Persona 4: Arena

Persona 4: Arena er et fremragende fighting-spil og en rigtig god fortsættelse af Persona-serien. Det formår at samle universerne fra både Persona 3 og Persona 4 i en rigtig interessant historie, og der lagt en heftig indsats i at gøre det fremragende som både fighting-spil og Persona-titel. Det er nok den største bedrift i en produktion, der aldrig viser synderlige svaghedstegn, og hvor hvert et minut forbedrer den samlede oplevelse.

Lad os starte med dets succes som fighting-spil. Persona 4: Arena er en 2D-titel med sprites i anime-stil og 3D-baggrunde, der ved første øjekast vækker minder om genrens guldalder i 90'erne, hvor Capcom og SNK holdt fanen højt. Det er et af den slags spil, der foretrækker det spektakulære og hurtige, hvor hver en beslutning og hvert et splitsekund er vigtig. Arc System Works har allerede vist deres metoder med Guilty Gear og Blazblue, serier som Persona 4: Arena låner meget fra og skylder endnu mere, og som har ladet studiet polere sin stil og tune sit kampsystem til perfektion. Det sker ofte at fighting-spil baseret på titler fra en helt anden genre ikke formår at byde på en værdig pålevelse - men det er ikke tilfældet her, hvor der nok er tale om et af de bedste 2D-fighting-spil længe.

Denne succes starter med en solid præmis: at være tilgængelig for alle. Umiddelbart virker kampsystemet overfladisk: normale og stærke angreb, både for figuren og deres Persona (skabninger fra TV World der hidkaldes for at kæmpe på figurens vegne). Hop, dodges og et par særlige evner, der aktiveres på samme måde uanset figur. Faktisk er det let at sætte sin lid til almindelige angreb og ende med at udvikle nogle kraftige og spektakulære comboer, hvilket nok skal opfordre fighting-nybegyndere til at give det et forsøg.

Men avancerede spillere har ikke noget at frygte, for selvom det har en lettilgængelig styring, byder det også på stor dybde. At udføre en stor combo er nytteløst, hvis modstanderen ved hvordan han skal bruge counters, hvordan man bedre bestyrer SP, eller hvornår man skal bruge de stærkere evner. Med andre ord er Persona 4: Arena let at spille i starten, men rigtig, rigtig svært at mestre, hvilket både den kunstige intelligens og online-spillerne glædeligt minder os om. Men vejen til perfektion er så indbydende og tilfredsstillende at alle vil få lyst til at blive ekspert i deres yndlingsfigur.

Og det skyldes en anden af Persona 4: Arenas store bedrifter, nemlig at figurgalleriets kun 13 medlemmer alle er så vidt forskellige fra hinanden. Selvom den grundlæggende styring er den samme, er der dramatiske forskelle på hvordan de enkelte figurer spiller. Nogle er hurtigere, andre gør det bedre i luften, og der er dem, der er mere kraftfulde når de bruger deres persona, og dem der er bedre med knytnæverne... Det er vigtigt at øve og eksperimentere med dem for at finde den, der bedst passer til din spillestil, og så forbedre din teknik derfra. Til det formål er der rigeligt med spiltyper, fra Training og Versus (både lokalt og online) til combat challenges og de uundgåelige Arcade og Story-spiltyper.

Og det er der, den anden side af spillet kommer ind i billedet: hvorvidt man holder af Persona-serien eller ej. Både Arcade- og Story-spiltyperne fortæller det samme eventyr fra hver figurs synspunkt. I Arcade får man en kort udgave for dem, der bare vil nyde fighting-spillet, otte kampe per figur, hurtigt præsenteret i traditionel arkadestil, og det er det. I Story dykker vi derimod ned i en fuldblodsefterfølger til historien fra Persona 4, med masser af dialog, videosekvenser, valg, forskellige slutninger for hver figur, oplåselige kapitler og i sidste ende en god portion timer til endnu en gang at blive opslugt af Persona-universet og hygge os med vores yndlingsfigurer.

Kender man serien godt, bliver dette spil så meget desto mere interessant. Det lyder måske trivielt, men det faktum at noget af den bedste musik fra Persona 4 er blevet genbrugt her, vil sikkert få mange fans - der spiller for første gang efter at have været væk fra universet i årevis - til at sidde i hovedmenuen i en halv time og bare svælge i soundtracket. Historien giver også mening og blander sømløst verdener fra Persona 3 og Persona 4. Og takket være systemet til at låse op for figurer og de valg, der skal træffes, kommer det til at kræve en noget større indsats at gennemføre 100 procent af spillet, end vi er vant til fra genren.

Kort sagt er Persona 4: Arena en total triumf. Som fighting-spil er det intenst, hurtigt, hektisk og spektakulært med et simpelt men stadig ganske dybt kampsystem. Som et spil i Persona-serien udnytter det nostalgien perfekt, og giver os en lang, dyb historie fuld af overraskelser og med forskellige slutninger for hver figur. Det skal dog siges, at man kun kan nyde historien fuldt ud, hvis man har spillet de to foregående spil - men har man gjort det, kan man godt lægge et enkelt point til den endelige karakter.