Tales of Xillia

Namco har tydeligvis store planer for Tales-serien, som er deres største bidrag til JRPG-markedet. Sidste år fik vi Tales of Graces F til PS3, og næste år får vi serveret Tales of Xillia 2 og en samlepakke med de to Tales of Symphonia-spil i HD. Ikke nogen dårlig kovending, i forhold til at Namco for nogle år siden ikke var interesserede i at udgive Tales-spillene i vesten.

Hyppige udgivelser er imidlertid ingen garanti for kvalitet. Da jeg spillede Tales of Graces F var der flere ting, der trak spillet ned. Alligevel gjorde det tydeligvis noget rigtigt, for det vækkede en sult efter mere. På mange måder er Tales of Xillia, det første rendyrkede PS3-spil i serien, det spil jeg egentlig forventede mig i fjor.

Handlingen udspiller sig i en verden kaldet Rieze Maxia, hvor ånder og mennesker lever i symbiotisk balance med hinanden. Øverst blandt ånderne står de fire store, og over dem står åndernes herre, Maxwell, der er blevet inkarneret i form af den unge pige Milla. Milla kaldes til handling, da hun opdager at et menneskeligt våben, kaldet Kresniks Lanse, dræber ånderne og dermed truer verdensharmonien. Idet hun i starten af spillet forsøger at sætte en stopper for våbenet, mister hun sine kræfter og må alliere sig i den videre kamp med den unge lægestuderende Jude Mathis, et offer for eksperimenterne tilknyttet Kresniks Lanse.

Som i de fleste japanske rollespil er det verdens skæbne, der står på spil, og på din side har du alle de klassiske figurer: Den tilbagelænede lejesoldat med noget at skjule, barndomsveninden der gemmer sine følelser bag et hyperaktivt humør, og den lille goth-pige, for bare at nævne nogle. Selvom typerne kunne have været mere originale, er det alligevel sjældent man tænker over det. Alle personerne, du får med på dit hold, er dog lette at holde af (med undtagelse af et lille flyvende plysdyr), og dynamikken mellem dem kommer godt frem. Skit-sekvenserne, som i Tales-spillene er små frivillige dialogøjeblikke, skal have meget af æren herfor. I Tales of Xillia har skit-sekvenserne masser af humor og charme, og er med til at løfte den generelle tone i spillet til et herligt niveau.

Og nu vi er ved toner. Spilmusikken fra serieveteranen Motoi Sakuraba er slet ikke værst. Den giver til tider associationer til nogle af hans andre værker som Golden Sun eller Kid Icarus: Uprising. Dertil har Namco taget ved lære af det horrible stemmeskuespil i Tales of Graces F, og selvom det engelske lydspor ikke er perfekt, er det væsentligt bedre denne gang (selvom de gerne måtte have inkluderet det engelske).

Det skader heller ikke noget, at selvom historien begynder noget forudsigeligt, tager den også nogle uventede drejninger efterhånden, hvilket vi slet ikke klager over i en ellers så klichéfyldt genre. En af de ting, der er med til at gøre historiefortællingen spændende, er at man i begyndelsen af spillet kan vælge at følge både Milla eller Judes historie. De store linjer er stort set de samme, men det hænder at de to personer gør forskellige ting og snakker med forskellige mennesker, når de tager en pause for dagen. Resultatet er, at mens nogen vil huske Tales of Xillia som Judes spil, vil andre tænke på det som Millas historie. Det er et spændende og velfungerende greb.

Når dialog og historie ikke optager din tid, er det sikkert fordi du er ude og vandre i den store verden. I modsætning til Tales of Vesperia - hvor man så omgivelserne i verdenskortsperspektiv - og Tales of Graces F - hvor bevægelsesfriheden var noget begrænset - går man i Tales of Xillia rundt i store omgivelser med fuld tredimensionel bevægelsesfrihed. Verden er stor og fyldt med indhold, og man får associationer til ældre rollespil som Final Fantasy XII, når man går rundt og udforsker verden. Man bør tage sig tid til at udforske verdenen. Ikke fordi man behøver træne sig voldsomt op, men fordi man kan finde sjældne skatte og gode skit-sekvenser, jo mere man leder.

Det er også ude i den store verden at man kæmper mod monstre og andre uhumskheder. Som i de fleste andre Tales-spil kæmper man i realtid inden for et cirkulært område, hvor man kan bevæge sig frit. Nyt i spillet er muligheden for at koble to og to af ens figurer sammen, så de kan udføre kraftige kombinationsangreb. Ellers skal Tales of Xillia have ros for både at tage hensyn til dem, der ønsker at detaljestyre kampene, og dem der gerne overlader dele af styringen til computerstyrede figurer. Og har du venner på besøg, kan du overlade styringen til dem. Op til fire spillere kan samarbejde i kampene, og systemet får mig til at undre mig over, hvorfor der ikke er flere JRPG'ere, der har et tilsvarende system.

Med undtagelse af disse tilføjelser, er det et genkendeligt og trygt JRPG, vi taler om. Selvom præsentationen er respektabel, kunne jeg godt have tænkt mig lidt flere nyskabelser og originalitet. Jeg savner de ting, der virkelig kunne få spillet ud af båsen og præsentere det som det gode spil det er.

Selvom Tales of Xillia ser langt bedre ud end Tales of Graces F, kan man desværre godt mærke at spillet oprindeligt er fra 2011. Tales-serien har desuden længe haft en plastikagtig visuel stil over det ellers animé-inspirerede udtryk, og Xillia er ingen undtagelse. Et langt stykke hen ad vejen handler det om smag og behag, men jeg ville ønske at serien efterhånden kunne byde på en mere velpoleret og gennemført animé-stil, som vi har set det i Valkyria Chronicles, Ni no Kuni: Wrath of the White Witch eller sommerens mere ukendte Time and Eternity.

Disse anker er mest af alt småting, og samlet set kan man trygt konkludere at Tales of Xillia erklærer serien raskmeldt og stærkt tilbage. Man får et JRPG, der let kan samles op af både veteraner og nybegyndere, og burde være et selvskrevet valg for genreentusiaster. I konkurrence med Persona 4 Golden og Ni no Kuni står Tales of Xillia måske lidt svagere, men det skyldes mere den stærke konkurrence end et mangelfuldt spil i sig selv.