Dead Island: Riptide

Jeg hører skriget på lang afstand. Få øjeblikke efter ser jeg den første af dem komme løbende over bakketoppen. De er to, begge af typen Infected, den hurtige og aggressive slags. Men jeg holder på mit, griber ekstra godt om mit baseballbat, jeg for nylig har udstyret med en omgang søm i enden, og venter roligt på at de kommer til mig. Den første af dem er lige ved at bide mig i ansigtet, da jeg planter en fod midt i dens brystkasse - zombien vakler, og jeg sender ham i jorden med et slag i hovedet. I samme øjeblik er zombie nummer to over mig, og igen får jeg den på behørig afstand med et velplaceret spark. Denne gang gider jeg ikke ofre durability på mit bat, så jeg sparker bæstet omkuld, og fjerner dens hoved med et curbstomp så hårdt, at Marcus Fenix ville være misundelig.

Hvis du synes det lyder bekendt, så er der en god grund til det. Ovenstående er nemlig sakset direkte fra min to år gamle anmeldelse af det første Dead Island. Men hvis du skifter baseballbattet ud med en skarpsleben feltspade, og bakketoppen med en tagryg i en halvt oversvømmet fiskerlandsby, så har du Dead Island: Riptide i en nøddeskal. Forskellene i forhold til forgængeren er nemlig så minimale, at man skal kigge godt efter for at spotte dem.

Men lad os først opridse historien. Vores fire - har det vist sig - zombie-immune helte er med nød og næppe undsluppet ferieøen Banoi i helikopter, og lander på et militærskib ud for kysten. Skibet viser sig desværre at være under kommando af en ond bureaukrat-type, der eksperimenterer med zombie-virussen, og før du kan nå at sige "knippelgod idé", hærger zombierne selvfølgelig også det bette skiv. Bureaukrat-typen tager flugten med helikopteren, skibet går på grund, og vores helte og enkelte andre overlevende skylder i land på øen Palanai. Der selvfølgelig også er fyldt med zombier.

Hvis du nogensinde ser Melodi Grand Prix, så kender du uden tvivl det gamle sangskrivergreb med lige at lade melodien gå en halv tone op til sidst. Det er omtrent samme opfindsomhed, Riptide byder på. Det er den samme gamle sang, bare udstyret med et minimalt antal tilføjelser.

For eksempel er her en ny figur, så antallet af helte, man kan vælge mellem, er vokset fra fire til fem. Man kan nu sejle rundt i junglens floder med både. Der er visse steder, man skal forsvare en base eller forskansning mod en horde af zombier. Skydevåben figurerer mere prominent. Og... det er mere eller mindre det. Bevares, her er selvfølgelig en ny ø at bevæge sig rundt på og en masse nye quests, men det føles mest af alt som om Riptide er en glorificeret udvidelsespakke, snarere end et helt nyt spil.

Jeg kunne godt lide det første Dead Island. Det tog en krig om rigtigt at komme i gang, men derfra kørte det også på med nye omgivelser, lange ture gennem skumle, dystre og stemningsfulde områder, og et væld af interessante våben at finde, bygge og tæske udøde med. Det pirrede kort sagt ens opdager-trang.

Riptides problem er, at det stort set følger samme skabelon, uden rigtig at hæve indsatsen. Man kan bruge mange, mange timer uden rigtig at føle, at man oplever noget nyt. Det er de samme typer fjender, de samme slags opgaver, de samme slags let forskruede folk man møder. Og det tager stadig en krig at komme rigtigt i gang. Kort sagt er det som at spise nøjagtigt det samme måltid igen, bare serveret på en anden tallerken.

Og fordi her stort set ingen nyhedsværdi er, begynder kedsomheden hurtigere at melde sig. Zombie-genren er ved at have overskredet sidste salgsdato, og når man hele tiden ekspederer de samme slags fjender med den samme teknik (spark i maven, et par slag så de vælter omkuld, hug eller stamp hovedet af), kommer man let til at savne variation.

Dermed ikke sagt, at Riptide ikke kan være sjovt. Jeg sad den anden aften og tog en god, lang udflugt i spillet med et par kollegaer, og det gode selskab gav underholdningsværdien et tydeligt løft. Dels fordi det er sjovere at grine af spillets noget klodsede manuskript og mellemsekvenser sammen med ligesindede, men også fordi mange af kampmekanikkerne ganske enkelt fungerer bedre i multiplayer. Min figurs evne til at give ekstra skade, når man dolker en zombie i ryggen, er ikke meget bevendt når man spiller alene. Men når der er andre til stede til at fange fjendernes opmærksomhed, er historien en helt anden.

Det første Dead Island havde nogle fine innovationer på co-op-området, og de er her heldigvis stadig. Spillets online-servere holder konstant øje med hvor i verdenen, man befinder sig, og hvor langt man er nået med hensyn til missioner og så videre, og er der en spiller i nærheden, der er omtrent lige så langt, kan man slå sig sammen med et enkelt knaptryk. Det fungerer glimrende i praksis.

Vil man spille med sine venner, går Riptide endda skridtet videre. Du kan til enhver tid invitere venner ind i dit spil, og de kan spille videre, hvis du vælger at hoppe fra. Men endnu bedre justerer spillet nu fjendernes styrke individuelt til hver spiller. Er du level 32, og din makker er level 16, er det intet problem. Den skade i uddeler og modtager bliver automatisk skaleret, så I kæmper på nogenlunde lige fod (men ham, der har højest level, har selvfølgelig adgang til flere evner). Udstyr, loot og belønninger fra quests skaleres også, så I alle får brugbare våben ud af det.

Med andre ord er Riptide et spil, der bedst nydes i venners lag, og som ikke er en helt tilfredsstillende oplevelse for solospilleren. Dertil kommer en bunke glitches og til tider problematisk styring (det kan være en overraskende stor udfordring at hoppe på en stak stablede kasser, der tydeligvis er stillet der for at man kan bruge dem som improviseret stige), der heller ikke hjælper på det samlede indtryk.

Nuvel. Dead Island: Riptide føles på nogle punkter som et hurtigt cash-in, et forsøg på at lave en hurtig efterfølger uden at pille for meget ved grundformen (eller uden at pille ved den overhovedet), selvom det er to år siden, forgængeren udkom. Elskede du det første spil, vil du helt sikkert også synes om Riptide, men var du mindre begejstret, gør det intet for at ændre det indtryk. Med godt selskab kan det være herlig sjov i co-op, men det er også svært at ryste følelsen af, at man måske hellere ville spille Left 4 Dead.