Pacific Rim

Kæmpe robotter. Gigantiske monstre. I slåskamp i enorme storbyer. Det lyder da som om, at det kunne blive ganske morsomt. Sådan cirka har folkene bag både filmen og spillet Pacific Rim sikkert også tænkt. Jeg er ikke i tvivl om, at filmen bliver et spektakulært actionbrag, når den lander i de danske biografer til august. Spillet er dog allerede ude til Android og iOS, og det er alt andet end morsomt. Hvis man altså spiller det mere end ti minutter.

Travis Beckham fik angiveligt ideen til Pacific Rim-filmens plot, da han gik langs den californiske kystlinje en tidlig morgen. I tågen kunne han se en bunke klipper og tænkte: "Hey de klipper ligner et enormt monster, ville det ikke være fedt, hvis det var tilfældet, og en superrobot stod parat til at bekæmpe det?" Du kan nok regne ud, at filmen ikke er født af de store tanker.

Men mindre kan også gøre det, og filmen fik efterfølgende instruktøren Guillermo del Toro ved rorpinden. Udover at være fascineret af anime, har han også har haft en finger med i film som Hellboy, Pan's Labyrinth og Hobbitten. Ikke dårligt. I Pacific Rim får vi historien om en bunke enorme sømonstre, der pludselig overrender jordkloden. Derefter er det op til mennesket at forsøge at overleve, og det går ret skidt, lige indtil de får adgang til en gigantisk robot, som styres af to mennesker linket op til stålkassen via et neuralt netværk. Naturligvis har de hver deres baggrund, der gør dem til nogle sorte får i denne sammenhæng. Og så ruller historien på bedste actionfilm-manér. I sidste ende betyder det, at det visuelle intet fejler i filmen. Det gør det til gengæld i spillet.

Pacific Rim i spilform er nemlig en Infinity Blade-klon. Folkene bag har bare rask væk ignoreret, hvad der gjorde det spil så fornøjeligt. For det første var der lækre lyde, der passede til kampene, der var flotte omgivelser og prangende grafik. Så var der mulighed for at kigge rundt og suge indtryk fra omgivelserne til sig, og man kunne samle ekstra genstande op på banerne.

Pacific Rim skræller det meste væk, og tilbage står vi med en klon, der viser, hvordan sådan nogle laves på den dårlige måde. Du skal stadig stryge fingeren over skærmen for at slå og parere. Du har også knapper til at undvige angreb og til at blokere. Ganske som i Infinity Blade. Desværre er det også de eneste detaljer, der er taget med fra forbillederne, og de mekanikker alene er ikke nok til at levere. Bevares, i de første ti minutter virker det hele ganske underholdende, og der er nogle flotte specialangreb, men så begynder problemerne at melde sig. Ikke kun fordi, at det bare er kamp på kamp på kamp uden interaktion med omgivelserne, men også fordi spillet ganske enkelt ikke altid registrerer ens bevægelser særligt præcist. Og er der noget et sjovt kampspil kræver, så er det god præcision og en følelse af at en tabt kamp skyldes manglende kampevner og ikke manglende spilstyring.

Pacific Rim i spilform griber plottet fra filmen, men forklarer aldrig synderligt meget. Det kaster dig stort set direkte ind i kampene fra et stort verdenskort. Du bydes på én af en håndfuld kæmperobotter. Resten kan åbnes undervejs i spillet, ved at optjene penge i kampene eller bruge rigtige kontanter. Der er også inkluderet en Survival Mode og samlekort med statistikker, hvis man gerne vil fortsætte efter kampagnens afslutning. Efter en lille times tid kedede jeg mig så meget, at jeg valgte at betale med rigtige penge, for at du, kære læser, kunne få et indtryk af de forskellige figurer, og jeg kunne slippe for at spille for meget mere. Det er altså ikke et godt tegn, når man smider penge efter et spil, for at slippe for at spille.

Som sagt er der en håndfuld robotter (eller Jaegers, som de enorme mechs hedder). De hejses ganske majestætisk ned i kampene af helikoptere, og så går det ellers løs. De såkaldte Jaegers kan udstyres med forskellige ekstra våben (gigantiske kædesave, maskinkanoner, ekstra panser eller de bare stålnæver). Igen er det ting, der koster. Og forskellen på de robotter, jeg tog på tur, føles minimal. Det samme gælder fjenderne. Om det er større bløddyrslignende væsener, dinotyper eller gigantiske krabber, så føles de ret ens og ganske kedelige. Især når spillet gentagne gange fejler at lade en parere, da ens strøg ikke registreres.

Som i filmen vil man også støde på et par bygninger, der knuses, når fjenden ramler ind i dem, men det hele føles amputeret, og når omgivelserne samtidig består af flade teksturer og ligegyldigheder, så er der altså ikke meget at komme efter.

Nu tænker du måske: "Jamen, jeg kunne godt lide Infinity Blade, så det her er sikkert fint". Så stil dig selv spørgsmålet: er Infinity Blade sjovt, hvis du fjerner den lækre grafik, de indbydende omgivelser, den velfungerende butik og de præcise kampe? Nej vel? Avengers Initiative er en anden klon af IB-serien, og her får man i det mindste forskellige helte og skurke og et velfungerende interface, så der er din mulighed, hvis du tørster efter mere i samme stil.

Pacific Rim som spil er i bedste fald et middelmådigt kampspil, der med lidt held underholder en times tid, men det er ikke et vidunder hverken teknisk eller gameplay-mæssigt. Det storladne orkester-soundtrack og enkelte fine mellemsekvenser gør ikke meget for at ændre på det indtryk.

Pacific Rim er sikkert en hjernedød og herlig actionfilm, men spillet er desværre bare hjernedødt licenssmadder.