Dansk
Gamereactor
anmeldelser
Game & Wario

Game & Wario

Wario har fundet vej til Wii U men har desværre ikke fået lov til at slippe sin maniske personlighed løs...

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ

Warios mange eventyr har alle været nogle underlige størrelser, og man har altid fornemmet at Nintendo har betragtet den finurlige antihelts udskejelser som et slags kreativt frirum. Få steder har det været mere tydeligt end med WarioWare-spillene, hvor hundredvis af mildest talt underlige micro-spil har gjort sit for at forvirre, forundre og fornøje alle os, som har forsøgt at følge med i den vanvittige serie.

En sådan dosis vanvid havde passet rigtig fint ind i Wii U'ens slumrende spiludvalg, og derfor bliver man en smule overrasket efter den første tid med Game & Wario. Det hektiske tempo og den utæmmede kreativitet er nemlig til dels udskiftet med noget lidt mere tilgængeligt.

Oplevelsen er igen delt op i adskillige forskellige spiloplevelser. Det er denne gang blevet til 16 styk, men størrelsen af de individuelle spil er vokset en smule, og der er kommet lidt mere kød på benene. Faktisk er opbygningen slet ikke som tidligere, og i stedet for at eksempelvis 10 micro-spil af hver 3 sekunders spilletid er blevet samlet under en historie, indeholder hver historie nu kun et spil.

Game & Wario
Dette er en annonce:

Det starter en smule langsommeligt ud med "Arrow" som fortæller dig hvordan du bruger controlleren som flitsbue, og efterfølgende lader dig skyde løs mod robotlignende modstandere, i jagten på en høj score. Spidsen af pilen udgøres af Warios næse (naturligvis) og det er således muligt at optjene pepper-bonusser, der får ham til at nyse og dermed tilføjer ekstra kraft til dine skud. At sigte ved at pege controlleren mod skærmen fungerer overraskende godt, og præcisionen bliver sjældent et problem.

Patchwork er en af de senere udfordringer, hvor du skal få Tetris-lignende brikker til at passe sammen, så de bliver til genkendelige figurer. Ski giver dig kontrollen over Jimmi T, der har fået påmonteret et par ski, kan ses fra fugleperspektiv på controlleren og skal styres således at han rammer turbo-boots og andre bonusser. I Taxi skal der transporteres passagerer, inden de bliver kidnappet af drilske UFO'er, mens man i Gamer skal hjælpe 9-Volt med at spille micro-spil uden at blive opdaget af hans mor, der insisterer på at han lægger sig til at sove.

Game & Wario

Kvalitetsforskellen mellem de forskellige spil demonstreres dog bedst ved det afsindigt kedelige Kung Fu, der desværre ikke har noget at gøre med det klassiske Kung-Fu Master, men i stedet byder på et søvndyssende platformspil hvor en konstant hoppende figur skal styres ved at tilte controlleren. En helt anden og langt bedre kvalitet bydes der på i Shutter, hvor der skal tages billeder af forudbestemte personer med controlleren og dens skærm som dedikeret kamera. Det fungerer fint og er samtidigt sjovt og opfindsomt.

Dette er en annonce:

Der er også mulighed for at opleve Warios underlige univers sammen med vennerne, og fire forskellige multiplayer-spil er blevet inkluderet i pakken. Disco er for to spillere og er et rytme spil, hvor man skiftes til at lave udfordringer til den anden spiller som efterfølgende skal gengive mønstrene. Islands er for to til fem spillere og er et simpelt point-spil hvor man skiftes til at skyde til måls eller gøre livet surt for modstanderne. Sketch beskrives bedst som en digital version af Pictionary (Tegn og gæt) hvor der skal tegnes og gættes på tid.

Game & Wario

Den bedste multiplayer-oplevelse står Fruit dog for. Her bliver spilleren med controlleren således givet rollen som en tyv, der skal stjæle frugt. De andre spillere kigger i mens på tv-skærmen, hvor små hints vil hjælpe dem til at komme med kvalificerede gæt på hvem tyven er blandt det store persongalleri på skærmen. Kompliceret er det ikke, men det er en sjov brug af konsollens unikke muligheder og noget som næsten alle kan være med til uanset erfaringsniveau.

Lidt kreativitet og mulighed for både at spille med alene og med vennerne kan dog ikke skjule at Game & Wario er en skuffende størrelse. Hele oplevelsen smager alt for meget af at dette i højere grad er en samling tekniske demonstrationer, der har fået påklistret lidt Wario-tematiseret grafik, end det er en samlet spiloplevelse på samme måde som antiheltens tidligere maniske eventyr. Tempoet og den løsslupne kreativitet mangler simpelthen, og på trods af et par gode ideer er Game & Wario ikke i nærheden af at være lige så sjovt som tidligere spil med Wario i hovedrollen.

05 Gamereactor Danmark
5 / 10
+
Kreative ideer. God udnyttelse af konsollens muligheder.
-
Kedelige minispil. For lidt Wario-mani.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

4
Game & WarioScore

Game & Wario

ANMELDELSE. Skrevet af Thomas Blichfeldt

Wario har fundet vej til Wii U men har desværre ikke fået lov til at slippe sin maniske personlighed løs...

2
Nye billeder fra Game & Wario

Nye billeder fra Game & Wario

NYHED. Skrevet af Rasmus Lund-Hansen

Game & Wario er som bekendt navnet på Warios mikrospilsgenkomst på Wii U. Nintendo har i weekenden udsendt en stak nye billeder fra spillet, der blandt andet viser et...



Indlæser mere indhold