The Bureau: Xcom Declassified

Der er to dominerende ingredienser i denne opskrift: Xcom og Mass Effect. Og når man tager grunddelenes kvalitet i betragtning, er det overraskende at Declassified ikke helt når de samme højder som sine to primære inspirationskilder.

The Bureau: Xcom Declassified er en oprindelseshistorie, der fortæller om fødslen af den organisation, der spillede hovedrollen i sidste års reboot fra Firaxis, Xcom: Enemy Unknown. Det foregår i 1960'erne, og rumvæsener er ved at invadere Jorden. Mens de forsøger at dække over dette faktum må agent Carter og hans kollegaer ud i Amerikas gader og bekæmpe truslen. Missionerne udspiller sig i tredjeperson, hvor man styrer en gruppe af tre mod horder af fremmede invaderende. Det er en fremragende premis, men fortællingen holder desværre ikke helt til et nærmere eftersyn. Der er for mange øjeblikke, der undrer, og ting der ikke helt hænger sammen.

Historien bliver leveret via mellemsekvenser og et Mass Effect-agtigt dialoghjul, og hvor manuskriptet og stemmeskuespillet er fint, er figurernes animationer på grænsen til det stive. Carter er grov hele vejen igennem, så det er svært rigtig at føle sig knyttet til ham. Der er en stor base, hvor spilleren kan interagere med andre figurer (hvoraf nogle også er svære at holde af), rekruttere nye medlemmer til holdet og udvælge missioner. Det er en stor hub med rigeligt steder at besøge og masser af figurer at tale med, men man ender uundgåeligt med at bruge det meste tid af ens tid i kommandocentralen, hvor man taler med sin chef og kigger på det kort over Nordamerika, hvor ens opgaver bliver vist.

Der er store og små missioner, man personligt skal tage sig af. De mindre udflugter tager omkring et kvarter at gennemføre, og er ret ligetil: gå ind og hent en artefakt eller dræb et mål. De store missioner er hvor historien udspiller sig, og disse kan have langt mere substans. Mens Carter og hans hold er væk, kan ubrugte agenter sendes ud på opgaver og optjene erfaring, mens du selv er i marken. Der er også små stykker "nyheder fra fronten": små tekstblokke der fortæller hvordan invasionen har indflydelse på samfundet som helhed.

Når du er ude i marken og kæmper dig gennem fjendens linjer, står det hurtigt klart at kampene er hæderlige. I modsætning til Enemy Unknown, der var mere tro mod licensens oprindelige ophav, har 2K Marin valgt at gå efter et tredjepersonsskydespil. Hold af tre agenter sniger sig gennem korridorer, der er forklædt som åbne omgivelser, og fører krig i cover-dækkede skydetelte, hvor de fyrer løs på Mutons, Sectoids og andre fjender fra rummet. Man kan fremkalde en cirkelmenu, der sænker tempoet til ultra-slowmotion, så man har tid til at udstede ordrer. Efterhånden som Carter og hans hold leveller op, får de nye futuristiske kræfter, og disse bliver nyttige på slagmarken. Modstandere kan løftes ud af cover så man kan skyde dem, flaskehalse kan fyldes med miner, mens man kan sætte turrets og droner op for at få ekstra ildkraft.

Her er en bred vifte af taktiske muligheder, man kan udnytte under kampen. Dine holdmedlemmer udfylder alle forskellige roller i marken, så det er vigtigt at udvælge en god balance. Vi benyttede som regel en sniper og en tekniker, der giver os muligheder på afstand og adgang til turrets. Carter har sit eget sæt evner. Af årsager, der bliver forklaret senere, kan Carter hele sig selv og sine holdkammerater. Hver evne har en cooldown, og hvis du ikke kan forhindre at en af dine folk falder til fjendens ild, skal han heales med mere konventionelle metoder, hvilket kræver at du når frem til ham i tide og giver ham en dosis fra livets spraydåse (nej, det er ikke det officielle navn).

Der er et fornuftigt udvalg af våben, og der går ikke længe før man finder sine favoritter. Teknologi fra både rumvæsener og mennesker er tilgængelig, og man skal bruge sine ressourcer og evner bevidst og taktisk for at besejre nogle af de mere frygtindgydende fjender, man møder undervejs. Man kan også finde rygsække spillet i gennem, og når først de er fundet, kan man sætte dem på et af sine holdmedlemmer og få buffs som reduceret skade eller forøget ammo-kapacitet.

Over den 12-14 timer lange kampagne udvikler dit hold stadigt mere potente evner. Strategi er essentielt, og der er rigeligt med måder, et givent slag kan udspille sig på. At holde sit hold i live er ligeledes vigtigt, da permadød vender tilbage. Hvis hele holdet bliver dræbt, sendes man tilbage til seneste checkpoint, så det er ikke helt så nådesløst som Enemy Unknown. Men dør en mand på en ellers succesfuld mission, er han væk for evigt.

Du kan personliggøre dine agenter. Der er et par generiske ansigter at vælge mellem, og du kan farve deres jakkesæt som du har lyst, ligesom du selvfølgelig også kan navngive dem. Vi gav vores navne efter berømte jægere af rumvæsener fra filmenes verden, så Fox Mulder, R.J. MacReady og William Hudson har alle stået side om side med agent Carter i løbet af spillet. Desværre var det ikke dem alle, der overlevede. Jeg ville gerne have haft Ellen Ripley med, men de eneste nævneværdige kvindelige figurer er kommunikationsofficeren, der holder øje med radiobølgerne, og Xcoms næstkommanderende.

Det sjove ligger i kampene, og ikke i fyldet rundt omkring. Hen mod slutningen er Carter og hans hold ganske magtfulde, og som modvirkning kommer fjenderne i stadigt større antal. I de sidste baner starter man alle fjendemøder med en stribe ordrer, så holdet benytter deres forskellige tricks, og derfra handler det om flanker og ildkraft. Man kan få meget tid til at gå med at justere ens hold og finde den kombination af evner, der passer bedst til ens spillestil, men historien, der pakker det hele ind, er ikke fantastisk. Der er for mange ting, der ikke helt giver mening. Den føles underudviklet. Grafikken er god, og der er rigeligt med partikeleffekter at savle over, og sprøde omgivelser at begive sig gennem. De har bestemt fanget essensen af 60'ernes Amerika.

Omgivelserne er designet, så der er plads til forskellige taktikker, men i sidste ende er det en ret lineær oplevelse. Man kan godt finde rum, der ligger et stykke væk fra den gængse vej, men de er altid blindgyder der ikke byder på meget andet end lidt ekstra historie i form af noter eller lydoptagelser. Den overhængende trussel om død holder spændingen oppe hele vejen, også selv om dens permanente aspekt kan snydes med en hurtig tur tilbage til sidste checkpoint.

The Bureau: Xcom Declassified er overordnet et underholdende spil. Historien skurrer fra tid til anden, men spændingen i kampene gør for det meste skaden god igen. Gamle Xcom-fans vil måske ikke bryde sig så meget om ændringerne i formlen her, men for actionfans, der vil skyde rumvæsener, er her rigeligt at give sig i kast med.