tid, skrabelodder som giver adgang til flere Lums, samler-dyr (der giver Lums) eller bonusbaner fra Rayman Origins, der er blevet opdateret til den nye grafikstil. Sværhedsgraden stiger i et roligt tempo, og vil man finde alle de skjulte rum, baner og collectibles, kan man regne med at bruge en rum tid i selskab med spillet.

Udover at Rayman er drønsjovt - både hvad gælder gameplayet i de almindelige baner, det fantasifulde boss-design og de små mellemsekvenser - så både ser og lyder spillet absolut forrygende. Stilen er en videreføring af Origins håndtegnede look, men med langt mere detaljeret og nuanceret farvelægning, så det hele nærmest minder om et levende oliemaleri. Musikken er intet mindre end fantastisk, og fortsætter den pudsige instrumentering med gavmild brug af ukulele og jødeharpe, og jeg har flere gange haft lyst til at finde min egen uke frem og spille med. Noget af den er ny, andet er direkte genbrug fra forgængeren, men det er glædelige genlyt hver gang.

Hver verden afsluttes af en forrygende og hektisk bane, hvor man løber alt hvad remmer og tøj kan holde, mens ens rute er tilrettelagt sådan, at hop, slag og opsamling af Lums er timet til musikken - der her består af kendte og ikoniske rocksange og klassiske stykker, tweaket til lejligheden, så vi for eksempel får Black Betty på Rayman-volapyk, eller Eye of the Tiger i mariachi-fortolkning. Det lyder både fantastisk og er ustyrligt morsomt. Hvem sagde rytmespil var døde?

Jeg har som sagt testet Xbox-versionen, og har aldrig nået at stifte bekendtskab med de Wii U-demoer, der har været vist frem tidligere, så jeg ved ikke i hvor stort omfang spillet er ændret til de andre konsoller, og hvor meget af touch-interaktionen der er tilbage i Nintendo-versionen. Men Legends føles på ingen måde som en amputeret oplevelse på Xbox 360 eller PlayStation 3, tværtimod. Ubisoft har fået det bedste ud af de ekstra seks måneder, de tog sig.

Forgængerens mulighed for fire spillers co-op i samtlige baner er tilbage, og som altid gør det spillet både lettere og sværere at have en ved med. Lettere, fordi døde spillere altid kan genoplives, så længe én spiller er i live, og sværere fordi det kræver ekstra kordinationsarbejde i nogle tilfælde. Co-op får denne gang selskab af Challenge Mode, hvor der dagligt udstikkes udfordringer online, som man kan tage imod. Denne del har vi desværre ikke kunne teste. Endelig er der Kung Foot, en slags todimensionel blanding af fodbold og beachvolley, der er en vildt kaotisk og derfor også underholdende omgang.

Rayman Legends er som koncentreret kærlighed. Livsglæden strømmer ud af hver en sprække og pore, og selv man bliver sat på hårde prøver fra tid til anden, er spillet tilpas gavmildt med sine checkpoints at det aldrig bliver frustrerende, og en gennemsnitlig portion stædighed er som regel nok til at få en videre. Ellers kan man altid hoppe ud, vælge en ny bane og vende tilbage senere, da Rayman Legends er dejligt ulineært.

Forgængeren var denne konsolgenerations måske bedste platformspil, og Rayman Legends slår det på alle punkter. Så enkelt kan det siges. Det kan godt være hovedpersonen har 18 år på bagen, hvilket er en menneskealder i spilsammenhæng, men det kan på ingen måde mærkes. Rayman føles forfriskende som få andre.