Soul Sacrifice

Mine reserver er ved at slippe op. Min ondsindede fjende - et stort bevinget monster - svæver over mig og er klar til at slå til. Drastiske situationer kræver drastiske løsninger. Jeg tager fat om min venstre arm og hiver til. Jeg kan høre knoglen brække og armen flyver af. Jeg skriger af smerte og ofrer armen, for at gøre klar til min næste besværgelse. Ilden danser rundt om mig, og jeg sender en flammende ildkugle mod min fjende der opsluges i flammerne. Jeg går i knæ. Ofring. Det er konsekvenserne for os troldmænd.

Keiji Inafune, som vi gamere kender bedst som Mega Mans fader, er nu klar med Soul Sacrifice eksklusivt til PlayStation Vita, og det er en blodig, veldesignet og forvirrende oplevelse der både innoverer og trækker på mange etablerede spilnormer.

Du spiller som en navnløs tilfangetagen troldmand og i spillets åbningssekvens, ofres din kammerat i buret ved siden af dig til den onde Magusar. Desperat leder du efter en måde at undslippe dit fængsel, og tilfældigt kommer du i besiddelse af en bog. En talende bog vel at mærke. Bogen opfordrer dig til at læse dens sider og lære af dem, så du kan besejre Magusar og undslippe.

Spillet fortælles gennem bogens sider, hvor vi følger en ung troldmands sejre og nederlag. Selv om at den tilfangetagende læser er replikløs hele vejen igennem, er fortællingen som helhed ganske spændende. Der er ægte følelser at finde i de forskellige kapitler, der hver tager udgangspunkt i en skelsættende periode af troldmandens liv, og hver især formår de, gennem et stærkt stemmeskuespil, at hypnotisere spilleren. Den mørke verden hvor troldmænd desperat forsøger at holde styr på monstrene, bidrager også til indlevelsen på trods af at du, som spiller, kun ser en brøkdel af den. Spillet opfordrer dig til at læse baghistorien der også findes i troldsmandsbogen, og derigennem lære om de forskellige tidsaldre og troldsmandsakademiet Avalon. Der er hele tiden en aura af mystik rundt om både bogen og karaktererne i den. Overraskende er der faktisk dybt drama på spil i Soul Sacrifice og selvom at mængden af karakterer forøges til et nærmest uoverskueligt antal hen imod spillets afslutning, er monologen godt skrevet og velleveret.

Det er ørerne, der først imponeres. Lyddesignet reflekterer Soul Sacrifice' beskidte natur. Monstre, der i bund og grund er mennesker der har ofret for meget af deres menneskelighed, skriger og råber med en tilpas mængde desperation og frustration. Når du kæmper mod disse monstre bruger du en lang række besværgelser og hver besværgelse har hver sit karakteristiske lyddesign. Frostbesværgelser krakelerer som splintrende glas når de rammer en fjende, hvorimod ildbesværgelser brøler af sted mod fjenden, og rammer med et hult plask mens fjenden bades i flammer. Hele lyddesignet er skruet op til maks for at kunne underbygge spillets beskidte natur, og om det så er et rullefald for at undgå en fjendes angreb eller en boss' frustrerede skrig når du rammer plet med en gigantisk besværgelse, så sørger Soul Sacrifice konstant for at du forstår spillets depressive univers. Hertil kommer en række succesfulde stemmeskuespillere der giver spillets karakterer yderligere liv. Hovedsageligt består stemmeskuepillet af bogen Librom og den navneløse troldmand, hvis minder du gennemlever. Libroms britiske stemme fungerer fantastisk med sit spydige udtryk, der minder lidt om orkernes stemmer fra Ringenes Herre. Troldmandens stemme er manipuleret og består af flere forskellige stemmer. Dette giver fortællingen et overnaturligt præg, der er med til at underbygge den Castlevania-inspirerede lydpræsentation.

Et af Soul Sacrifices stærkeste kort er dets grafiske præsentation. Librom, der fungerer både som menu og fortæller, giver introduktionen til hvert niveau et personligt præg. Nogle af siderne du vender i bogen byder på nogle ekstremt detaljerede tegninger, og hver side er anderledes i både layout og fortællermæssigt udtryk.

Selve spillet, hvor du styrer din karakter i en række arenaer, er mindre bemærkelsesværdigt. Miljøerne er flotte og du kæmper i alt lige fra tørre ørkener til ødelagte kirker, men hvert miljø genbruges ud i en uendelighed, og du er til sidst så bekendt med alle kampscenarierne, at du ikke lægger mærke til, hvor du er. Fjendetyperne har samme problem. De er alle sammen upåklageligt designet, men der er alt for få slags til at håndtere mængden af baner. Resultatet er at man ofte kommer ud for noget, der virker som fuldstændig identiske kampe, hvor både miljø og fjender er set 100 gange før. Præsentationen er beskidt, brutal og gotisk, men de enkelte visuelle elementer når at blive alt for genkendelige.

Soul Sacrifice er et action-rollespil set fra et tredjepersonsperspektiv. Du bruger bogen Librom til at vælge imellem en række besværgelser du tager med dig i kamp, og derfra foregår spillet i en række arenaer hvor du skal besejre en række fjender for at bevæge dig videre. Du optjener erfaring som du bruger på at opgradere dine yndlingsbesværgelser, og hvert kapitel kulminerer i en storslået bosskamp.

Det lyder ret genkendeligt, men ordet sacrifice, altså ofring, gennemsyrer ethvert aspekt af Soul Sacrifice og er med til at skille det fra flokken. Tit ender disse action-rollespil med at man tankeløst moser en enkelt knap ned indtil at man enten vinder eller taber, men i Soul Sacrifice er du tvunget til at tænke dig lidt mere om. Hvis du bruger en enkelt besværgelse for meget forsvinder den. Så enkelt er det. Du kan derefter ofre Lachrima der er spillets hovedressource på at lukke den op igen, men det er kun en begrænset mængde af denne ressource i spillet, så du opfordres til at bruge den forsigtigt. Denne ofringsmekanik begrænser sig ikke kun til besværgelserne men også til fjenderne. Når du har besejret en fjende har du mulighed for enten at redde eller at ofre. En redning giver dig livspoint, hvorimod en ofring styrker dine magiske evner. Disse mekanikker tvinger dig til at være metodisk på slagmarken. Man passer både på med brugen af sine besværgelser, og man tænker konstant over om hvorvidt en ofring eller redning vil gavne ens nuværende situation. Dertil kommer muligheden for at bruge Black Rites som er en række meget kraftfulde besværgelser, men som har permanente konsekvenser for din karakter. Du kan bade slagmarken i ild og giver derved en gigantisk mængde skade til dine fjender, til gengæld bliver du forbrændt og får derfor halveret dine defensive evner. Det er en konstant cost/benefit analyse og det gør at Soul Sacrifice kræver flere overvejelser, end man umiddelbart forventer af et actionpræget rollespil.

Grundmekanikerne er ligeledes på plads. Hver besværgelse føles anderledes og spændende, og med mulighed for både at sprinte og lave rullefald for at undgå fjender tilbyder mekanikkerne dig nok frihed til at glemme de alt for få fjende- og miljøtyper. Soul Sacrifice er med sit fokus på ofringer, ikke et specielt nemt spil. Det tager tid at forstå systemerne men selv når de er på plads, kan specielt bosskampene være enormt brutale. Hvis man mister koncentrationen et øjeblik kan bossen både ramme dig hårdt, og du kan samtidig overforbruge din vigtigste besværgelse. Af denne grund får spillet en helt ny dimension hvis man spiller det kooperativt med en ven.

Der er nemlig mulighed for at invitere en ven ind i dit spil så i sammen kan gennemføre areanerne og med en partner ved din side er det langt mere underholdene at rationerer sine besværgelser og at vælge imellem redning eller ofring af fjenderne. Hvis du vælger at spille med en ven kan i også samtidig nyde spillets gigantiske bosskampe, der er nogle af højdepunkterne i Soul Sacrifice. Disse monstre fylder nærmest hele arenaen, og begrænser dine bevægelsesmuligheder. De har hver især en række besværgelser og angreb, og du skal være særdeles hurtigt på knapperne for at undgå disse.

Hvis du tager dig din tid med historien burde du kunne få mere end 20 timer ud af hovedhistorien, og dertil kommer der en lang række sideopgaver som du kan vende tilbage til, når tiden og lysten melder sig. Der er meget indhold at grave sig ned i, og når mekanikkerne er så solide som i Soul Sacrifice er ethvert kampscenarie en fornøjelse. Lad mig dog understrege at spillet får en ganske anden følelse og udtryk når det spillets af flere, og med en sværhedsgrad der er forholdsvis høj, er det kooperative spil klart at anbefale.

Soul Sacrifice har mange gode ideer, og det formår også at gennemtrumfe ideen om ofring i mange dele af spillets mekanikker. Den grafiske stil er uovertruffen med et specielt fokus på et beskidt Castlevania-agtigt udtryk, og dette bakkes op af nogle fantastiske stemmeskuespilpræstationer. Desværre formår små detaljer som manglende fjendevariation og ensformige miljøer, at afholde Soul Sacrifice fra at være så overbevisende som det stræber efter. - især alene. Mekanikkerne er til gengæld på plads, og i et action-rollespil er det nu engang det vigtigste.

Det kooperative element tilføjer både diversitet og et helt nyt taktisk lag til oplevelsen, og du kan derfor godt trække lidt fra karakteren her til højre, hvis du vælger at spille alene, for det her er skabt til at man tager en ven med på eventyret. På trods af de taktiske overvejelser, der ligger i ofringerne, tilbyder Soul Sacrifice ikke den samme dybde alene, som når man spiller flere.

Men der er meget positivt at sige. Besværgelserne er interessante, du kan tilpasse din troldmand efter dine behov og med en historie, der positivt overrasker med masser af dybde og interessante karakterer, forbliver Soul Sacrifice et solidt spil.